Håbet båret af sorte vinger

The Hunger Games fan fiction 

The Hunger Games fan fiction

Nødvendig viden for at forstå historien:

 

– Du må have læst hele Hunger Games trilogien (tror jeg)

 

– Sætninger, skrevet med denne skrift, er nutiden,

 

– Sætninger, skrevet med denne skrift, er enten den indre stemme, syner, flashbacks eller mareridt. 

 

Prolog: Kærlighed er en stor ting. Den fylder meget i vores verden, som den er. Men der er en anden ting, som fylder mindst lige så meget. Had. Had fylder mig mere end noget andet. Engang var det kærlighed der dominerede min verden. Men da min verden blev revet væk under mig, blev kærligheden erstattet af det evige had. Der er mange ting, jeg hader. Jeg hader Capitol. Jeg hader synerne. Jeg hader de skræmmende vers og den rædselsfulde melodi. Men mest af alt hader jeg mit navn. Mit fulde og sande navn. Når nogen nævner det, er det som om, en pil borer sig ned ind mit hjerte. Justina Jeparlin Snow. Jeg hader ikke navnet, fordi jeg synes det er grimt, som så mange andre Capitolborgere. Jeg hader det, fordi efternavnet er magen til hans. Ham hvis navn jeg aldrig nævner, når jeg kan undgå det. Det var ham, der ødelagde mit liv. Det var fuldendt og perfekt. Men det fik kun lov til at blomstre i et år. Et enkelt år. Så trampede han på det. Behandlede det som en vissen blomst, på trods af at det var en stadigt spirende rose. Som Capitols mest onde leder, Panems mest forræderiske hersker og den mest hadede person i verden, kan man åbenbart tillade sig at gøre alt. Også selvom det ender med at knuse ofret. Hvad enten det er fysisk eller psykisk. Så her er min bøn. Hør min historie. Lær af den og glem den aldrig. På den måde vil mit offer ikke være spildt.  

 

Kapitel 1 – Det forsvundne syn

Du kan ej se det min ven, 

Døden den kommer altid igen, 

Din sorg, din smerte hver for sig,

Forenes og sammen knuser dig,

 

Jeg sætter mig op med et ryk. Endnu et mareridtssyn. Med den melodi. Et nyt vers hver gang, nye billeder hver gang. Samme rædselsvækkende melodi. Jeg lægger først nu mærke til, at jeg hyperventilerer og at tårerne strømmer ned ad mine kinder. Træk vejret normalt Tia, beordrer jeg mig selv og forsøger at følge ordren. Det lykkes halvt. Jeg tørrer mine kinder med håndryggen af min højre hånd. Jeg undrer mig over, at jeg reagerer så voldsomt på synet. Det har jeg da aldrig gjort før. Men en fornemmelse i min mave fortæller mig, at dette syn har været.. anderledes. Værre. 

Jeg begynder straks at gennemsøge mine tanker, for at finde ud af hvad der gjorde dette syn så specielt. Jeg finder dog hurtigt et problem. Det er som om, mit sind er blevet blokeret. Jeg kan ikke huske mit syn. Det eneste, jeg kan huske ved det, er hvert et ord i verset. Det kan jeg altid. Og hvorfor? Det er dem, jeg har allermest lyst til at glemme. Jeg ønsker kun at rive dem i tusinde stykker, brænde dem og derefter smide dem ned i en rasende flod. Men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. De er jo tankespind. Men hvorfor kan jeg ikke huske mit syn? Det har jeg altid kunnet! Det kan ikke være rigtigt Tia, gennemsøg dit sind igen i hver en afkrog, siger min indre stemme til mig. Den lyder beroligende på overfladen, men jeg kan godt høre at den også er i panik. Det samme er min mavefornemmelse. Og næst efter synerne, er mavefornemmelsen den, jeg kan stole mest på. Den har sjældent taget fejl. 

Efter nogle uendelig lange minutter, kan jeg rædselsslagen konstatere, at synet er væk. Som om nogen har været inde og slette det i min hjerne. Noget jeg aldrig havde prøvet før. Det eneste jeg ved om synet, udover hvert et ord fra verset, er, at det har været et fremtidssyn. Det siger min mavefornemmelse mig. 

Døren til mit store værelse bliver slået op med et brag. To mænd i hvide uniformer træder ind i takt. Jeg følger procedurens start og synger verset for dem som altid, mens den ene skriver det ned og den anden optager det med sin armbåndsurslignende M.U.K.A. Det er en forkortelse for multi-udstyrede-kommunikations-apperat. Alle vagterne har sådan en om håndleddet. Jeg har også selv en, men den er slet ikke magen til deres. Den har meget få funktioner.

Efter verset kræver de som sædvanlig, at jeg detaljeret beskriver billederne fra synet. Jeg skal lige til at forklare dem, at jeg ingenting kan huske. Men så føles det som om nogen sparker mig i maven, samtidig med at min stemme stille, men bestemt, hvisker til mig. Fortæl dem det ikke Tia. Sig at du så øjeblikket hvor du blev trukket igen. Lyv. De vil tro dig. Jeg følger altid min stemme, så derfor lyver jeg. Jeg forstår ikke hvorfor, men stoler på, at det er klogest. Når min indre stemme og mavefornemmelse arbejder sammen, så, ja, lad mig bare sige at de aldrig har taget fejl så.

”Det var intet særligt. Bare Høstfesten igen. Det behøver jeg vel ikke uddybe?” spørger jeg håbefuldt, for jeg hader at lyve.

”Beskriv det og sørg for at få enhver detalje med. Husk nu” begynder den ene vagt i en streng tone, som tydeligt fortæller mig, at det er ham der bestemmer. Jeg afbryder ham.

”At hver en detalje kan gemme på et tegn om Capitols fald. Jeg ved det.” Jeg sukker opgivende og forbereder mig mentalt på at fortælle historien igen. ”Jeg er 15 år gammel. Jeg stiller mig foran spejlet efter at have skiftet tøj….” mens jeg fortæller, bliver jeg ligesom suget tilbage til dagen, hvor det hele begyndte. Billederne i mit hoved bliver til en urørlig virkelighed, og jeg ved, at jeg ikke kommer til mig selv igen, før synet slukker det lysshow af billeder, der kører rundt i mit hoved. Det er ikke unormalt. Det sker ofte, når jeg fortæller om et syn.

”Mine øjne flakker hen over min kjole. Jeg føler mig for en gangs skyld smuk. Kjolen er hvid men har en sart violet farve, som kun kommer frem i stoffet, når jeg bevæger mig. I taljen sidder et lyselilla bånd med en fin mellemstørrelse sløjfe i siden. Fra taljen falder stoffet blødt ned som et lille vandfald og stopper cirka 5 centimeter over knæene. Jeg har selv syet den af det stof, jeg fik i 15 års fødselsdagsgave af min bedstefar og min mor.

Mit hår har naturlige slangekrøller, som jeg i år har besluttet mig for at lade hænge løst. Det vil sige, det er faktisk min mor, der har overtalt mig til det. Normalt hænger det altid i en hestehale. For lige at sætte fokus på mit, for en gangs skyld, løsthængende hår, har min mor lavet et hårbånd til mig, ud af det samme bånd der sidder i livet på kjolen. Hun har broderet en hvid galonie på det, fordi det er min yndlingsfugl. Jeg tænker på den dag, en vild galonie kom hen og stillede sig ved min side, da jeg var i sorg efter bedstemors død. Om den var intelligent nok til, at det var et forsøg på at trøste mig, eller om den bare var komplet dum, ved jeg ikke, men den muntrede mig op, og lige siden har jeg elsket fuglen. Desuden er den utrolig smuk med sine grå/hvide prægtige fjer, pjuskede hoveddusk, lange elegante hale og korte buede næb. At der er en galonie på mit hårbånd, er nærmest et ”held-symbol” for mig.

Jeg hører bedstefar kalde og ved, at det er tid til at gå. Jeg smutter ud i gangen og hopper i mine slidte fine sko. Det er de fineste sko, jeg har, men de er efterhånden blev for små og trykker så forfærdeligt på mine storetæer. Vi havde ikke råd til at købe nye – stoffet til min kjole havde været ret dyrt.

Mor og bedstefar går ud ad døren lige foran mig. Jeg vender mig om og ser på huset. Jeg ved, at jeg vil vende tilbage til det om nogle timer, men alligevel kan jeg ikke lade være. Huset har en rimelig lille størrelse af et byhus at være. Men det gør ikke noget. Jeg mindes at bedstemor altid sagde: ”Det er et småt hus, men det er et godt hus!” Hun var altid så positiv. Huset har en afskallet gul maling, og vinduer og dør er malet røde. Taget er også rødt.

Jeg vender huset ryggen og løber op til bedstefar og mor. Jeg tager dem i en hånd hver. Bedstefar giver mig et beroligende tryk i hånden. Jeg kigger op og smiler til ham. Han smiler igen, men ikke rigtig med øjnene. Jeg kan se, at han er nervøs. På mine vegne. For, om jeg skal blive trukket. Jeg forstår ham godt. Men hans bekymringer er alligevel formålsløse.

Da vi ankommer til Bymidten, efter den tavse gåtur, bliver vi registreret. Høstfesten er en oplagt mulighed for Capitol til at foretage en folkeoptælling. Nogle af fredsvogterne, der skal foretage registreringerne, er blevet erstattet af store metalmaskiner. Jeg har ikke selv betjent sådan en tidligere, selvom de har været der i et par år. Heldigvis kommer jeg i tanker om, at vi fik et lille kursus i skolen sidste år, så jeg går hen til den uden at tøve, da det bliver min tur. ”Tia Jeparlin”, jeg siger mit navn højt ind i den indbyggede mikrofon, der sidder over maskinens kontrolpanel. Fejl, fejl, fejl. Ordet blinker med røde bogstaver på en sort skærm, igen og igen. Så mærker jeg en hånd, der trækker i min skulder. Et øjeblik frygter jeg, at jeg har gjort noget forkert og vil blive straffet offentligt med pisk eller andet. Men det sker selvfølgelig ikke. Det er bare en fredsvogter, der trækker mig til side for at tilse maskinen. Efter et par tryk på kontrolpanelet sender han mig ligeglad hen til en anden fredsvogter, der virker ligeså ligeglad og bare vifter mig videre uden overhovedet at høre mit navn. Der bliver jeg registreret uden problemer, og da jeg kommer igennem lågerne og ind på Pladsen, sender både min mor og bedstefar mig lettede blikke. Jeg løber ind i mors favn. Hun skjuler det meget godt, men jeg ved, at hun er mindst lige så bekymret som bedstefar. Derfor giver jeg hende et godt klem og hurtigt kys på kinden, inden jeg går over og krammer bedstefar. Det er jo ikke rigtigt en afsked, så det ingen af os græder eller noget, selvom nervøsiteten sitrer i luften.

”Skat, du må hellere gå hen til de andre. Vi ses efter lodtrækningen. Du skal ikke være bange..” hvisker min mor til mig. Jeg gør, hvad hun siger og løber over mod min afdeling. Vi er delt op i piger og drenge, og piger og drenge er så delt op i aldersgrupper. De ældste står forrest og de yngste bagerst. Da alle, der har en risiko for at blive trukket ved Høstfesten, er mellem 12 og 18 år, er jeg nogenlunde i midten.

Pladsen er enorm. Eller ret stor i hvert fald. Og den er propfyldt. Alle indbyggerne i 8 kan lige være her, men også kun lige akkurat. Vi børn og unge er skilt fra hinanden i aldersgrupper og køn med røde bånd, og forældrene er skilt fra os med blå. Vi er virkelig mange her i 8. Alligevel er her foruroligende stille. Ikke fordi her er stille, for her er jo støj. Men i betragtning af at vi er så mange mennesker, er der stille. Frygt, nervøsitet og bekymring afspejles i alles øjne. Børn af frygt for deres eget liv, venners liv, søskendes liv, og forældre af frygt for børnenes. Nogle er stadig ved at tage afsked over båndene, men det er de færreste, der ikke allerede har indtaget deres markerede plads. Jeg føler med dem, de stakkels familier. At være deltager i Dødsspillet må være forfærdelig, men jeg er sikker på, at frygten for det er ligeså slem. Jeg ved om nogen, hvordan det er at gå og frygte, at noget sker. Som om en bjørn sidder og kradser langsomt i din mave, og laver sår der senere bliver til uhelbredelige ar, hvis det utænkelige faktisk sker.

Pladsen ligger i det nordlige Distrikt 8. I Bymidten kalder vi den. Jeg bor meget tæt på, hvilket er rart, da jeg så slipper for at blive transporteret rundt i vogne trukket af underernærede geder, der lider indtil de dør midt under køreturen. Så bliver de bare skiftet ud, og vognene fortsætter som var intet hændt. De der bor ude på landet, med langt imellem landsbyerne, har det sværest. De er fattigst, arbejder hårdest og har længst til Pladsen. De der bor i byen, som mig, har dog bedre forhold. Men stadig elendige forhold. Vi syr, væver, spinder osv. også fra tidlig morgen til sen aften. Vi tjener bare mere på det og kan derfor også tillade os at holde pauser, når det er virkelig slemt. Min familie er, på trods af at vi bor i et lille byhus, en af de rigeste i det nordlige 8. Min mor er nemlig en af distriktets dygtigste syersker, så hun syr en gang imellem specialbestillinger fra Capitol. Jeg undrer mig over Capitolmoden gang på gang, når jeg ser Capitolborgere på tv, men når min mor laver en Capitolkjole, gør hun den..rigtig. Selvom det tydeligvis er en Capitolkjole, gør hun den på en eller anden måde helt unik og vidunderlig.

Pladsen er omringet af høje grå huse, som der er blevet gjort et meget nærigt forsøg på at dekorere i anledning af Høstfesten. Mod syd er indgangen, mod vest står forældrene og mod nord er en scene blevet anlagt. Det er egentlig bare vores rådhus eller byrets terrasse, som er blevet pyntet gevaldigt op og har fået sat nogle podier og den slags ligegyldige ting. I hvert fald er folkene deroppe hævet over os andre. Det evige magtsymbol som Capitol har behov for at vise.

Jeg ser mig omkring – eller nærmere lytter – og opdager først nu, at alle er stille. Selv gråden fra de mest fortvivlede 12-årige er forstummet. Jeg ser op til højre for mig på de store skærme (da folkene på scenen er meget langt væk fra de fleste, er store skærme og højtalere blevet sat op på hele pladsen), hvor borgmester Paylor II står og ser lidt tøvende ud. Bag ham sidder dette års mentor, Distrikt 8’s vært og nogle andre mere eller mindre vigtige folk.

Igen har jeg lidt langsomme reflekser, for jeg opdager først nu, at jeg er den eneste, der ikke står og klapper hysterisk. Jeg gætter på at borgmesteren har færdiggjort den lange kedelige tale om distritets vindere, distriktets katastrofer og selvfølgelig De Mørke Dage. Dem der har startet hele dette mareridt. Mareridtet med Dødsspillet.

Borgmesteren sætter sig ned og Keyna Liberyit træder entusiastisk frem. Denne dag, som enhver distriktsindbygger frygter hvert eneste år, er en glædesdag for hende. Starten på den nye ultimative underholdning som hun får æren af at være en del af. Tænk at være stolt over at tage del i at skabe et spil, der ikke gør andet end at flå folks hjerter ud i både overført betydning, men skam også i bogstaveligste forstand. 

”Sikke mange mennesker her er endnu i år!” råber Keyna begejstret ud over forsamlingen, som giver hende et bifald, udelukkende efter Capitols instrukser. Keyna ser endnu mere spøjs ud i år, end hun plejer at gøre. Hendes tøj består af en guldkåbe. Eller hvad man nu skal kalde det, hun har på. Det er ligesom et par bukser og en bluse, der er blevet sat sammen til ét stykke. Om maven har hun et dybrødt bælte. Dragten er meget stram og afslører derfor, at hun har fået en operation. Hun er klart tyndere, end hun plejer at være, og hun var ikke engang tyk tidligere. Bare en smule kraftig. Men det anses for meget grimt i Capitol at være buttet, så det er helt normalt at få den slags operationer. Dog er denne vist lidt mislykket. Man ser tydeligt hud, der hænger og slasker i ansigt og på arme. Hendes hår er blevet barberet helt af og erstattet med…tja, hvem ved? Det ligner røde metalpigge, men det er svært at se.

”Lad os køre bowlerne ind!” skriger hun med sin atypiske Capitolstemme. Hun har selvfølgelig samme Capitolaccent som alle andre Capitolborgere, men de flestes stemmer er meget skingre, hvorimod Keynas er lidt dybere. Dybere end min i hvert fald, men der skal heller ikke så meget til.

Et lysshow i forskellige grønne farver bliver lavet på scenen, mens 2 store bowler køres ind, og får Keyna og de andre på scenen til at ligne monstre. Det ser faktisk så komisk ud, at jeg er lige ved at bryde ud i grin. Men så dum er jeg ikke, jeg ved at fredsvogterne ville se det som respektløst og sørge for ”at give mig en omgang”.

Det grønne lysshow forsvinder og erstattes af et enkelt hvidt spotlight, der følger Keyna. ”Lad os trække!” siger hun begejstret, idet hun bevæger sig hen imod den ene bowle. Den er mere fyldt end den anden. Jeg ved, at det er pigernes bowle, for som sædvanlig siger Keyna ”damerne først!”. Vi er blevet flere piger end drenge her i distriktet. Da kvinder og piger er mest fingernemme og kreative, er det dem, Capitol ønsker at få mest af alt. Jo mere produktion der er af stof og tøj, jo bedre for Capitol. To epidemier har med 4 års mellemrum ramt vores distrikt og dræbt mange drengebørn. Capitol fortalte os i nyhederne at den kun ramte drenge at nogle tekniske grunde. De sørgede for at bruge godt med videnskabelige ord, så ingen af de knapt så faglærte distriktsborgere forstod noget som helst. Og faglærte, ja, de findes ikke rigtigt i et distrikt, hvor hovedproduktionen består af stoffer, tekstiler og tøj. Capitol ville gøre, alt hvad de kunne for at finde en form for medicin, sagde de. Men rygterne lød, at Capitol havde lavet og udsendt disse epidemier for at få lavet finere klæder. Altså af ren selviske grunde. Men det er alt, hvad Capitol gør jo. Selvisk.

Keyna roder rundt dybt nede i bowlen med den ene arm. Så hiver hun den op og tager bare en seddel på overfladen med en langsom og tøvende bevægelse, som om hun ombestemte sig i sidste øjeblik, men ikke er tilfreds med sedlen hun har trukket. Hun står lidt og bare kigger ned på sedlen. Trækker tiden ud mens folk holder vejret i spænding. Eller nærmere frygt.

”Tia Jeparlin!” Det lyder, som om hun hvisker, men alligevel kan jeg høre, at hun udtaler mit efternavn forkert. Hun trækker a’et ud, og bare måden hun siger det på, irriterer mig gevaldigt. Det er den eneste tanke, der flyver gennem mit hoved til at starte med. Og så slår sandheden ned i mig som en stålhammer. Jeg havde været så uforberedt på dette øjeblik, at jeg ikke engang tænkte over, hvad det indebar, da hun oplæste mit navn. Det er umuligt, er det sidste, jeg når at tænke, før mit syn sløres til og lyset i verdenen slukkes omkring mig.

 

Jeg ser en dreng og en pige. De er nogenlunde på min alder – måske lidt ældre. Pigen ser stærk ud, i forhold til at hun er en pige, men sammenlignet med drengen ved siden af, er hun ingenting. Han er høj og ser enormt stærk ud. Han har blondt pjusket hår, der falder ham ned i panden. Han er virkelig flot.

Drengen og pigen giver hinanden hånden, hvorefter pigen løber væk fra drengen og ind i en skov. Det ligner ikke en almindelig skov: den ser mere frodig og spændende ud med flere farver og frugter. Jeg følger hende, som en fugl oppe fra luften. Og det er ikke engang løgn, for da jeg følger efter hende i et sving, ser jeg en sort fuglevinge, der drejer mod højre, og ved, at det er min arm. Sådan flyver jeg rundt i en tid. Der sker ikke noget, før pigen finder et vandhul, som hun sætter sig ned og grådigt drikker af. Så flyver en enorm fugl med et uhyggeligt og unaturligt udseende ned og starter en kamp med hende om vandhullet. Hun kæmper imod med en kniv med et langt skarpt knivsblad, men fuglen tager overhånd og dræber hende langsomt og smertefuldt. Prikker hendes øjne ud med næbbet, kradser hendes hud af med kløerne og skratter hende ind i hovedet, med et skrig der næsten lyder menneskeligt. Til sidst er der intet andet tilbage af hende end en slimet masse på jorden omkranset af en stor rød blodpøl. Den skræmmende melodi har kørt rundt hele tiden, men mens jeg ser på den livløse pige, kommer der et nyt vers, som gentager sig selv hele tiden.

 

Tab, sorg og panikslagne skrig, 

Høres til denne smertens melodi, 

Endnu et lys er slukket nu, 

Intet lys er forude lille du,

 

Jeg mærker noget ruske i mig. Jeg ved ikke, om det er i verdenen med drengen og pigen, som jeg går ud fra er et syn, eller om det er den virkelige verden. Jeg åbner øjnene og ser lige ind i en fredsvogters. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg har været væk. Et døgn? En time? Så husker jeg, hvor jeg er, og hvad der lige er sket, og idet jeg blot ligger her, mens folk ser på mig og kameraer zoomer ind, ved jeg, at der ikke er gået mere end nogle sekunder.

Jeg er som i en tåge indtil min medsoners navn trækkes op ad bowlen. Det kan ikke passe! Det er umuligt! Hvordan kan jeg være blevet trukket? Hvorfor har jeg ikke set det? Jeg ser jo kun de onde ting, og hvad kan være værre, end at jeg skal være deltager i Dødsspillet? Det er de tanker, der flyver gennem mit hoved. Mit sind er i oprør, fordi det ikke har set, at jeg ville ende i denne situation, og min mavefornemmelse er forfærdelig, fordi den slet ikke var forberedt på dette. Og alt imens min krop bliver revet itu indefra, ser jeg ganske rolig ud udenpå. Eller, mit ansigtsudtryk er godt nok helt roligt, og jeg går stille og rolig op igennem den vej, der dannes, fordi folk rykker sig til siden, men tårerne strømmer ned ad mine kinder. Og det kan kameraerne vist lide, for de hviler på mit ansigt, lige indtil de er nødt til at skifte til Keyna, fordi hun begynder at tale igen. ”Hvor spændenenenenende!” udbryder hun og fortsætter ”og så går vi til drengenes bowle!”

Keyna spankulerer hen til den anden og mindre fyldte bowle og alt imens følger spotlightet hende. Denne gang kører hun hånden i en underlig bue ud langs siden og fanger et lod med 2 fingerspidser. Folk er dødsens stille, ligesom de har været siden Keyna kom på scenen. Man ville kunne høre en nål falde til jorden, hvis ikke det var for Keynas irriterende vejrtrækning i mikrofonen. ”Arroe Paradise!” skriger hun. Jeg glor bare helt udtryksløst på den dreng, der selvsikkert går op gennem mængden. Dét kan kameraerne lide, og de zoomer helt ind på hans målbevidste øjne. Først da Arroe træder op på scenen, zoomer kameraerne ud fra hans ansigt og lægger i stedet fokus på både Keyna, ham og mig på én gang. Jeg ligner en zombie og føler mig egentlig også som en. Intet af dette føles som virkelighed.

Så tager jeg, for første gang siden mit navn blev råbt op, og ser ud på de unge foran mig. Altså ser rigtigt på dem. En ad gangen ser jeg ned og kigger dem i øjnene. Jeg når kun lige at se de blandede følelser – glæde, medlidenhed, flovhed – før de drejer hovedet, og pludselig har travlt med at se alle andre steder hen. Jeg leder efter min bedstefar og mor i mængden af forældre, men jeg kan ikke se dem. Det er okay. De kan se mig, og vi får tid til at tage afsked senere.

Jeg ser over på Arroe nu. Han har blondt kort hår. Han er høj og ser endnu højere ud, når man sammenligner ham med Keyna, om står på tæer ved siden af ham bare for at nå mikrofonen. Han er meget muskuløs og har en kraftig knoglestruktur. Hans ansigt er meget markeret, og det får ham til at se lidt uhyggelig ud. Hans øjne er blå og de stirrer lige ind i mine. Jeg tror de ser rædselsslagne ud. Når jeg skal kæmpe mod en som ham, kan jeg jo ligeså godt give op på forhånd.

”Hvor spændenenenenenende! Sonerne, der skal repræ-sentere Distrikt 8 i det femogfyrretyvende Dødsspil, er Arroe Paradise og Tia Jeparlin!” råber Keyna lykkelig ud over forsamlingen. Sikkert fordi der er større sandsynlighed for, at vi får en vinder i år, end der plejer at være. Nu hvor Arroe er her. Ikke fordi vi ikke har vindere jævnligt, men Arroe ligner virkelig én, der er klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Keyna fortsætter: ”Og husk det nu. Må jeres vej altid være den rigtige!” Alle ”værterne” for distrikterne har et slogan som det. Distrikt 4: Må havets bølger altid bære jer til fast grund, Distrikt 7: Må jeres skarphed altid komme jer til gode, Distrikt 12: Må heldet altid være med jer. Jeg synes, det er åndssvagt. Men sådan er det bare.”

 

Jeg kommer til mig selv igen efter at have fortalt vagterne om mit syn. Eller rettere sagt, efter at have løjet overfor vagterne om mit syn. Jeg hader godt nok at lyve, men jeg er god til det, og det ved jeg også godt. Jeg har fortalt om Høstdagen præcis som jeg plejer, selvom jeg intet kan huske fra mit syn. Og jeg ved, at de tror hvert et ord jeg siger. Godt klaret, roser min indre stemme mig. ”Det var det. Det var alt jeg så denne gang.” siger jeg lidt nervøs. Det er lidt forskelligt, hvornår Høstfesten plejer at slutte i mine syn. Nogle gange idet jeg bliver trukket, andre gange først efter den tårevædede afsked med min mor og bedstefar. Ingen af os regnede med, at vi ville se hinanden igen.

Vagten svarer ikke mig, men svarer kun for, at få det han siger med på optagelsen. ”Udmærket. Det er i dag den 24. juli. Det var alt” siger han ind i sin M.U.K.A. Så nikker den anden vagt til mig, og de går ud ad døren igen i takt.

Jeg sidder lidt i nogle minutter og stirrer ud i luften. Men det bliver jeg hurtigt træt af, så jeg rejser mig op og går lidt rundt. Jeg finder det ubehageligt bare at sidde stille, selvom min seng sikkert er en af Capitols blødeste. Min Onkel, hvis navn jeg aldrig nævner, er jo trods alt højt på strå. Og han vil ikke have mig til at modarbejde ham. Derfor har jeg et fantastisk værelse. Ikke fordi det gør nogen forskel på mit had til ham. Men når man trods alt skal være fanget, er det meget rart ikke at være det i en indelukket lille fangekælder.

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde et vindue, så jeg kunne se ud på byen. Så jeg bare kunne se noget andet end mit værelse, badeværelse, hans kontor og gangene der fører dertil. Men det synes han åbenbart er for stor en risiko at løbe, så jeg er fanget her – helt isoleret fra omverdenen. De eneste, jeg har snakket med 3 ½ år, er vagterne, ham og maskinen, hvorfra jeg kan bestille mad, på mit værelse. Jeg ser dog også ofte andre mennesker. Men de er avoxer og kan derfor ikke tale. En avox er et menneske der, ifølge Capitol, har begået en forbrydelse, og som straf må tjene en bestemt herre eller familie resten af sit liv. Og så er der lige den detalje, at de får hugget tungen af, således at det aldrig vil være muligt for dem at hverken tale eller synge igen. Det er en af de mest rædselsfulde skæbner, man kan få efter min mening.

Efter at have gået rastløs rundt omgivet af mine luksusmøbler i en times tid, beslutter jeg mig for at tage et varmt beroligende bad. Det trænger jeg til, for tankerne kværner rundt i mit hoved, så jeg får ingen fred.

Mit badeværelse er på den anden side af den eneste dør på mit værelse, som jeg selv har adgang til at bruge. Det består af et toilet (logisk nok), en brusekabine, et boblebad, en håndvask og et akvarium. Det vil sige, det er ikke sådan et fritstående akvarium. Hele min ene væg består af et akvarium med mange mange farvestrålende fisk i. Der er også to skildpadder. Jeg kalder dem Skille og Scottie.

Jeg smider mit tøj på en stol, velvidende at en avox snart vil komme og hente det. Så vælger jeg at hoppe i badekaret. Et langt karbad er lige, hvad jeg trænger til. Jeg fylder det og damp stiger op og rammer mit ansigt. Så går jeg over i mit skab hvor utrolig mange parfumer, sæber, deodoranter, og så videre, ligger i et stort rod. Jeg trækker en tilfældig flaske ud, men det er en shampoo, så jeg sætter den pænt tilbage og vælger en ny med lidt mere omhu. ”Strawberry Oil – for your dream bath”, står der udenpå den gennemsigtige flaske med rødt indhold, som jeg vælger. Jeg hælder en ordentlig klat i boblebadet, og kan lugte at dampen nu dufter af jordbær præcis ligeså kraftigt, som hvis jeg havde stået med næsen i et ganske nyplukket et. Så træder jeg ned i badet og nyder tanken om bare at slappe lidt af i hovedet.

Mens jeg sidder, og nyder den massage mit boblebad giver mig til fulde, begynder min indre stemme pludselig at tale, hvilket er usædvanligt, da den normalt ikke gør det, når jeg bare slapper af. Hvordan kunne jeg overse det? Synet, Tia, synet! Hvad skete der, før du gik ned til Høstfesten. Tænk Tia, tænk!Stemmen lyder ophidset og ivrig, som den gør, når den får en idé. I starten fatter jeg intet. Men så begynder en klokke at ringe, og som det ofte sker, får jeg et flashback. Det er nok en evne, der medfølger med disse syner.

 

Jeg slår øjnene op og hører et panikslagent skrig. Der går nogle sekunder, før jeg finder ud af, at det er mit eget. Jeg skynder mig at lukke munden. Hvorfor skriger jeg? Der går endnu nogle sekunder, før det går op for mig, at jeg lige har haft et syn. Et fremtidssyn kan jeg mærke. Men om hvad? Hvad fik mig til at skrige på den måde? Jeg tænker mig om et øjeblik, men svaret dukker ikke lige umiddelbart op, som det plejer. Jeg leder lidt inde i mit hoved, det er nogle gange nødvendigt, men finder intet.

 

Det var dér! Der lige før Høstfesten! Jeg havde et syn, der fik mig til at skrige. Et rædselsfuldt fremtidssyn. Lige efter havde jeg ikke kunnet huske det, og inden jeg havde gennemsøgt min hjerne fuldstændig, var min mor kommet ind ad døren, og så havde jeg jo måttet forklare, hvad der var årsag til, at jeg skreg på den måde. Jeg havde selvfølgelig fortalt en løgn. At jeg stak mig på en nål, jeg endnu ikke havde fået taget ud ad kjolen. Og som sædvanlig troede hun på mig – allerede på det tidspunkt havde jeg haft meget øvelse i at lyve. Efter hun var gået, var jeg bare kommet væk fra synet. Havde ikke spekuleret mere over det. Men jeg havde ikke kunnet huske det, og jeg er sikker på, at jeg ikke havde kunnet finde ud af, hvad det handlede om, selvom jeg ledte resten af mit liv. Jeg er sikker på, at det var det der fortalte mig, at jeg ville blive trukket til Høstfesten. Og jeg er sikker på, at det var det samme, der var sket for mig under det syn, jeg ikke kunne huske fra før. Men hvad er sammenhængen? Hvad kan være årsagen til, at jeg ikke kan huske det. Er det ikke indlysende Tia? Synet før Høstfesten, om at du ville blive trukket til Høstfesten, må jo have været den skrækkeligste fremtidsvision, du nogensinde havde fået! Det er klart, eftersom det jo ligesom handlede om, at du gik lige ind i dødens åbne arme. Også selvom du trodsede dem og vred dig fri. For det vidste du jo ikke der. Men altså, så må grunden, til at du ikke kan huske dette syn, være… ”At det er det værste, jeg har haft hidtil” afslutter jeg chokeret, da min indre stemme tøver. Og så skynder jeg mig at slå en hånd for munden. Pis! Jeg skynder mig at fjerne hånden, det var ren refleks at gøre det, for det ser alt for mistænkeligt ud. Bare der ikke var nogen, der aflyttede mikrofonerne på mit badeværelse lige før.. Men sandsynligheden for det er minimal, så jeg forbereder en forklarende og løgnagtig tale, som jeg kan holde for vagterne, inden i mit hoved.  


Kapitel 2 – Haymitch Abernathy

Jeg beslutter mig for at stå op ad badet. Der braser helt sikkert vagter ind om lidt, og så har jeg ikke lyst til at stå nøgen igen. Det har jeg prøvet en gang før, og selvom vagterne virkede fuldstændig uberørte af det, fandt jeg det altså som en ret akavet situation. Derfor skynder jeg mig at tørre mig, med den nye ”hurtig-luft-funktion” i brusekabinen, og går ud i selve værelset og hen til det store skab, der er indbygget med spejllåger i væggen. Jeg skyder døren til side og snupper en tilfældig kjole og et sæt undertøj på en bøjle.

Mens jeg står og venter på de sandsynligvis snarligt ankomne vagter, betragter jeg mig selv i spejlet. Jeg ligner en helt anden, end jeg gjorde dengang for blot 5 år siden, hvor jeg blev trukket ved Høstfesten. Først ser jeg hen over min kjole. Tja, den ligner alle mine andre kjoler ret meget. Det er alle lavet med inspiration fra galionen: den smukke grå/hvide fugl. Jeg har en speciel designer her i Capitol, som designer og syr dem til mig. Jeg går ikke i andet. Det er det eneste i mit liv her i Capitol, som kan give mig et godt minde fra min fortid udover mine tanker. Det eneste minde jeg kan tage og føle på.

Denne kjole er lavet af dens halefjer hele vejen ned. Ægte halefjer, men dog fra naturligt døde galonier. Jeg ville aldrig bære fjer fra en galonie, som havde lidt en unaturlig død i form af..Ja altså, at Capitol havde dræbt den blot for at få fjerene. Kjolen er enkel og går mig til midt på lårene. Den har lange ærmer og en dyb udskæring, men det er også det eneste, der er gjort ved den. Ikke engang en smule af det ofte tilsatte sølvdikersid er sprayet på. Det får den sølvagtige farve frem i det grå i fjerene. Men jeg elsker den ligeså meget uden.

Mit blik falder nu på min hud; noget af det der har ændret sig mest drastisk siden dengang. Noget af det jeg hader har ændret sig. Det er måske også derfor, jeg synes, det er sådan en stor forandring.

Min hud ser ganske almindelig ud. Den er ren, pæn og blød som alle andre Capitolborgeres. Men den er også lys. Nærmest hvid. Og det skyldes, at jeg ingen solstråle har set de sidste 3 ½ år. Eller det har jeg, men kun gennem en rude i gangen foran hans kontor. Engang var min hud smuk lysebrun med en gylden glød. Det er forsvundet for længst sammen med min frihed.

Så er der min krop. Den har også gennemgået forandringer, men det er ikke så slemt. Udover at Capitols læger har fjernet alle mine ar fra tidligere, er de eneste ændringer ganske naturlig. Min krop har udviklet sig, fået kvindelige former. Men da jeg i dag også er 20 år, er det en selvfølge, og derfor er det nok den eneste forandring, jeg er helt okay med. Nej, der er også mine fregner. Da jeg var 15, havde jeg flere og mere tydelige. Ikke mange, men flere. Nu er de næsten væk, men de sidder stadig som små irriterende prikker spredt ud over kinderne lige rundt om næsen. Mine fregner har jeg aldrig kunnet lide, så at de er forsvundet er jeg helt okay med.

Ud over fregnerne er mit ansigt ikke så forandret. Jeg har samme hjerteformede ansigtsform, samme grønne øjne indrammet af lange sorte vipper, samme fyldige og markerede læber og samme nøddebrune hår. Nu falder det blot længere ned ad min talje, hvor det før stoppede lige under brystet. Og så har jeg det aldrig mere løst. Jeg plejede jo også at have det opsat i en hestehale, men nu er det altid opsat. Også når jeg bader og sover. For de 2 eneste gange jeg bare lod slangekrøllerne falde frit ned over mine skuldre i offentligheden, mærkede jeg mit liv blive taget fra mig. Første gang til Høstfesten, men det var falsk alarm, for jeg overlevede jo hele den episode. Anden gang den nat..den værste nat i mit liv. Jeg skynder mig at dreje tankerne over på noget andet. Jeg ønsker ikke at tænke på den nat. Det er nok, at jeg jævnligt får fortidssyner og flashbacks fra den og udover det også ofte drømmer om den.

Det mine tanker falder på, da jeg automatisk fjernes fra mit livs værste nat, er vagterne. De er endnu ikke kommet. Kan det virkelig være rigtigt? Slipper jeg virkelig så let? Det virker umuligt, men de er normalt meget hurtige til at komme, så jeg tænker, at det umulige er sket og bliver lidt oplivet ved tanken. Men ligeså snart jeg tænker det, går døren til omverdenen selvfølgelig op, og jeg forsøger i en fart, men forgæves, at huske den tale jeg forberedte, om hvorfor jeg sagde, hvad jeg sagde ude på badeværelset.

Nu træder 3 vagter ind, og jeg bliver meget urolig. Så må de synes, at dette er meget alvorligt. Men så træder en 4. vagt ind bag dem. Han har en anden uniform på, den er ikke hvid men grå, så måske er han slet ikke en vagt. Ikke at det gør mig mindre urolig til at starte med. Faktisk gør det mig skrækslagen, og jeg bliver straks bange for, at han skal slæbe mig med til en dyb fangekælder eller noget. Men så falder mit blik på kassen i hans hånd. En værktøjskasse af en art, konkluderer min indre stemme samtidig med mig.

2 af vagterne og manden med værktøjskassen marcherer ind på mit badeværelse, mens den 3. vagt bliver, for tydeligvis at give mig en besked. ”En fejl er sket med en ad mikrofonerne på badeværelset, frøken Snow. Nogen har deaktiveret den ved en fejl, sådan at den ikke kunne aktiveres fra kontrolrummet igen. Vi arbejder nu på dette, og jeg er sikker på, at den er ordnet om et øjeblik. I de 13 minutter den ikke fungerede, fangede vores overvågningskameraer dog, at De sagde noget og derefter slog hånden for munden. Hvis De uden omsvøb kan fortælle os, hvad De sagde, vil der ingenting ske, og De kan blot fortsætte deres dag i fred. Hvis De tøver, vil De blive vist direkte ind til præsidentens kontor, som personligt vil tale med dig om det. Så sig mig, hvad var det De sagde?” spørger vagten mig ganske neutralt på overfladen. Men under overfladen ligger en iskold trussel, for han ved, at det jeg sagde, var noget jeg ikke ønskede, at de hørte. Og samtidig med at lettelse flyder ind over mig over, at de ingenting hørte, bliver jeg også frygtelig bange, for jeg aner ikke, hvad jeg skal sige.

”Det er helt i orden med mikrofonen, og dejligt at I kan reparere den så hurtigt. Jeg må endnu en gang rose Capitols velfungerende systemer,” siger jeg for at få lidt ekstra tid, selvom jeg aldrig før har rost disse ”systemer”. ”Jeg sagde følgende: Jeg savner dig, mere end du aner, min for altid” siger jeg til vagten og ryster bevidst lidt på stemmen, idet jeg ”citerer” det.

”Til hvem? Og hvad skyldes dette?” spørger vagten nøgternt. ”Til min mor. Jeg fik pludselig et flashback, da jeg sad i badet og…jeg savner hende sådan!” hulker jeg. Og selvom det jeg siger, er rent spil for galleriet, kryber savnet, som jeg ofte skubber fra mig, ind under huden på mig. Jeg savner virkelig min mor.

Jeg kan se, at vagten ikke helt tror mig, men da jeg lyder meget overbevisende, på grund af min fantastiske evne til at lyve, må vagten bare ignorere det. Capitol har skam udviklet flere forskellige midler, som kan få folk til at sige sandheden, men selv i Capitols sindssyge system, er det ikke tilladt at bruge uden én eneste form for bevist mistænkelighed over for ”ofret”. ”Nuvel” svarer han bare, og jeg ved, at jeg er sluppet med skrækken i denne omgang. Men jeg må være mere forsigtig med, hvad jeg siger. Det ender bare med, at jeg fortæller om alle mine løgne til alle mikrofonerne.

Efter en kort akavet tavshed mellem vagten og mig, kommer manden i grå uniform og de 2 andre vagter heldigvis ud. ”Undskyld ventetiden,” begynder manden i den grå uniform. ”Jeg måtte montere en helt ny mikrofon, der var problemer med den gamle, der rakte ud over deaktiveringen.” De 2 vagter nikker til mig som farvel, mens vagten jeg lige har talt med, bare drejer om på hælen og næsten marcherer ud sammen med dem. ”Fortsat god dag, frøken” siger manden i den grå uniform til mig, inden han følger dem ud og døren lukkes og låses forsvarligt. Det er usædvanligt at en Capitolvagt taler på den måde til mig, så han har lige ubevidst bekræftet, at han helt sikkert ikke er vagt. Han arbejder nok på Den Teknologiske Afdeling nede ved siden af laboranternes.

Da de alle 4 er væk, sætter jeg lettet på sengen. Jeg klarede det. Hvor heldig kan man lige være, at mikrofonen skulle gå i stykker lige på dette tidspunkt? Held eksisterer normalt ikke i Panem.

Min indre stemme begynder igen at tale. Sikke snaksalig den er her for tiden. Tia, det var ren held. Du må være mere forsigtig! Og begå nu ikke samme fejl som ved synet før Høstfesten. Det er alt, hvad den siger. Det første lød lidt som en skideballe eller en streng advarsel. Men det sidste lød, som om det var meget vigtigt. Og begå nu ikke samme fejl som ved synet før Høstfesten, lyder et ekko af min indre stemme i mit hoved. Hvilken fejl var det, jeg begik der? Jeg kan ikke komme i tanke om det på stedet og beslutter mig derfor, at jeg kan finde ud af det senere.

Jeg sætter mig over på min seng. På trods af at den er købt og betalt af ham, elsker jeg den. Det er en himmelseng med tunge rosa farvede gardiner rundt om. Den har nok 30 forskellige pyntepuder i alle størrelser og former. Men de er alle lilla, hvide eller grå. Og så er den virkelig virkelig blød. Jeg forestiller mig, at den kan sammenlignes med en sky. At de er nogenlunde lige bløde, min madras og skyen.

Mens jeg sidder i mine egne overfladiske tanker – dem skal der jo også være plads til – hører jeg en skratten over mit højtaleranlæg. Ikke det hvor jeg bestiller mad, men det jeg modtager beskeder over. ”Frøken Snow, De skal tænde Deres TV nu. Om et øjeblik vil opsummeringen af dagens underholdning komme. Hvis De modtog denne meddelelse: svar ja og tænd TV’et. Tak for Deres opmærksomhed.” Tak for min opmærksomhed. Som om jeg havde et valg, tænker jeg irriteret, men jeg holder tankerne for mig selv og siger ”ja” klart og tydeligt ud i rummet. Så går jeg hen og tænder for mit enorme TV. Det dukker op ud af væggen og er automatisk indstillet på den rigtige kanal. Det er egentlig åndssvagt, for jeg har kun 2 kanaler at vælge imellem, og på dette tidspunkt viser de begge Dødsspillet, men af en eller anden grund vil de have mig til at se det på en bestemt kanal. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg lærer aldrig at forstå mig på disse mærkelige, snedige og komplet vanvittige mennesker i Capitol.

Opsummeringen af ”dagens underholdning” er endnu ikke kommet. I øjeblikket ser man bare Gary Flickerman, der interviewer et par stylister. Jeg kan ikke overskue, at jeg, den næste time, er tvunget til at sidde og se børn og unge dræbe hinanden. Ja, det er nemlig Dødsspillet, jeg skal se. Man skulle tro at Capitol, efter at jeg trods alt selv har oplevet det, ville lade mig slippe uden at se det. Men nej. Jeg har intet valg. I øjeblikket kører det halvtredsindstyvende Dødsspil. Altså Jubilæumsspillet. De bliver afholdt hvert 25. år. Der twister de så reglerne eller noget. I år har de indsat 45. sonere i Arenaen i stedet for de sædvanlige 24. Altså skal dobbelt så mange mennesker deltage. Dobbelt så mange mennesker skal dø. Jeg hader det. Overalt på jorden. I starten da jeg kom hertil, var det utrolig grænseoverskridende for mig at se Dødsspillene. Siden er jeg blevet bedre til at lukke af, ikke tage tingene til mig og lade som om, det ikke er virkelighed.

Nu starter opsummeringen, som alle folk i distrikterne også ser. Ligesom for mig er det obligatorisk for dem. Dét synes jeg er barskt. At folk skal sidde og se deres bekendte, venner eller familie blive dræbt for åben skærm. Men de har intet valg. Hvis ikke de har TV’et tændt nu, vil det få alvorlige konsekvenser.

Jeg sidder i en zombietilstand, imens jeg ser ambisonere dræbe en ung dreng fra 11, en pige på 16 der falder om ad tørst og en anden pige hugge hendes våben imens. Intet af det rører mig, for jeg lukker det ude ad mit sind. Selvom det virker følelsesløst, er det det bedste. Og det virker også udmærket, og jeg når at se næsten det hele, før der sker noget, som jeg ikke kan ignorere. Jeg ved ikke i starten, hvad det er, der gør denne scene så speciel. Jeg ser en flot dreng med pjusket blondt hår give en lidt yngre pige hånden. Det er tydeligvis en afsked. Når jeg tænker mig om, ved jeg, at de har været allierede. Jeg gætter på, at de er ved at bryde denne alliance. Det ser ud som om, jeg har ret, for pigen vender sig om og løber ind i skoven.

Først da hun sætter sig ned ved et vandløb for at drikke, ved jeg, hvad det er jeg ser efter. Jeg ved, hvad der vil ske om lidt. En enorm fugl vil dræbe hende. Jeg har set det. I et syn. Også den flotte dreng. Men hvornår? Jeg tænker mig om, og det tager mig, overraskende nok, kun et kort øjeblik at komme i tanke om det. Til Høstfesten! Lige efter mit navn blev trukket op. Jeg besvimede i et kort øjeblik, og i den tid jeg var besvimet, fik jeg et fremtidssyn, der fortalte mig at dette ville ske. Jeg har haft mange fremtidssyn om sonere i Arenaen, men aldrig før har jeg set et af dem gå i opfyldelse. Så selvom jeg ved, at fuglen kommer ned og dræber hende, er jeg lige ved at skrige. Det skræmmer mig at se hende ligge på den røde jord uden liv igen: denne gang i virkeligheden. Og da hun ligger der, hører jeg ordene fra det gamle vers runge i mit hoved:

 

 

Endnu et lys er slukket nu,

Der er intet lys forude lille du

 

Verset skræmmer mig. Især den sidste linje. Heldigvis vil de folk, der overvåger mig, ikke tage det som noget særligt at jeg spærrer øjnene op og gisper. De vil bare tro, at det er en reaktion på Spillet udelukkende. Så mens jeg sidder og vugger lidt sådan, begynder min indre stemme at sige noget. Nej! Nej det finder jeg mig ikke i! Intet lys forude? Det må der være! Min stemme lyder vred. Jeg forstår den godt. Der kan ikke være ”intet lys forude”. Det kan ikke passe.

Jeg fortsætter med at se Spillet og prøver at lave pokerfjæs imens. Det virker. Men alt imens jeg ser ligeglad ud uden på, er der stormvejr indeni. For der skal være noget godt forude!

Jeg når kun lige at tænke den tanke, før den flotte dreng fra tidligere dukker op på skærmen. Og med det samme får jeg et syn. Bare et kort og upræcist ét. Måske er det ikke engang et syn, men bare noget jeg forestiller mig. Jeg ved det ikke, men det giver mig håb.

 

Jeg står på en enorm scene. Det er Stjernescenen i Capitol. Ingen kan se eller høre mig. Det kan jeg mærke. Længere henne på scenen står drengen med det blonde pjuskede hår, fra det halvtredsindstyvende Dødsspil, med en krone på hovedet. Han løfter næven op i vejret – et tegn på sejr. Han har vundet Spillet.

 

Det var ikke et normalt syn. Ingen skræmmende melodi, ingen uhyggelige vers, ingen forfærdelige billeder. Jeg har aldrig før haft syn, som ikke handlede om noget frygteligt. Før nu. Og i det samme jeg ved, at det, at den flotte dreng vinder Spillet, kombineret med at jeg lige har haft et nyt slags syn, er en stor ting. Noget der vil forandre verden. Som om det at han vinder, vil gøre en afgørende forskel i fremtiden. For noget større end en enkeltstående person. Et håb som aldrig før, vælder op i mig.

”Nummer 87 tak” siger jeg ind i mikrofonen. Et par minutter senere står et stort sølvfad med dampende varm mad på i lugen. Jeg sætter fadet hen på bordet ved siden af den cola, jeg lige har fået op. Jeg er meget åndsfraværende, mens jeg spiser, så på en eller anden måde får jeg hældt al min varme tomatsuppe ned over mig. Jeg farer ud på toilettet og tager kjolen af. Selvom den røde tomatplet på den er enorm, ved jeg, at Capitols højteknologiske vaskemaskiner nok skal kunne klare den sag. Jeg når kun lige at smide kjolen ned i vaske-skakten ved siden af min håndvask, før en avox-pige kommer ind til mig. Da hun ser, at jeg har smidt kjolen til vask, tager hun bare det tøj, jeg smed tidligere og smider derned. Derpå går hun ud ad rummet, mens jeg ser ned ad mine lår. Det ene har klaret frisag, mens det andet er helt rødt og skolet efter den kogende suppe. Jeg går ud fra, at det ikke er så slemt. Jeg plasker lidt koldt vand på det og står bare sådan en 5 minutter. Så kommer avox-pigen ind igen denne gang med en ispose, ligner det. Hun peger på mit lår og rækker den frem mod mig. Hvor må det være hårdt for hende. Ikke at kunne tale. Jeg har lyst til at snakke med hende. Om alt muligt, bare for at muntre hende op. Men jeg må kun tiltale hende omkring hendes arbejde, så i stedet nøjes jeg med at takke hende og sende hende et lille smil. Hun nikker ydmygt til mig og går ud igen.

Jeg sætter mig opgivende på min seng. Mit lår brænder virkelig, så det er sikkert værre end først antaget. Jeg lægger mig ned med isposen på låret og prøver at koncentrere mig. Så mange ting er faldet på plads for mig i dag. Men nye spørgsmål er også blevet rejst. Hvad så jeg i mit syn i morges? Hvad er det for en fejl, jeg begik ved Høstfesten, som min indre stemme ikke ønsker, at jeg begår igen? På trods af disse to vitale spørgsmål, kan jeg ikke koncentrere mig om at tænke. Mit lår gør simpelthen for ondt. Jeg lever indespærret og kan kun være på mit værelse og badeværelse, og alligevel lykkes det mig at såre mig selv så meget. Jeg må virkelig være verdens mest klodsede kvinde. Eller pige om man vil. Jeg har svært ved selv, at afgøre hvad jeg er. Men med mine erfaringer, må jeg vel være en kvinde. Til sidst bliver det simpelthen for uudholdeligt. Jeg trykker på en knap på mit sengebord. Hvis jeg på nogen måde ønsker hjælp, kan jeg bare trykke der. Jeg har muligheden for at blive opvartet i hoved og røv. Jeg udnytter den bare ikke så meget, som jeg kan. Knappen bliver sjældent rørt, for jeg har det virkelig dårligt med at skulle ulejlige de i forvejen hårdtarbejdende avoxer. Men jeg skal ikke have ”avox-hjælp”, så det er vel okay.

Et par minutter senere træder en kvinde ind. Hun er vagt, men af højere rang end de andre der var her tidligere. Det kan ses på symbolet over hendes venstre bryst. Hun har ikke meget høj rang, men nok til at kunne give mig tilladelse til at forlade værelset, så længe hun altså ledsager mig. Jeg må da indrømme, at Capitols overvågningseksperter virkelig har fod på, det de laver. De ved præcis, hvem jeg har brug for, når jeg behøver hjælp.

”Jeg formoder, at De har store smerter i det forbrændte lår.” siger kvinden. Ikke som et spørgsmål, men som en konstatering. Jeg nikker, og hun gør tegn til, at jeg skal følge hende. ”Hvis De da kan” tilføjer hun. Måske er det bare mig, men det lyder som om, der er en hånlig snert i hendes stemme. Jeg nægter derfor at bede om hendes hjælp. Den tilfredsstillelse skal hun ikke have.

Jeg går med kvinden ud gennem den dør på mit værelse, som jeg på ingen måde kan benytte uden ledsager fra Capitol. Hun bruger et kort, hun bærer i en kæde om halsen, til at låse den op. Den glider op mod loftet, da den registrer kortets indre chip, og så træder vi ud på den anden side. Ud i verden. Det burde måske være en stor ting for mig, når jeg nu har været indespærret i 3 ½ år, men jeg kommer kun til at gå på ensartede hvide gange, og jeg har jo trods alt været ude nogle gange før. Mens vi går, studerer jeg hende ud ad øjenkrogen. Når altså jeg ikke bruger al min energi på at holde et smertehyl inde. Kvinden ved siden af mig har langt blondt hår. Det er sat op i en knold på hovedet. Hendes uniform er enkel. En hvid heldragt med 2 symboler på. Præsidentens symbol og det der viser hendes rang. Af en Capitol-dame er hun ikke særlig udmajet. Hun har godt nok en smule make-up på, men det er også det. Men vagterne skal jo, trods alt, også se professionelle ud og ikke ligne en flok useriøse duller. Selvom hun ikke har meget mere værdi end sådan én i mine øjne.

Den gang vi går i er helt hvid. Og jeg mener HELT hvid. Der er døre over det hele – det er jeg godt klar over. Men man kan ikke se dem. Så jeg får altså et ordentligt chok, da en dør ved siden ad mig åbner, og 2 vagter træder ud. Jeg laver et lille hop og udstøder et hvin. Vagterne går videre, som var ingenting hændt, men jeg kan høre at kvinden kvæler et fnis. Det er godt det samme. Hun har vel ingen respekt for mig alligevel, og da det er gengældt, er jeg faktisk helt ligeglad med hendes meninger om mig, uanset hvor grimme de måtte være.

Endelig, efter en halv times smertefuld ”vandren”, kommer vi til en dør. Ikke at jeg kan se den, før kvinden med det blonde hår åbner den, men det er vel også lige meget. Jeg er bare glad for at være nået frem.

Da døren glider op, kan jeg se et enormt rum foran mig. Måske er det ligeså stort som Pladsen hjemme i Distrikt 8. Det er også meget hvidt, dog er der tilføjet en del gråt til dette rum også. Jeg følger efter kvinden, som med hastige skridt går hen imod en høj mand. Han ser lidt mere Capitol-agtig ud end kvinden. Han har tydeligvis botox i ansigtet, og hans hår er farvet lilla. Det er dog det ”eneste”. Kvinden siger noget og peger på mig, hvorefter hun bare drejer om på hælen og iskoldt går sin vej uden at sige et ord til mig. Heldigvis smiler manden og vinker mig hen til sig. ”Goddag frøken Snow” lægger manden ud med at sige, så på trods af det okay indtryk jeg faktisk havde fået af ham på grund af hans smil, føler jeg en væmmelse ved ham. ”Jeg er Doktor Maltæus. Jeg hører at det er Deres lår, den er gal med?” spørger han venligt. Jeg trækker væmmelsen tilbage, så godt som det nu er muligt. Det er jo ikke hans skyld. Han har fået besked på at tiltale mig ”frøken Snow”. Jeg nikker, og han beder mig vente et øjeblik.

Da han kommer tilbage, har han en stor tube i den ene hånd og en sprøjte, med en klar blå væske i, i den anden. ”Hvis De lige gider sætte sig et øjeblik” siger han, og jeg følger ordren. Han stikker sprøjten lige ind i mit lår, hvor jeg har ondt, men jeg er ikke sart. Jeg har prøvet det, der er meget værre. ”Sådan” siger han glad, da der ikke er mere væske i sprøjten. ”Nu burde du ingen smerter have. Virker det?” spørger han. Jeg sidder bare og kigger dumt på mit lår. For selvom jeg er blevet behandlet før, er det altså ret vildt, når et enkelt stik kan fjerne en skarp smerte så hurtigt. ”Frøken Snow? Har Klarifynen den ønskede og lindrende virkning på deres lår?” gentager han. Han lyder ikke irriteret. Han er faktisk meget flink af en Capitolborger at være. Jeg vil huske ham og bede om at blive behandlet af ham, næste gang jeg laver ulykker, der går ud over mig selv. Doktor Maltæus. ”J-ja, det har den” stammer jeg, og selvom jeg ved, at det ikke vil være velset af mange, tilføjer jeg: ”Og du skal ikke kalde mig..æhh.. du kan bare kalde mig Tia.” ”Tia,” siger han betænksomt, mens han stirrer åndsfraværende ud i luften. Han færdiggør aldrig det, der ellers lød som starten på en sætning. ”Hvad skal tuben bruges til?” spørger jeg, da jeg føler, at tavsheden bliver lidt akavet. ”Nå ja, den!” udbryder han. ”Det skal påføres den ømme hud 2 gange dagligt i 2 dage. Så burde dit lår blive så godt som nyt.” instruerer han mig.

Jeg tager tuben frem fra skabet på mit badeværelse. Sprøjtens effekt er ved at aftage, og jeg har endnu ikke smurt det på. Det føles køligt på min hud, og trænger ind i den på få sekunder. Derefter er smerterne væk, men huden er stadig rød. Jeg sætter den tilbage og børster tænder. Derefter hopper jeg i en dunpyjamas og lægger mig i sengen. Avox-pigen fra tidligere kommer ind og putter mig godt ind i dyne og puder. Derefter smider hun mit snavsede tøj i vaskeskakten og samler brugte tallerkner og kopper sammen på et fad og tager det med sig, da hun kort efter går. Så ligger jeg alene tilbage i mørket fuldstændig klar til at sove.

Det går hurtigt op for mig, at det ikke er så let, som jeg havde håbet på. Jeg ved, det er fordi, der er for mange uopklarede spørgsmål. Så jeg vælger bare at tage dem en for en. Ligesom når man tæller får nærmest. Så kan jeg jo håbe på at kunne falde i søvn efterhånden.

Spørgsmål nummer 1: Hvilken fejl må jeg ikke begå igen, som jeg begik ved synet før Høstfesten. Jeg tænker et øjeblik, og så går det allerede op for mig, hvilken fejl det er. Og jeg var lige ved at begå den. Jeg må ikke glemme, at jeg har haft det syn, som jeg ikke ved hvad handler om. Jeg må ikke ignorere det. Hvis det virkelig er så forfærdeligt som sidst… Med ét bliver jeg ramt af en lammende frygt. Jeg havde ikke rigtig overvejet, hvor slemt det kunne være før nu. Derfor bliver jeg bange, men jeg ved, at det intet nytter, så jeg forsøger at holde frygten lidt på afstand. Men jeg ved, at den vil hænge over mit hoved, til jeg finder ud af, hvad synet omhandlede.

Spørgsmål nummer 2: Hvad handlede synet om? Det er simpelthen for svært. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke vil finde svaret på det. Alligevel søger jeg i min hjerne et kvarters tid, før jeg ser realiteten i øjnene og giver op.

Spørgsmål nummer 3: Hvem er drengen fra mit syn, som er deltager i det Dødsspil, der kører lige nu, og hvilken stor forskel er det, det at han vinder, vil gøre? Jeg ved ikke engang hvad drengen hedder. Pokkers! Jeg skulle bare lige have tjekket højre hjørne på skærmen, og jeg ville have fået svaret. Men så klog var jeg ikke. Spillet kører godt nok døgnet rundt, så jeg ville sagtens kunne se det i TV’et nu, men det ville virke meget mistænkeligt, hvis jeg lige pludselig fik interesse i det blodige spil, der nær kostede mig livet. Nej, jeg må vente med at undersøge det til opsummeringen i morgen. Et andet spørgsmål, der medfølger med dette, er dog, om det overhovedet vil gøre nogen forskel, at han vinder. Det var jo kun en mavefornemmelse, der fortalte mig det. Ja Tia! Og siden hvornår er du begyndt at tvivle på den? Den er din intuition! Hav nu lidt tillid! udbryder min indre stemme og lyder faktisk lidt gal. Men den taler vel også på min mavefornemmelses vegne, så det er egentlig fair nok. Min mavefornemmelse har jo næsten altid ret. Jeg må bare vælge at tro den. Nå, men jeg kan ikke svare på, hvilken forskel det vil gøre heller. Det spørgsmål må også sættes på standby, og så kan jeg kun håbe, at tiden vil vise mig svaret.

Spørgsmål 4: Hvorfor får jeg pludselig så mange syn og flashbacks? Og hvorfor har jeg fået et godt syn? Tja, jeg aner ikke hvorfor, jeg får så mange. Men det med, at jeg har fået det gode syn, er nu det mest mærkelige. Jeg har haft syner så længe, jeg kan huske. Alle sammen rædselsfulde. Hver og en. Og det her…det gav mig en rar følelse. En følelse af håb. Drengen fra synet har en sammenhæng med noget større. Det gode, eller i hvert fald ikke dårlige, syn må jeg have fået, fordi noget stort er ved at ske. Noget godt. Men samtidig, siger en lille stemme i mig, så har jeg jo sandsynligvis også fået det værste syn nogensinde. Jeg kan bare ikke huske det.

Det er mange ting at skulle forholde sig til på én gang. Jeg sukker og regner ikke med at kunne falde i søvn, da jeg lægger mig på siden og lukker øjnene. Men noget må jeg da have fået afklaret af denne gennemgang, for få minutter senere lægger jeg i en dyb drømmeløs søvn.

Jeg mærker solstråler danse på mit ansigt. Jeg åbner ivrigt øjnene og ser på de klare stråler hvori støv hvirvler rundt. Jeg er lidt døsig og kigger derfor fascineret på det i næsten et minut, før jeg kommer i tanker om, at jeg ingen vinduer har på mit værelse. Jeg følger lysstrålen op i loftet, hvor en af mine ”projektør-lamper” sidder. Den avox, der oftest betjener mig, står og ser lidt befippet ud ovre ved mit bord. Hun er ved at lægge mine piller på det. De står der altid hver morgen, jeg har aldrig tænkt over, hvem der lagde dem der. Men selvfølgelig er det hende, og det er meningen, at jeg ikke skal se hende gøre det, for hun må jo ikke forstyrre min søvn. Jeg kan se, at hun er kommet til at læne sig op ad stikkontakten til projektørerne. Hun følger mit blik og vender sig om. Hun slukker lyset og kigger flov ned i gulvet. Jeg ved, at hvis jeg begynder at fortælle hende, er det da er helt i orden, som jeg har lyst til, vil nogen komme og tage ”snakken” med mig. Snakken om hvordan avoxer skal behandles. Og at det er okay, fordi de fortjener det. Jeg har fået den et par gange, og jeg vil gerne undgå den fra nu af, så derfor siger jeg bare: ”Gider du komme op med rene håndklæder til mig senere? Det mangler jeg virkelig.” Jeg mangler overhovedet ikke håndklæder, og det ved hun også godt. Alligevel nikker hun lettet. Udfra måden, jeg sagde det på, og måden, jeg så på hende, ved hun, at jeg ikke er vred. Hun ved, at jeg ikke må sige noget særligt til hende, og hvis jeg havde været vred, havde jeg bare skældt hende ud. Havde jeg været sur, havde jeg vendt mig om. I stedet bad jeg bare pænt om en tjeneste. Det er hun vist glad for. Jeg tør heller ikke engang tænke på, hvordan hendes overordnede vil behandle hende, hvis de hører klager fra mig. Pigen færdiggør sit ærinde og lister så forsigtigt ud ad døren, som lydløst glider i bag hende.

Jeg venter omkring 10 minutter, før jeg står op. Jeg vasker mig og tager tøj på. Bestiller en skål Ponelagrød til morgenmad. Og så er det nødvendige ellers gjort. Som alle andre dage har jeg intet at give mig til, bortset fra den eneste hobby jeg har, som jeg gerne må udføre her; nemlig sygning. Jeg sidder indtil op på eftermiddagen og bare syr. Jeg er ganske rastløs, fordi jeg venter på opsummeringen af dagens Dødsspil, så jeg koncentrerer mig ikke rigtigt. Der går timer, før jeg opdager, at det eneste, jeg har udrettet, er at sy galonier spredt ud over et tørklæde. Ikke engang nogle pæne af slagsen. Men det er som regel, det jeg ender med, når jeg tænker for meget, mens jeg syr. For det meste er det bare tidsfordriv for mig, og så har jeg ikke meget andet at tænke på. I dag er det også tidsfordriv. Tidsfordriv der skal gøre den ubarmhjertige ventetid kortere.

Endelig, endelig, hører jeg over mit moderne højtaleranlæg, at jeg bedes tænde TV’et. Det er først dér, jeg kommer i tanker om, at jeg ikke engang har fået nogen frokost. Nå pyt. Frokost er ikke min førsteprioritet lige nu. Mange sonere er døde nu. Det er hårdt, at der er dobbelt så mange liv, der skal gå tabt i år. Som underholdning for Capitols barbarer. For sådan ser jeg på dem. Men jeg kan intet gøre ved det, så jeg forsøger at være helt følelseskold, da jeg ser hvordan en dreng langsomt druknes, og 2 piger kæmper til døden om et sølle brød. Så ser jeg drengen med det blonde hår. Han spiser et dyr, der er grillet over bål. Der sker intet særligt med ham, men jeg fanger, da nogle kommentatorer taler ind imellem, at hans gamle og nu døde allierede hed Maysilee. Hun var fra Distrikt 12 ligesom han selv åbenbart er. Wow, Distrikt 12’s anden vinder nogensinde, vil han så blive. Distrikt 12 har aldrig været særligt udholdende i Dødsspillet. Kun nogle få er endt blandt de sidste 5 stykker.

Jeg fortsætter med at se Spillet, men der sker intet særligt. Dog kommer drengen med det blonde hår op på skærmen endnu en gang. Han sover midt ude i skoven. Et nemt bytte. Det er ikke nat, men han må være træt. Han har sikkert ikke kunnet sove, efter han så Maysilees ansigt på nattehimlen. Det tyder den måde, han hvisker hendes navn i søvne i hvert fald på. Og så hører jeg kommentatorerne igen, imens man ser den sovende unge mand, som blot ligner en lille, skrøbelig og uskyldig dreng, mens han ligger med tårer ned over kinderne.

”Så hvad tror du Meklari? Klarer han den nu, efter han har mistet sin allierede?” spørger den ene kommentator med sin flatterede Capitol-accent.

”Det er ikke, om jeg tror det min ven. Jeg ved det. Han er en overlever, det er han. Haymitch Abernathy vil komme langt i dette spil.” svarer den anden kommentator med en lys stemme. Så der har jeg navnet. Personen bag det navn, som jeg er sikker på, på en eller anden måde vil ændre Panems historie. Kommentatoren ved navn Meklari har ret. Han er en overlever. Haymitch Abernathy.

 

Kapitel 3 – En forandret vinder

Kroppen synker ned i jord,

Den uskyldiges første mord,

Under sumpen øjne stirrer,

Benene under pigen dirrer

 

Jeg hører de frygtelige ord sammen med melodien. Jeg ved at dette er et syn. Et syn tilbage til min fortid, eller et flashback om man vil. Det mindsker ikke min angst. Jeg ved, hvad der snart vil ske, og jeg ved, at jeg hader det. Det er et af mine værste minder. Men alle minder fra Arenaen er forfærdelige.

Jeg snerper munden sammen i et håbløst forsøg på at holde vejret. Det er svært, for mine lunger er desperate og vil sikkert snart gøre hvad som helst for at få en smule luft. Det ved jeg, at de også snart får. Hvad enten jeg bryder mig om det eller ej.

Det gør det heller ikke lettere, at jeg er i dyb panik, over det der er ved at ske. Så er det nu, det sker, tænker jeg. Her, blandt de 9 sidste, skal jeg dø. Jeg er nået langt, og jeg er stolt af det. Men jeg havde været uforberedt på dette. Jeg havde forventet at se, at jeg ville havne i denne situation. Det er udelukkende mine syner, der har båret mig så langt. Foruden dem, ville jeg have været død for længst.

Jeg giver efter og indånder en smule af den giftige gas. Jeg bliver straks kulret i hovedet og fyldt med skrigende stemmer. Som om gassen har puttet hundreder af skrigende mænd, kvinder og børn ind i mit hoved, som langsomt er ved at gøre mig vanvittig. Jeg vidste, at det var, hvad der ville ske, hvis jeg indåndede gassen. Jeg ved, at jeg genkender lugten, og at den er forbundet med noget dårligt. Og så slår det mig, hvor jeg kender den fra. Vores lærer, Mrs. Tawerson, tog engang en lillebitte bøtte med i skole. Hun åbnede den på klem, så vi alle sammen kunne lugte til den. Hun advarede os, sagde at vi skulle tage os i agt, hvis vi nogensinde lugtede det. Capitol havde, ligesom med sporingshvepse og sladreskader, udviklet denne gas i deres laboratorier, så de kunne bruge den imod distrikterne i De Mørke Dage. Lidt ligesom sporingshvepsenes gift, går de ind og finder hjernens angstcentre. Det gør bare folkene, der indånder den, vanvittige i stedet for bange. Og det bedøver dem ikke.  Spilmestrene må have kombineret denne gasart med dette materiale, der minder meget om kviksand. Og dét er skidt.

For ja, gassen er i princippet mit mindste problem. Jeg står i en kviksandslignende sump, som nu går mig til få centimeter under brystet. Jeg synker langsomt, men når jeg bevæger mig, går det langt hurtigere. Derfor kan jeg intet andet gøre end at vente på min død. Jeg ville ønske, at mine synske evner kunne hjælpe mig. Gid de ville kunne give mig et dejligt flashback, så jeg kunne synke ind i døden med min bedstemor, der reder mit hår foran pejsen, imens hun fortæller mig historier om et stadigt eksisterende 13, eller måske mens jeg sad på min fars skød, mens mor sad overfor og viste mig, hvordan en perfekt galonie kan broderes på stof med perler. Men nej. Et godt syn får jeg aldrig. Et godt flashback, tjo, det er hændt engang imellem. Men nu, mens jeg er ved at dø, er der ingenting til at følge mig fredeligt over på den anden side.

Så sker noget meget afgørende. Det der i sidste ende redder mig. Min fantastiske indre stemme begynder at tale. Tia, dit fjols! Du ville have set dette komme, hvis det var meget slemt. Så det kan ikke være meget slemt, for du har ikke set det. Du kommer ikke til at dø. Du skal bare prøve. Anstreng dig; så skal du nok klare den…min ophidsede stemme uddør. Det, den har sagt, er sandsynligvis ren volapyk. Noget der er blevet spyttet ud i ren vanvid. Men måske, tænker jeg alligevel, måske er det sandt. Faktisk er det nok nærmere det, at jeg beslutter mig for, at det må være sandt, der redder mig. Måske fordi det er sandt. Det finder jeg aldrig ud af, men det er også ligegyldigt for mig nu.

Jeg ser mig omkring. Sumpen ligner næsten almindelig jord, på trods af at den er ganske flydende. Nå ja, og så har den en syrlig grøn farve. De væskefyldte bobler der stiger op fra den, blot for at ploppe en meter oppe, er dog også et tydeligt tegn på, at dette ikke er nogen almindelig sump. Hvordan kunne jeg være så dum bare at komme vadende her uden at se dem? Jeg kigger yderligere rundt efter mulige grene eller lignende, der kan redde mig. Jeg synker stadig, men det går heldigvis langsomt. Sumpen er varm og kvalm. Den får min tøj til at klistre ind til mig, og jeg føler mig utrolig tung. Så hører jeg det. Vinden rasler i trækronerne de få træer, der er omkring mig, og en fugl flyver hen over mit hoved. Så høres de tunge fodtrin og ud af det største træs skygge, dukker en dreng op. Jeg genkender ham ikke, men det burde jeg nok gøre. Han er rimelig stor og ser stærk ud. Men jeg er sikker på, at han ikke er en af ambisonerne. Han har sort hår, men det, og så hans kraftige kropsbygning, er det eneste, jeg når at lægge mærke til. Udseendet er ikke vigtigt nu. Først er jeg rædselsslagen. Mit hjerte banker i mit bryst og truer med at rive det op og galoppere af sted – så bange er jeg. Jeg frygter, at han vil komme, og ødelægge enhver mulighed jeg kunne have haft for at overleve dette. Men mine fordomme, hvis man kan kalde dem sådan, bliver hurtigt bragt til skamme.

”Her tag fat i denne” siger han og rækker en lang gren ud mod mig, som han lige har brækket af et træ. Jeg forstår ingenting. Hvorfor vil han hjælpe mig? Jeg stirrer bare på grenen, som en eller anden fisk. Så nikker han til mig, og det er som om, det vækker mig af den tåge, der synes at have lagt sig i mit hoved. Jeg føler vanviddet fortsat komme krybende, da jeg tager en dyb indånding og tager fat i grenen. Det går hurtigt. Han er stærk, det havde jeg ret i. Han haler mig ind uden synderligt besvær, og så ligger jeg ellers bare på jorden og ligner en ynkelig grøntsag. Jeg ville være let at dræbe lige nu. Jeg ligger og hoster blod op. Jeg har en fornemmelse af, at gasserne jeg har indåndet, havde taget plads i blodet, og dette er min krops måde at komme af med dem på. Så jeg kæmper ikke imod, før det er maden, der begynder at komme op i stedet for blodet.

Endelig er jeg færdig med at kaste op og begynder at hive hysterisk efter vejret. Jeg får hurtigt etableret en overfladisk vejrtrækning, og så får jeg efterhånden taget nogle mere dybe indåndinger og til sidst skabt et roligt maveåndedræt. Så vender jeg mig om. Jeg ved, hvordan jeg må se ud. Klistret tøj, blod på hagen, vilde øjne, filtret hår. Ikke noget kønt syn. ”Hvorfor gjorde du det?” spørger jeg. Jeg lyder både mistænksom og fjendtlig; ikke spor taknemmelig over at denne dreng lige har reddet mit liv.

Drengen sætter sig ned på hug ved siden af mig. ”Du lyder ikke særlig tilfreds med, at du ikke fik lov at tage billetten?” spørger han med et skævt smil på læben. Faktisk ser han en smule vanvittig ud. ”Tja, du behøver nu heller ikke at takke mig” fortsætter han, da det går op for ham, at jeg ikke har tænkt mig at svare. Han tager fat i min hånd og trækker mig med op. Han er velvidende om, at jeg ingen våben har på mig, og derfor er han på ingen måde nervøs for, hvad jeg skal gøre. Han selv bærer ellers et udmærket spyd og en kniv med et meget langt knivsblad. Det ville ikke være noget problem for ham at ramme mig med nogen af delene, i tilfælde af at jeg skulle forsøge at flygte. ”Ser du, jeg har overvåget dig de sidste par dage. Jeg har lagt mærke til måden, hvorpå du vender det hvide ud ad øjnene og din krop ryster under dig. Jeg tror du har noget, som kan føre mig helt til vindersædet i Capitol. En gave. Tia jeg ved at du er..” længere når han ikke. Min krop har ganske ubevidst plantet en fod lige i maven på ham, og han har været så uforberedt på det, at han i chok bliver sendt lige ned i sumpen. Jeg stirrer bare målløs på ham, mens han spræller rundt nede i sumpen og bønfalder mig om at hjælpe ham. Men hans spræl gør det kun værre for ham selv, og det går ikke op for ham hurtigt nok. Inden der er gået et minut, er selv de øverste sorte lokker på hans hoved forsvundet under den boblende overflade. Jeg har lige begået mit første mord.

 

Jeg vågner op i min seng, klistret af sved. Det er nat. Vagterne vil ikke komme før i morgen og spørge til mit syn. De ved, at jeg husker det der også. Det er det værste minde fra min tid i arenaen. Den ene grund til det er, at det var en af de 2 eneste gange, jeg virkelig var i livsfare i arenaen. Det er ikke meget alt taget i betragtning. Men synerne fortalte mig, hvad der ville ske, og så var det altså muligt for mig at ændre fremtiden. Synerne var den eneste ting, der holdt mig i live. Jeg ville ikke engang have været i stand til at finde mad uden dem. Det var synerne, den evne jeg har, som er en af de ting i verden, jeg hader aller mest, der reddede mig. Den anden grund, til at det er mit værste minde fra arenaen, er, at det var mit første mord. Jeg dræbte den dreng, der reddede mit liv. Men jeg var nødt til det. Han havde overvåget mig og opdaget min hemmelighed. Det var det, han ville. Det var derfor han reddede mig. Han ville bruge min evne til at redde sig selv. Ingen andre kendte til min hemmelighed på det tidspunkt. Ikke engang min mor og bedstefar. Og jeg ønskede hverken at de, eller resten af Panem, skulle kende til min hemmelighed. Men hvis han havde fået lov til at færdiggøre sin sætning, havde de fundet ud af det. For det var det, han var ved at sige.

Ser du, jeg har overvåget dig de sidste par dage. Jeg har lagt mærke til måden, hvorpå du vender det hvide ud ad øjnene og din krop ryster under dig. Jeg tror du har noget, som kan føre mig helt til vindersædet i Capitol. En gave. Tia, jeg ved at du er..” hører jeg hans ord runge i mit hoved. Tia, jeg ved du er synsk. Det var det, han var ved at sige. Og det opfattede min underbevidsthed heldigvis før den del af min hjerne, som jeg har adgang til. Det sendte ham i døden. Jeg fortryder det nu. Hvis han havde fået lov at sige det, fået lov at bruge mig, havde jeg været død for længst. Så havde jeg ikke fået sat mine ben uden for arenaen efter Spillet. Min bedstefar og mor ville sørge over mig, men de ville i det mindste være i stand til det. Så ville de komme videre og leve et normalt liv. Og jeg ville være et bedre sted. For selv evigt mørke, eller ingenting, ville være bedre end at være fanget her i Capitol. Men jeg myrdede ham, og det kan intet ændre nu. Det var den dag, jeg forvandlede mig. Det var den dag, jeg blev til en morder.

Synet var ikke langt, men trættende. Det er de oftest. Jeg har aller mest lyst til bare at lægge mig til at sove igen, men om en times tid står solen op, og så vil jeg alligevel skulle stå op, da jeg jo skal fortælle om mit syn. Derfor tager jeg mig sammen og svinger benene ud og sengekanten. Så kører jeg ellers bare den sædvanlige morgenrutine. Jeg har kun lige fået sat mig ned, efter at have gjort mig klar, før døren glider op.Som om de har overvåget mig, tænker jeg. Hvilken åndssvag tanke. Jeg ved, at de overvåger mig, så det er nok ikke helt tilfældigt, at det er nu de kommer vandrende. De 2 sædvanlige vagter træder ind ad døren. I deres hvide uniformer ligner de de fredsvogtere, som jeg i flere år nu kun har set på TV. Vi gennemgår også den sædvanlige rutine. Jeg synger verset for dem, som de optager og nedskriver. Det er egentlig sjovt, at det kan synges og altid passer til melodien, for de har ikke samme antal stavelser og tryk de samme steder – jeg har tjekket det. Bagefter fortæller jeg synet og mærker smerten ved det. Det er hårdt at tænke på, men det er grufuldt at sige højt. Derefter ser jeg den ene vagt tænde sin M.U.K.A. på optagerfuntionen igen. Jeg ser undrende på vagterne, som ikke fortrækker en mine. Dog ændrer den ene vagt ansigtsudtryk kort efter. Det går fra udtryksløst til mistænksomt.

”Frøken Snow,” begynder han. Hans stemme med den der Capitol-accent lyder ikke spor bedre af, at han må tale ud gennem et mundrør bag den glasplade, der er fæstnet til hætten han har på hovedet. Det har de ikke normalt på, så han må skulle noget særligt efter dette. ”Vores overvågere kunne ikke undgå at bemærke, at du i nat har talt en smule i søvne. Det er med dybeste respekt,” siger han med hån i stemmen, ”at jeg må spørge om, hvad årsagen til dette er. Du har hvisket navnet Haymitch. Det er en smule foruroligende, da du ikke plejer at tale i søvne.” siger han, nærmere end spørger.

”Døøøhh, Haymitch siger du?” spørger jeg dumt og stirrer bare rådvild på ham. Men jeg bliver selvfølgelig ikke skånet for at svare, han nikker bare ubarmhjertigt. Hvad skal jeg sige? Jeg kan ikke fortælle om synet om ham. Det med at han vil vinde spillet. Det kan jeg mærke. Lyv dog Tia. Det burde ikke være noget problem, siger min indre stemme. Men det var så også det eneste. Ingen gode råd…

”Haymitch..nååå Haymitch! Det er den fyr fra Spillet ikke?” spørger jeg for at vinde tid. Endnu en gang nikker vagten bare. ”Tjo, det kan jeg ikke rigtig svare på. Det lyder mærkeligt…Nåå jo, vent! Jeg havde vist en drøm i nat. Jeg var stylisten for hans distrikt. Jeg designede ham et jakkesæt lavet ud af galoniernes dun. Det var virkelig flot. Måske vil jeg prøve at sy det i virkeligheden.” siger jeg og er egentlig meget tilfreds med den undskyldning. Jeg kunne vel godt drømme sådan, nu hvor jeg ser det Dødsspil og syr en hel del. Jo, den må de da hoppe på.

Og jeg får ret. Ikke at de faktisk tror helt på det, for jeg kan se glimt af tvivl i deres øjne, men de tager til takke med det svar og marcherer synkront ud ad døren. Så står jeg tilbage og aner ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg går hen og kigger rundt i mit skab, bare for at se om der er noget spændende. Mine øjne falder på den smukt udskårne mørke trææske i hjørnet. Den er lille men alligevel låst. Jeg finder nøglen frem og sætter mig hen på sengen med både den og æsken. Jeg ved ikke, hvad det er, der får mig til at åbne den. Jeg ved jo, hvad der er i. Jeg ved, at det vil gøre mig trist til mode. Men jeg ved også, at jeg har brug for at se tilbage på lidt af min fortid lige nu. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg sætter nøglen i og forsøger at dreje den rundt. Forsøger, for det er ikke lige så let, som jeg havde regnet med. Det er længe siden, jeg har kigget i den. Måske et år. Men på denne tid hvor der sker så meget, ved siden af hvad jeg er vant til, har jeg brug for at få den åbnet. Det behov giver mig lidt ekstra styrke, og med et gisp får jeg låst den op. Den siger en lille ”klik-lyd”, da den giver sig og så løfter jeg låget. Mit blik har ikke hvilet på den i mere end en brøkdel af et sekund, før jeg får et flashback. Selv om det er en så lille genstand, en simpel snoet sølvring, er mit flashback meget stærkt. Og en efterfølger af mit syn fra natten, kan man sige. Det er nemlig mit andet værste minde fra arenaen, men lige så vel er det det bedste.

 

Jeg sidder og rykker lidt rundt på ringen på min finger. Spekulerer. Ikke på alt det nødvendige som jeg helt sikkert burde tænke på. Nej, mine tanker er taget tilbage til den dag, hvor jeg blev trukket. Høstdagen. Den dag hvor jeg i min lomme fandt ringen. Den lå i den frakke, jeg tog på, da jeg kom ud af byretten efter at have taget afsked med bedstefar, mor og et par andre, som egentlig ikke betyder så meget for mig. Sammen med ringen lå en lille seddel. ”Lov mig, at du vil bære denne i arenaen – min rose” stod der. Intet andet. Nogen må have sniget den derned, mens jeg var ovenpå. Men jeg aner ikke hvem, så jeg fik aldrig lovet vedkommende at bære den. Dog har jeg den på ringefingeren nu. Den er mit distriktsemblem, og jeg er stolt af at have den til at pryde min finger. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik den. Den giver mig en form for håb, men jeg ved ikke hvorfor. Der er mange ting, jeg ikke ved og måske aldrig finder ud af. Jeg ser mig omkring. Snuser ind. Heroppe i trækronen er lugten af harpiks det, der først rammer min næse. Jeg kan ikke lide den. Den er ukendt; ingen våger sig ud i skovene i Distrikt 8. Den næste lugt, jeg opfanger, er dog langt værre. Faktisk er den grusom. Sød og bitter på én gang. Hvad det er, kan jeg ikke lige sætte en finger på. En anden sans hjælper mig, for forude kan jeg pludselig se en enorm bølge. Ikke en flodbølge. En blodbølge.

Jeg er aldrig før kommet så hurtigt ned fra et træ. Vi er 3 deltagere tilbage. Jeg ved at dette er spilmestrenes måde at samle os sammen på. De ønsker, at det endelige slag skal stå snart. Jeg har et spyd. Jeg har en indre ild. Jeg har et håb. Jeg er klar.

Jeg spurter hen over græsmarken. Den har få klynger af træer og buske her og der, men det er intet at skrive hjem om. Der er intet andet. Ikke engang nogle søer. Og foran mig, den vej som bølgen fører mig, er der en mur af træer. Men det er langt henne. Jeg går ud fra, at spilmestrerne har planlagt det hele, sådan at vi vil skulle kæmpe der. Mine ben føles helt slappe under mig, men jeg løber videre. Det eneste jeg kører på nu, er den adrenalin, der pumper rundt i min krop. Og så selvfølgelig det håb der stadig spirer i mig. For jeg har ikke set min død komme. Derfor fortsætter jeg.

Vinden pisker i mit hår, mens jeg spurter af sted. Da jeg drejer hovedet, for at se om der er andre i nærheden, slår det også ind over mit ansigt og dækker for mit udsyn. Da jeg får det fjernet, ser jeg en skikkelse. Det er blot en silhuet i det fjerne. Men jeg løber altså sammen med en af dem. Heldigvis er jeg sikker på, at den pågældende person ikke har tid til at komme og dræbe mig nu – på nogen måde. Jeg bliver bekræftet i dette, da jeg tager mig sammen og et kort øjeblik vender mig om.

En enorm bølge er kun omkring 30 meter bag mig. Den skummer vildt og ødelægger alt på sin vej. Ikke at der er meget tilbage at ødelægge. Det begyndte at tynde ud i træerne hurtigt, og nu er der næsten ingen tilbage. Bølgen kommer med rasende fart. Den er meget tættere på end tidligere. Hvis ikke jeg var så tæt på ”træmuren”, ville jeg helt sikkert give op. Bare give slip på livet. Men nej, jeg har kæmpet så længe. Nu skal det færdiggøres. Jeg. Vil. Leve.

I 5 meget lange sekunder er jeg sikker på, at denne mission ikke er lykkedes mig. Alting er rødt. Jeg plasker febrilsk rundt i en varm klistret masse, der minder meget om sumpen i konsistens. Jeg får på en eller anden måde tid til at ærgre mig. Bølgen flød ned over mig i samme øjeblik, jeg løb ind gennem træerne. Og gudskelov for at jeg nåede det. For pludselig begynder mine klodsede svømmetag at løfte mig op. Eller det er i hvert fald det, jeg tror. Jeg har aldrig lært at svømme, så selvfølgelig er det ikke årsagen til, at jeg nu kan stikke hovedet op og indånde den friske luft. Bølgen trækker sig tilbage. Jeg vender mig om og følger den med øjnene uden overhovedet at tænke på mulige farer omkring mig. Men jeg er ikke svag. Hvis nogen skulle angribe mig, ville jeg være i stand til at gøre modstand. Måske ikke udgøre en fare for min modstander, men jeg ville kunne forsvare mig selv. Jeg var tæt på at drukne i blod, og alligevel er jeg helt okay. Jeg kaster ikke op, jeg er ikke svimmel, jeg har ingen prikker for øjnene eller ringen for ørerne. Det eneste problem er, at mine ben føles meget tunge efter den lange løbetur. Og det er tanken om den lange løbetur, der vækker mig. Jeg er jo midt i en kamp.

Jeg vender mig væk fra bølgen, som langsomt glider væk ude i horisonten. Jeg bliver meget overrasket. Foran mig strækker en lang slette sig. Eller det kan ikke kaldes en slette. For det, der er foran mig, er nærmest ingenting. Det er bare sten, klipper og meget små bjerge. Intet andet. Jeg bemærker først nu, at jeg har tabt mit spyd i flugten. Eller måske mens jeg druknede. Under alle omstændigheder er det væk. Jeg har intet våben. Og så går det op for mig, hvad det betyder. Jeg har 3 muligheder. Enten er jeg nødt til at vente på, at de 2 andre deltagere dræber hinanden. Jeg kan også forsøge at dræbe mine modstandere ved at udnytte de ressourcer, som landskabet bringer. Eller jeg kan tage den enkle løsning. Jeg kan vælge at blive dræbt. Den mulighed nægter jeg at acceptere. Den anden mulighed er simpelthen for barsk. Hvordan skal jeg kunne dræbe nogle med en sten? Den første mulighed er både den letteste og mest menneskelige. Og så ville jeg ikke behøve at få mere end et enkelt lig på samvittigheden.

Mit hoved begynder at dunke en smule, men jeg ser det som en alt for stor svaghed, så jeg forsøger at ignorere det efter bedste evne. Det lykkes også meget godt. Jeg ser jeg mig omkring, mens jeg begynder at løbe. Spejder efter et perfekt klippeskjul. Og min ihærdige søgen bliver også belønnet. Et lille indhug i en klippe nede i en form for grav. Det er stedet, jeg sætter mig, hvor jeg sidder og venter, i det, der føles som en evighed, men som må være en time. Resten skete hurtigt. Jeg fik et syn. Kun én sone er tilbage, da den ene åbenbart druknede i blodbølgen. Skuddet fra kanonen, der repræsenterer en død soner, må have lydt, mens jeg selv var ved at drukne. Det var en stærk ambisonerpige fra Distrikt 1, der måtte lade livet dér. Det vil sige at den, jeg nu står tilbage med, er Arroe Paradise. Min medsoner.

Det forskrækker mig virkelig, for han er nok den modstander, jeg hele tiden har frygtet mest af alle. Ikke nok med at han er fantastisk med en økse, så er han også snedig. Det har nogle af mine syn vist mig. Men heldigvis viste dette syn mig ikke kun den ene af mine døde modstandere. Det viste mig, hvordan jeg skulle dræbe ham.

Som i en trance gør jeg nøjagtig som i mit syn. Jeg mærker intet af det, jeg gør, jeg føler det, som tager det mig kun et splitsekund. Som var det intet særligt. Men det var en dramatisk afslutning, det ved jeg. De var vilde i Capitol, da jeg kom tilbage. Vilde med det jeg gjorde. Også selvom der ingen kamp var med, så var det aldrig set før og derfor elskede de det. Publikummet i Capitol hader gentagelser. Gentagelser forekommer selvfølgelig ofte, da det ikke kan undgås med så mange spil.

Jeg timede det perfekt: stillede mig op på den rigtige klippe på det rigtige tidspunkt. Med mine allersidste kræfter fik jeg på en eller anden måde kylet et mindre klippestykke ned i hovedet på ham. Men kanonen lød ikke som i mit skud. Han var besvimet, men ikke død. Det kunne jeg se, da jeg efter lang tid tog mig sammen og bevægede mig ned til ham. Han var alvorligt såret. Stort set smadret. Det jeg havde gjort, det var så umenneskeligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre arbejdet færdigt. Men fordi jeg vidste, at det ville være endnu mere ondt at lade ham ligge og lide, når han kom til bevidsthed, tog jeg mig sammen og løftede klippen fra hans ansigt. Jeg skulle aldrig have set på det ansigt. Fuldstændig forvrænget. Rifter over den smule hud, der var tilbage. Knogler der kunne ses enten i kraniet eller fordi de simpelthen stak ud. Tænder der var knuste. Blødende gummer. Sprængte læber. Men det værste var øjnene. De stirrede op på mig. Med liv i. Det var mit wake-up-call. Det var et under, at han endnu ikke var død. Men nu skulle han i hvert fald ud af denne verden. Så jeg kastede klippen ned og så væk i det samme som kanonen lød.

”Mine damer og herrer. Lad mig præsentere jer for vinderen af det femogfyrretyvende Dødsspil: Tia Jeparlin! Den kvindelige soner fra Distrikt 8!” lyder en mandestemme højt udover Arenaen. Et aroefartøj dukker på himlen meget pludseligt. Strømmen der limer mig fast til den stige, der sænkes ned, som jeg tager fat i, forskrækker mig ikke mere. Men jeg har det alligevel grusomt. Jeg har brugt synske evner til at vinde spillet = snyd. Jeg har dræbt 2 mennesker = mord. Jeg har, de sidste par dage, ikke tænkt på andet end at komme hjem og bo i Vinderbyen = grådighed. Det er 3 af de mest forfærdelige ting, der findes i hele Panem. Og jeg har underlagt mig dem alle. Næsten frivilligt.

 

Jeg ”vågner op” igen efter mit flashback. Det undrer mig at alting er helt sort. Jeg kan da ikke have været væk i mere end 10 minutter? Eller kan jeg? Har jeg haft flere syn, som jeg bare ikke kan huske nu? Jeg når at tænke sådan i et stykke tid, meget forbavset, før det går op for mig, at jeg bare har lukkede øjne. Jeg slår dem op, og så er der selvfølgelig masser af lys fra tændte lamper.

Flashbacket har gjort mig trist til mode. Selvom det jo også var mit bedste minde fra arenaen, idet det var der jeg vandt og fik lov til at blive lukket ud. Endelig kunne jeg komme hjem og se min familie. Desuden følte jeg, at jeg havde en mission. Jeg ville finde ud af, hvem der havde givet mig ringen. Det gjorde jeg også. Jeg stopper rækken af tanker der. Det gør for ondt at tænke på ham. Men det er svært ikke at gøre det nu, hvor jeg er begyndt. Derfor leder jeg tankerne hen på min tid inden jeg blev lukket ind i arenaen.

Eftersom Dødsspillet er en stor gang grusom under-holdning, skal det rigtig trækkes ud. Spillet foregår ikke kun inde i arenaen. Faktisk ved jeg, bedre end de fleste andre, at det virkelige og vigtigste spil foregår i ugen op til. Man skal prøve at skaffe sig sponsorere dér. Hvis ikke man gør det, er man faktisk så godt som død.

Jeg klarede mig fint nok. Jeg fik skaffet mig sponsorere. Min entré var lidt kedelig. Altså soner-paraden. Præsentationen af os. Min stylist valgte at holde fast i det look, jeg bar til Høsten. Da jeg blev trukket. Han lavede mig en smuk kjole. Den gik mig til fødderne og havde et langt slæb. Det var i et stof der lignede det fra den kjole, jeg bar til Høsten. I stedet for et lilla skær i stoffet havde han bare valgt sølv. Ikke just det mest kreative. Han havde også lavet mig et sølvbånd i taljen, som jeg havde et lilla på Høstdagen. Prikken over i’et satte han ved at lave mig et hårbånd, som også stort set var magen til det, jeg bar på høstdagen: bare i sølv. Dog var den galonie han havde påsyet med perler ikke præget af det samme unikke håndværk som det, min mor havde lavet.

Min stylist, Viq, havde ikke ladet mit hår hænge løst. Han havde snoet hele mit hår op i uhyggeligt mange små totter. De hang løst og pjusket bag hårbåndet.

Min makeup var kraftig. Mine øjenvipper var blevet forlænget til over det dobbelte – og det på trods af at de var lange i forvejen. Over øjenvipperne havde han lagt et tykt lag sølvfarvet øjenskygge og en sølveyeliner lå hele vejen rundt om mit øje. Mine læber havde han dog ikke farvet sølv. Han ville bryde mønsteret ved læberne. Han lagde en guldfarvet læbestift på dem. Efter min mening var det hæsligt. Min make-up var alt for meget, jeg brød mig overhovedet ikke om det. Til gengæld elskede jeg min frisure og min kjole endnu mere. Jeg kunne godt lide, at der var holdt fast ved den kjole, jeg selv havde syet. Det var også sådan, han fik den til at symbolisere mit distrikt. 8. Tekstiler og stoffer. Det vil sige noget med at sy. Og hvad kan repræsentere det bedre end en anderledes efterligning af en kjole, jeg selv havde syet? Selvom mit hår og min kjole var smuk, var jeg intet særligt. Ved siden af Distrikt 12, som var klædt ud i minearbejdertøj, og Distrikt 10, der var klædt ud som køer, var jeg selvfølgelig virkelig smuk. Men smuk er ikke nok. Pigen fra Distrikt 1 strålede i sin røde kjole lavet af rubiner. Drengen fra 4 lignede et unikt væsen fra havet med en utrolig hale og fantastisk make-up. Parret fra 7 havde henholdsvis en henrivende kjole og et virkelig elegant jakkesæt på, produceret i et slags stof der var lavet af træ. Desuden prydede blade deres tøj i vidunderlige snirklede mønstre. Alt i alt var jeg ikke noget særligt.

Mit interview var bedre. Mit tøj, mit hår og min make-up var næsten ligesom til præsentationen. Denne gang havde stoffet bare et friskt lysegrønt skær. Make-uppen var også grøn. Det var dog ikke mit udseende, min mentor og jeg ville spille på til interviewet.

Vi fremstillede mig som ualmindelig klog, men stadig meget mystisk. Jeg sagde ikke meget, men det jeg sagde, lagde altid op til nye spørgsmål. Jeg ved ikke helt, hvad det var, jeg gjorde, men publikum kunne godt lide det. De forstod ikke, at en 15-årig pige kunne være, som jeg var. Ikke at det giver nogen mening. Faktisk forstår jeg ikke engang i dag, hvad der egentlig skete til det interview, men da gong-gong’en lød klagede publikum sig. De ville høre mere. Det var ikke kun publikum, der blev interesserede i mig. Sponsorere gjorde åbenbart også. De regnede mig for at være svag fysisk, men meget udspekuleret og intelligent.

Der var også træningen. Det gik ikke så godt. Jeg var elendig til at lære at lave snarer, kende spiselige og uspiselige planter og kamuflere mig. Jeg var heller ikke fantastisk med våben som knive, sværd eller trefork. Bue og pil var slet ikke mig. Kun 2 ting var jeg god til. For det første fandt jeg det meget let at flette kurve, drikkedunke og tæpper selv ud af det mest stramme materiale. Det er selvfølgelig godt at kunne skaffe sig et tæppe, så man ikke fryser ihjel, men hvor meget hjælper det, hvis jeg står i nærkamp mod en ambisoner? Ingenting. Og det var et stort problem, da jeg overhovedet ikke kunne finde mig et våben.

Derfor blev jeg overvældet af glæde og på en måde tryghed, da jeg endelig fandt et våben, jeg kunne håndtere. Spyddet. Et spyd er ikke meget anderledes end de skarpe træpinde, jeg nogen gange brugte for at væve et tæppe eller noget andet i 8. Derfor var det let at håndtere. Desuden var det også næsten ligesom en stor udgave af en nål. Det hjalp mig at føle, at en lille del af mit gamle liv ville kunne bringes med ind i arenaen. Så var der min private præsentation foran Spilmestererne. Jeg flettede en drikkedunk og skød spyd ind i diverse ting. Jeg ramte næsten plet hver gang. Jeg løb også lidt rundt, da jeg er rimelig hurtig. Spilmestrerne blev vist lidt imponerede, fordi jeg blot var en lille pige fra Distrikt 8. Jeg fik 7 i karakter. Det hjalp selvfølgelig lidt på sponsorerne – så vidste de, at jeg måtte kunne håndtere et våben.

Spyddet blev bare aldrig min redning i Spillet. Jeg dræbte ingen med det. Eller det gjorde jeg, for spyddet var godt til at skaffe mig føde. Jeg dræbte ingen mennesker med det. Men det at jeg ikke opsøgte nogen for at kæmpe i Spillet, selvom jeg havde skaffet mig et spyd, gjorde, at sponsorerne begyndte at tvivle på mine evner og mange faldt fra. Det betød ikke så meget, da mine syner jo var min største fordel. Den kendte ingen til. Udover den store unge mand, som jeg sendte hovedkulds i sumpen. Spyddet derimod vidste alle sonerne, at jeg kunne bruge. Jeg øvede mig næsten konstant med det til træningen. Jeg burde nok have lagt skjul på, hvor god jeg var med det. Men det gjorde jeg ikke, og det kan jo egentlig også være ligegyldigt nu. Jeg vandt alligevel.  

 

Kapitel 4 – Advarsel eller trussel?

Jeg ligger og sover. Trækker vejret dybt og roligt. Jeg har en dejlig drøm. En drøm om året efter Dødsspillet, jeg deltog i. Det bedste år i mit liv. Det år hvor jeg fik lov til at leve livet fuldt ud. Et perfekt år. Hvis jeg kunne slette Vinderturen fra det altså. Vinderturen minder en om Spillet. Men Vinderturen betød alligevel ikke så meget for mig. Jeg var lykkelig sammen med bedstefar, mor og Lief.

 

Jeg træder ind i huset. Det hus jeg har fået tildelt af Capitol, fordi jeg vandt Spillet. Det ligger i noget kaldet ”Vinderbyen”. Det er en afdeling med 12 huse hvor kun vinderne af Dødsspillet fra Distrikt 8 bor. En skøn duft rammer mine næsebor. Duften af mors bærgrød. Vi skal have god mad her til morgen. Jeg smutter ud i køkkenet, hvor mor ganske rigtigt står og rører i en gryde bærgrød. På bordet står der desuden nybagt brød, pandekager, småkager, marmelade og endda varm chokolade.

”Godmorgen Tia! Vil du ikke være en skat og hente bedstefar og Lief? Jeg er færdig med grøden lige straks.” siger mor. Hun ser glad ud.

Jeg løber ind i vores stue. Den er stor og meget flot. Bedstefar sidder foran den fine pejs og læser en bog. ”Capitol; Panems højsæde” hedder den. Jeg løber hen og giver ham et knus. ”Der er morgenmad nu bedstefar.” siger jeg til ham, og han svarer, at han glæder sig. Morgenmaden skal jo være god en dag som i dag. Med alt det, jeg så på bordet for lidt siden, må jeg også sige, at så god morgenmad har jeg aldrig fået før.

Bedstefar går ind i køkkenet, mens jeg løber op efter Lief. Han ligger stadig og sover i sin seng ved siden af min. Han ser så sød ud, når han sover. Hans ansigt er meget specielt, men det er det også, når han er vågen. Liefs hår er rødt. Mørkerødt. Det er virkelig smukt. Jeg elsker at se på det, når vi er udenfor i solen, og solens stråler får det til at skinne op i mange røde og orange farver. Som ild. Hans ansigt er ret kraftigt markeret. Han ligner ikke længere en lille dreng, men han er også 17 år gammel nu. På trods af hans røde hår, har han ingen fregner. Han har fantastiske øjne med grøn/blå iriser. Det er, som om han har taget en smule af havet og ladet det flyde i 2 runde voldgrave derinde. Det lyder måske som en uhyggelig beskrivelse, men hans øjne er så vidunderlige. Meget fascinerende. De er lette at fortabe sig i.

Mens jeg ser på Lief, tænker jeg på, hvad jeg skulle gøre, hvis han blev trukket til Spillet. Jeg ville dø indeni. Men jeg ville være nødt til at være stærk, så længe han var herhjemme. For hans skyld. Lief har en enkelt gang fortalt mig om dengang, jeg blev trukket. Om hans følelser omkring det. Det var en aften vi lå ved søen i Vinderbyens samlede have. Den alle vinderne havde adgang til, men som ingen brugte. Vi lå under den klareste himmel med lysende stjerner og en strålende halvmåne. Helt alene.

”Lief?” Jeg kan huske, at jeg tøvede med at spørge. Jeg var bange for, at han ikke ville fortælle mig noget. Men jeg vidste, at jeg måtte vide bare lidt.

Lief drejede hovedet over imod mig og så afventende på mig som svar. ”Hvordan var det? Du ved, da jeg blev trukket. Jeg mener, du kendte mig jo knap nok.” Det sørgmodige blik Lief så væk med, fik mig næsten til at sige, at det var lige meget. At han ingenting behøvede at fortælle. Men jeg var stærk. Jeg lod ham stirre op på stjernerne i flere minutter, før han igen drejede hovedet imod mig, stadig med triste øjne.

”Tia. Det..det..er svært for mig at skulle sige. Men jeg har på fornemmelsen, at det er et svar, du har brug for. Du giver ikke op vel? Har jeg ret?” han ser på mig i et øjeblik kun, men egentlig uden at vente på svar, for han fortsætter, før jeg overhovedet når at sige noget. ”Jeg havde været forelsket i dig nærmest ligeså længe, jeg kan huske. I skolen ville jeg gerne gå hen og snakke med dig. Men jeg turde ikke. Hvorfor skulle sådan en fantastisk pige gide snakke med en ussel dreng fra distriktets børnehjem? En dreng der ingen familie eller penge havde. Derfor gjorde jeg intet, men jeg så altid på dig ud ad øjenkrogen. Du vidste det bare ikke..

Da du blev trukket. Altså, selvom det bare var en forelskelse i en person, jeg aldrig havde talt med, ramte det mig virkelig hårdt. Jeg…Tia..jeg følte, at jeg måtte kæmpe for ikke at lade mit hjerte springe ud og knuses i tusind stykker på asfalten. Jeg kan ikke beskrive det på en bedre måde. Og så, ja. Nu hvor jeg vidste, eller det troede jeg, at jeg aldrig mere skulle se dig, havde jeg brug for at kontakte dig på en eller anden måde. Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde gjort det noget før. Jeg ville besøge dig og give dig ringen, men da jeg så din jakke hænge i gangen ved siden af den knage, jeg ville hænge min på, blev det for meget. Jeg vidste, at jeg ikke kunne. Derfor skrev jeg sedlen og lagde ringen i din jakkelomme i stedet. Jeg ved godt, det var fejt.” siger han. Det lyder ikke som en afslutning, men han ser flovt ned i jorden og siger ikke mere.

”Tak Lief..” var alt, hvad jeg kunne sige. Det gav ikke rigtig nogen mening, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

Jeg bliver helt forskrækket, da jeg mærker 2 stærke arme om min talje. Jeg var faldet helt i staver ved mindet om den aften med mig og Lief.

”Mmmm..det er da en dejlig måde at vågne på. Jeg åbner øjnene, og så står du lige ved siden af mig. Det må du gøre noget oftere” hvisker Lief mig i øret og kilder mig i håret. Så kysser han mig. Bare et hurtigt kys. ”Lad os gå ned, jeg tror maden er parat nu.” siger han og tager mig i hånden. Vi går ned ad den snoede vindeltrappe til køkkenet. Under normale omstændigheder ville hun nok fortælle mig, at jeg altså ikke skal komme så sent til maden, den når jo at blive kold, men nu smiler hun bare. På Høstdagen er der ikke plads til vrede.

Bedstefar sidder allerede ned og begynder nu at skovle mad op på sin tallerken. Af en mand på 61 har han altså en god appetit. Mor laver en bevægelse med hånden, som indikerer, at vi bare skal sætte os. Vi spiser lidt i stilhed. Det er en svær dag for os alle. For mor og bedstefar fordi de ved, at det er svært for mig, og fordi de frygter for Lief. For mig og Lief fordi det minder os så meget om sidste år. Hverken Lief eller jeg frygter for, at Lief skulle blive trukket. Jeg har ikke set det, og Lief stoler på mine evner. Han stoler på mig. Han er den eneste, jeg nogensinde har fortalt, at jeg er synsk. Jeg tager hans hånd under bordet. Han klemmer min og ser mig i øjnene. Jeg fortaber mig i det klare hav, der er hans øjne.

 

Jeg vågner op af drømmen. Jeg har det ikke godt. Jeg vil tilbage til drømmen. Tilbage til min Lief. Men det kan ikke lade sig gøre, og det er sikkert heller ikke godt for mig. Det føles, som om et hul er ved at dannes i mit hjerte. Et hul der langsomt vil udvide sig. Savnet. Jeg savner ham så meget, det gør så ondt at tænke på, at vi for evigt vil være adskilt. Jeg bruger ikke dagen på noget særligt. Jeg føler mig som en løve i bur og ønsker ikke andet end at komme ud og se solen i virkeligheden igen. Mærke dens varme mod min hud. Men det sker ikke. Jeg er tilfangetagen i mit luksusbur her i Capitol.

Det mest spændende, der sker før eftermiddag, er, at jeg spiser mig en saftig kalkunsandwich til frokost. Derefter fortsætter jeg med at vandre rastløs rundt. Først nogle timer senere hører jeg en skratten over mit højtaleranlæg efterfulgt af en hæs stemme. Dødsspillet kommer om et øjeblik. Jeg tænder TV’et og lader som sædvanlig mine øjne følge automatisk med menneskerne på skærmen, uden at jeg rent faktisk ser programmet. Først da jeg ser Haymitch dukke op på skærmen, bliver jeg opmærksom: helt ubevidst. Jeg betragter skærmen, hvorpå Haymitch samler bær og konstant holder udkig, hvis der skulle være modstandere i nærheden. Eller potentiel mad måske. Da han får øje på en kvindelig soner, zoomer kameraerne helt ind på hans øjne. De er ikke skræmte. De er målbevidste. Dette stålsatte blik river mig ind i et syn. Et syn om fremtiden.

 

Et meget fokuseret og bestemt blik, jeg mener at have set før, står klart i de blå øjne. Først ser jeg kun dem, så udvides mit synsfelt, og jeg ser manden de tilhører. Han har mørkblondt pjusket hår. Det er vist ikke blevet redt længe. Hans skægstubbe er langsomt ved at forvandles til et rigtigt fuldskæg; han trænger til en barbering. Så er der kroppen. Manden er ikke tyk, men han har nu alligevel det, man ville kalde en ølvom.

Nu hvor jeg har studeret manden lidt nøjere, lægger jeg mærke til rummet, han står i. Det ligner en blanding af et kontor, venteværelse og kontrolrum. Der er en stor bogreol fyldt med noget, der ligner leksikoner. På hver eneste bogryg står et tal. Alle mellem 1 og 73 kan jeg se. Nogle tal er på flere bøger, andre er kun på en enkelt. Ved den korteste væg i rummet står et skinnende gråt skrivebord med en maskine på. Jeg mener at have set den før. En computer! Det er det, det hedder. Ved den anden korte væg er sofaer med små borde linet op foran et fjernsyn. Det er venteværelses-delen. Ved siden af fjernsynet er en stor reol. Indholdet af denne er næsten det samme som den andens, her står bare videoer i stedet for bøger. I midten af rummet står et seksdimensionelt kort. Jeg ved, hvad det er, fordi jeg selv så sådan et, da jeg havde vundet. Min mentor viste mig, hvordan det fungerede. Det forestillede den arena, jeg havde befundet mig i. Men det var et langt mere goldt og trist landskab end dette.

Jeg vender opmærksomheden væk fra kortet, da jeg hører, at der bliver banket på døren. Manden med det mørkblonde hår går hen og åbner døren. En kvinde træder ind ad døren og ser på manden, som var han lilla og havde følehorn i panden. Kvinden har en gul kjole på. Det ser ud som om, nogen har syet 1000 gule kugler sammen, og så har det dannet denne kjole. Den står ikke særlig godt til hendes lyserøde paryk og kraftige pink make-up.

Manden laver en bevægelse med hånden, der betyder, at kvinden med den lyserøde paryk skal tage plads i en af sofaerne. Hun skuler lidt ad ham, men sætter sig alligevel. Han sætter sig overfor hende. ”Effie,” siger han. Kvinden, der må hedde Effie, afbryder ham. ”Haymitch, du ved så udmærket godt, hvorfor jeg er her.” siger hun spydigt. Det er først der, det går op for mig. Denne midaldrende mand med ølvom og filtret hår er Haymitch Abernathy. Deltager i det Dødsspil, jeg ser lige nu. Han har forandret sig meget – og ikke til det bedre. Det eneste der røber, at dette er den samme mand, som ham der deltager i Dødsspillet, er de blå øjne. Nu hvor jeg ved, at det er ham, kan jeg godt se det.

”Det gør jeg Effie. Men hvad vil du have, jeg skal gøre? Jeg har ikke råd til at sende Katniss nogen medicin til ham! Jeg ved godt, at han er døende! Der er intet at gøre Effie, jeg har ikke nok penge. Så sent i Spillet vil det koste en formue at sende sådan noget specialfremstillet medicin!” Haymitch skifter konstant toneleje, mens han taler. Fra vred, til bekymret, til ligeglad.

Effie ser frustreret ud. ”Han dør Haymitch! Det vil Katniss forhindre, så hun vil tage til festen. Men han vil følge efter hende, og så vil han blive dræbt.” på trods af den frustrerede rynke i hendes pande, taler hun meget roligt. Hun fortsætter med at tale, som talte hun til et barn, efter hun har taget nogle dybe indåndinger.

”Jeg har forstået problemet. Mit problem er, at du bare giver op. Vi kan miste begge vores sonere på det her Haymitch. Du skal finde en løsning. Du er nødt til at skaffe os penge til den medicin, han behøver!” nu begynder hun at lyde ophidset, da det går op for hende, at håbet næsten er ude. Det er ikke muligt at skaffe så mange penge. ”Ved du hvad? Så er det også lige meget! Jeg vil gå ned og få en massage, imens jeg spiser pandekager. Med sirup!” hun lægger tryk på ordet ”sirup”, som om det er noget helt særligt, at hun vil spise det på. Det er det måske også for hende, hun er jo Capitolborger. Hun er sikkert på en eller anden åndssvag diæt, hvor hun ikke må spise noget som helst, men ikke overholder det i en halv dag.

Haymitch ser opgivende på Effies ansigt, hvor ansigtsfarven nu matcher hendes paryk. Så skifter hans ansigtsudtryk fra opgivende til håbefuld til sejrssikkert. ”Det er genialt Effie! Sirup! Jeg vidste, du ville gøre dig nyttig bare en enkelt gang! Send alle vores eventuelle sponsorere herop på én gang! Og også noget sprut, men ikke for stærkt!” Haymitch ser pludselig helt ivrig ud, og det får Effie til at ligne et stort spørgsmålstegn. ”Haymitch, hvad har du tænkt dig?” spørger hun mistænksomt.

”Jeg har måske fundet ud af, hvordan både Katniss og Peeta kan overleve det her! Håbet er ikke ude endnu Effie! Afsted med dig!” Haymitch lyder virkelig begejstret nu, og hans humør lader til at smitte af på den eftertænksomme Effie. Alligevel siger hun en smule utilfreds: ”Haymitch. Nu tager du lige og slapper af, indtil du har fortalt mig om din plan.”

Haymotch fortæller. Effies ansigt bløder ikke yderligere op under Haymitch’ forklaring. ”Du vil hvad? Sende Katniss af sted til festen! Det kan du da ikke! Hun kan blive dræbt!” råber hun ophidset. ”Sovesiruppen vil måske virke, og det er muligt, at vi kan tjene nok til den, men,” Effie tøver og retter på sin paryk, der i hendes ophidselse er gledet lidt ud til venstre side.

”Tænk på alternativet Effie. Jeg har intet valg. Og Katniss skal nok klare den. Hun er en pige der brænder, for det hun gør, husker du nok. Pigen med ild i. Desuden er jeg mentoren, og det er helt og holdent op til mig. Så let så din allerhelvedes misfornøjede bagdel og gå ud og find vores mulige sponsorere! Nu skal den dreng have sig en lille lur!”

Effie vimser ud af døren og prøver at skule tvært til Haymitch imens. Det virker ikke. Det er ikke svært at se, at hun også har overgivet sig til det nyfundne håb. Et smil sidder og dirrer i hendes mundvige, truer med at bryde ud, på trods af at hun gør sit aller ypperste for at holde det inde.

Haymitch tænder fjernsynet og 2 mennesker ses på det. En pige med sort hår i en fletning sidder og aer en sovende drengs lysebrune hår. De er nok en 15-16 år gamle. De befinder sig i et mørkt rum. Nej, nu kan jeg se, at det er en grotte. Pigen stirrer stift ud i luften med et trist blik. Det er stadig trist, da hun vender det mod drengens ansigt, men der sker også en forandring. Det fyldes med ægte kærlighed. Det lader til, at Haymitch vil fjerne denne tristhed, hvis dette altså er føromtalte Katniss og Peeta. Tilbage vil kun kærligheden så stå. Og kærligheden er det stærkeste af alt.

Jeg gisper og åbner øjnene. Det går op for mig, at de aldrig har været lukkede. Sikke en lettelse: måske har mine overvågere så ikke lagt mærke til, at jeg lige fik et syn. Medmindre jeg rystede. Men hvorfor skulle jeg gøre det? Der var intet ondt i dette syn. Det var der nemlig ikke. Ligesom det andet. Det er fordi, disse syner repræsenterer håb, og ved siden af håb er der ikke plads til ondskab, smerte, sorg, tab eller andre rædselsfulde ting. Tia, du er begyndt at få håbefulde syner! Det kan kun betyde, at håbet er her. Der må ske noget, snart. Husk at holde håbet oppe! Husk det! Endnu engang har min indre stemme suppleret med noget meget vigtigt. For det hele er sandt, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad dette håb egentlig handler om. Hvad det faktisk er, jeg kan håbe på vil ske.

Jeg kommer i tanke om, at mine øjne bare må stirre ligeud på skærmen lige nu uden at følge med. Det er klart noget, der kan vække mistanke. Enhver form for anderledes opførsel, fra mig, kan vække mistanke. Derfor lader jeg mine øjne finde den blodige pige, der er på skærmen. Hun ser op på himlen hvor et ansigt toner frem. ”Kun 2 tilbage” hyler hun. Men afdæmpet. Hun er helt sikkert en af de typer, der igennem hele spillet har været en dræbermaskine. I hvert fald må det betyde, at der nu kun er denne pige, Haymitch og så en, for mig, ukendt person tilbage. Og at jeg lige har set Haymitch, som midaldrende mand, bekræfter kun, at han må blive vinderen af Spillet. Og ikke bare et almindeligt Spil, men det halvtredsindstyvende. Et jubilæumsspil.

Efter en halv times tid kommer årets kommentatorer frem på skærmen, så jeg ved, at opsummeringen er slut. Jeg slukker for TV’et. Væggen åbnes og TV’et ruller ind i det. Derefter lukkes væggen, og der er intet spor efterladt, som viser, at væggen kan åbnes netop dér.

Da jeg ikke rigtig har andet at lave, vælger jeg at gå i bad. Jeg tager et brusebad denne gang, da jeg så håber på, at det ikke er ligeså let at tænke. Jeg tager selvfølgelig fejl. I starten koncentrerer jeg mig om at vælge de rigtige knapper ud af de 50, der er på bruserens styresystem. Derefter er det ligeså let at tænke, som hvis jeg havde siddet på en sky i himlen helt alene. Og det udnytter min hjerne åbenbart, for mine tanker kværner løs i hovedet på mig. Jeg magter det ikke og slukker for vandet. Jeg har en tørrefunktion i brusekabinen, men i stedet for at udnytte den, vælger jeg helt bevidst at sætte mig ned på gulvet for at lufttørre. Det giver selvfølgelig kun tankerne mere plads til at flyve rundt i hovedet på mig.

Efter kun få minutter, bliver jeg så irriteret på tankerne, at jeg begynder at tænke bevidst – hvis man kan sige det sådan. Jeg leder tankerne hen på trygge minder. Minder fra min fortid. Langt de fleste er slet ikke trygge, men det er efter mit Dødsspil. Jeg tænker på tiden, før jeg blev trukket. Selvom jeg til tider følte, at det var en kedelig periode af mit liv, så var det nu engang den bedste, når jeg tænker mig om nu. Næst efter mit år med Lief selvfølgelig.

Jeg havde et enkelt liv. Ikke helt let, men meget ukompliceret. Jeg gik i skole som enhver anden normal pige eller dreng. Vi havde primært fag, der havde en sammenhæng med vores distrikts profession: tekstiler. Vi havde meget håndarbejde, læren om stofferne, tekstilfarvning og så videre og så videre. Vi blev undervist i 2 gange ½ time om ugen i Panems historie. Jeg selv var ikke særlig interesseret i det fag, men det var der åbenbart andre, der var. Eller måske ikke interesserede i det, men i hvert fald vrede over det på en eller anden måde. Jeg overhørte engang en samtale mellem en ældre pige og ældre dreng i skolegården. Jeg husker den stadig, som var det i går, jeg havde hørt den.

”….at Paylor ikke afskaffer det fag. Panems historie! Vi kan jo ikke bruge det til noget som helst! De vil bare skræmme os vil de!”

”Det er sandt. Men jeg bliver ikke spor skræmt. Måske burde de tage at overveje, at det fag bare kan få os til at ønske et oprør endnu mere.”

”Ja, men det der med at overveje..det er jo ikke lige Capitols stil. Så skal man jo tænke, du ved! Men for at være helt ærlig, giver jeg dig helt ret. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at være en del af et oprør engang.”

”Også mig. Vi kunne jo starte en strejke. Lade være med at sy dem noget tøj. Hvis 4 holdt op med at levere dem fisk, 7 holdt op med at skaffe dem træ og 12 holdt op med at sende dem kul..de ville ikke have nok at spise, de ville ikke kunne bygge nye huse, de ville fryse om natten. Kan du ikke se det? Det er jo perfekt! Hvis bare Distrikt 1 strejker, sådan at de ingen nye diamantsmykker kan få, vil Capitols borgere jo gå helt i spåner! Vi kunne skabe kaos, og de ville være magtesløse!”

”Nøjagtig! Det ville være nyttigt at lære i stedet for det der historie. Ubrugeligt!” ”Shhh, du råber, hvis nogen hører os, så vil vi….”

Så løb jeg min vej. Dengang var jeg for lille til at forstå, hvad de snakkede om. Dog fangede jeg, at det var hemmeligt. Jeg fortalte aldrig nogen om samtalen. Den skræmte mig. I dag ville jeg ønske, at deres plan var blevet til noget. Så ville jeg måske ikke have siddet her.

På trods af den skræmmende samtale i skolen, har jeg jo mange gode minder fra dengang, jeg gik i skole, minder jeg mig selv om. Jeg elskede historie aften, hvor de mest fortryllende historier blev fortalt med meget malende beskrivelser. Der var også weekenderne, hvor min mor lod mig hjælpe med at sy Capitol-kjolerne. Hun lod mig godt nok aldrig rigtig gøre andet end at holde og hente ting, men jeg følte, at jeg hjalp hende og var meget stolt. Det var ikke ligesom de aftener, hvor bedstefar og jeg lavede mad. Der fik jeg lov til at gøre det hele. Bedstefar gjorde ikke andet end at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre og så løfte mig op, når jeg ikke kunne nå, det der skulle bruges.

Uden for hjemmet havde jeg det også skønt. Jeg elskede at løbe rundt med Alli, som var en veninde fra skolen. Hun boede lidt længere nede af min gade, og vi fjantede tit rundt ude på pladsen, hvor alverdens boder og butikker stod og vel stadig står. Vi kiggede også på de fine ting, de solgte, såsom sukkerstænger, mønstrede stoffer og smykker. Selvom kun få solgte og købte det første og det sidste, var de der. Det eneste problem med vores ”byture” var, at jeg blev så misundelig, hver gang Alli købte et bolche eller en flot sten, som jeg ikke havde råd til. Hendes familie var ikke mere velhavende end min, men min mor ville ikke give mig penge til ”den slags pjat”, som hun sagde. Det fik mig til at opbygge et lille had til Alli, og da vi blev omkring 13 år gamle, så vi næsten ikke hinanden længere. En skam, da vi ellers havde haft et sjovt så mange gange sammen.

Det eneste jeg egentlig husker, som virkelig var noget jeg led under i tiden før mit Dødsspil, var mine syner. Jeg har haft dem lige siden, jeg kan huske. Jeg forstår dem ikke og gjorde det slet ikke i en alder af 5 år. Når jeg tænker over det, er det egentlig virkelig forfærdeligt for et barn. Men på den anden side, er det så værre end at byde et barn, at kæmpe mod 23 andre børn til kun ét stadig lever? Nej. Men det blev jeg jo også udsat for.

Jeg husker ikke det første syn, jeg havde. Faktisk husker jeg ikke længere ret mange af mine syner fra dengang. Jeg husker dog andet fra synerne. Jeg husker hvert et vers fra hvert enkelt syn. Alle med hæslige ord. Heldigvis havde jeg da meget få syner dengang. Der er kommet flere med årerne.

Jeg er åbenbart faldet helt hen i mine egne tanker, for pludselig går badeværelsesdøren op. Jeg har ikke engang hørt døren til mit værelse åbne. En enkelt mand træder ind i sin vagtuniform. Han har dog intet for ansigtet, og her sidder jeg helt blottet. Jeg glemte alting, mens jeg sad og tænkte, så jeg har ikke engang et håndklæde om mig. Jeg bliver flov og krummer mig lidt sammen. Jeg føler ikke, at mit lamme forsøg på at dække min krop med mine arme og ben virker særlig godt. Derfor slår jeg også håret ned over mig, og håber bare på at vagten ikke kan se noget. Han er sikkert ligeglad, men det er jeg altså ikke.

”Frøken Snow. Du har siddet der i over en halv time nu. Vi blev en smule bekymrede. Er der noget galt? Eller har du haft et syn?” spørger vagten mig. Der er en af vagterne, jeg bestemt ikke bryder mig om, men det er ikke ham her. Jeg har ikke set ham før. Han virker ikke så slem. Han løs næsten oprigtig, da han sagde, at de blev bekymrede. Og så stirrer han ikke på mig med et mistænksomt og hadefuldt blik. Faktisk kigger han knap nok på mig. Det passer mig helt fint.

Jeg beslutter mig for, at der ingen grund er til at lyve. ”Nej, undskyld. Der er bare så mange tanker i mit hoved for tiden. Jeg sad bare og tænkte lidt på tiden før Høsten, hvor jeg blev trukket.” siger jeg. Jeg lyder mistænksom – det kan jeg selv høre. Jeg føler også lidt frygt for at blive taget i en løgn, hvilket er fuldkommen åndssvagt, da jeg er helt uskyldig. Jeg tænker, at manden sikkert synes, det er fint og vil gå igen, men der tager jeg fejl.

”Frøken Snow. Vi er begyndt at få vores mistanker omkring dig. De har haft en anderledes adfærd her på det seneste. De tænker for meget. Jeg er også blevet sendt for at advare Dem. Hvis De fortsætter på denne måde, kan vi ikke bare fortsætte sådan her. Vi vil være nødt til at indskrænke Deres frihed og rettigheder. Vi har løgnedetektorer på en af etagerne i undergrunden.” siger han barskt. Han løfter et øjenbryn og ser på mig, som om han forventer et svar. Da jeg ikke gør andet end at stirre, fortsætter han. ”Nu da De kender betingelserne, har De så noget at tilføje? Eller fortælle?” spørger han lidt mildere.

Han er helt sikkert værre, end jeg havde troet. Faktisk sidder jeg sikkert og måber, for en vagt har ikke talt til mig på den måde, siden jeg blev placeret i dette værelse. Jeg troede faktisk ikke, at de måtte tale sådan til mig. Men det lader til, at de har været mere skarpe, end jeg havde forventet. De ved, at jeg skjuler noget. Og det gør jeg jo også. Hele denne ting med Haymitch Abernathy, mine gode syner og det håb, der medfølger, er helt klart noget, som ville kunne interessere folkene, der overvåger mig og behandler alt, hvad jeg siger og gør, overordentligt meget. Men jeg ved, at jeg ikke skal sige noget. Selvom min stemme er stille, bekræfter min mavefornemmelse mig i, at jeg har ret. Den prøver at få mig til at tie.

”Nej Hr. Hvis jeg havde nogen informationer, som på nogen måde kunne findes nyttige eller spændende, ville jeg naturligvis melde det straks. Hvis de vil have mig undskyldt, vil jeg gerne ud og klæde mig på nu.” siger jeg. Ordene er høflige nok, men det er mit toneleje i hvert fald ikke, og det at jeg forsøger at nidstirre ham imens, gør det nok ikke særlig meget bedre. Det er dog svært at nidstirre nogen nedefra, men jeg prøver ihærdigt alligevel.

Vagten skuler af mig, men selvom han skulle give mig denne advarsel, ved han, at han ikke kan tale for galt til mig, så han svarer bare på samme måde, som jeg svarede ham på. Høflige ord, spydig stemme. ”Jeg er glad for, at vi fik det på plads. Så må De have en fortsat god dag.”

Vagten går med tunge skridt ud ad døren, og jeg ånder lettet op. Selvfølgelig ikke fysisk for allerede dér, ville jeg så have udvist den der ”mistænkelige adfærd”, og så ville de sikkert bare pudse ham vagten på mig igen. Han har vist også ben i næsen. Mere end de andre vagter i hvert fald.

Den aften har jeg svært ved at falde i søvn. Det har jeg ofte, men det er ekstra slemt nu. Jeg kan ikke undgå at tænke på, hvor usikker min fremtid er. Jeg er helt sikker på, at de syner jeg får nu, skal holdes fuldstændig hemmelige, men spørgsmålet er, om jeg vil være i stand til det. Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste, men det er muligt, at de kan være nok så hemmelige, hvis jeg bliver tortureret. Men de behøver selvfølgelig ikke torturere mig til at starte med. De kan jo starte med at bruge den løgnedetektor på mig. Så vil de finde ud af, at jeg lyver for dem, og jeg kan ikke vide, hvor det vil bringe mig hen.

Jeg ligger længe i sengen og vender og drejer mig. Jeg føler mig så utilpas. Det er næsten som at være tilbage i arenaen. Jeg er selvfølgelig ikke bange på samme måde, men det er bare princippet. Jeg tør næsten ikke sove, for jeg ved ikke, hvad der venter mig, når jeg åbner øjnene igen. Så er det lettere slet ikke at lukke dem. Jeg ved heller ikke, hvad jeg kan komme til at røbe i søvne. Det kan meget vel være dét, der ender med at blive min død. Selvom det måske er overdrevet, kan man aldrig vide noget her i Panem. Ved nærmere eftertanke er det her faktisk præcis som at sove i arenaen. Jeg sover bare i en rigtig seng i stedet for at sove på et lag visne blade eller på en ubeskyttet mark med tørt gult græs.

 

5 – Jubilæumsspillet afsluttes

Ekstreme smerter og lidelser

En løftebryder nu har

Skrig og jamren hjælper ikke

Intet hun får at spise og drikke

 

Jeg er meget taknemmelig, da jeg endelig vågner op, og sangen forstummer. Alligevel er jeg bange. Det, jeg lige har set, var mig selv. Jeg blev tortureret på forskellige grusomme måder. Jeg så det hele udefra, men jeg mærkede smerten på min krop. Om det var et fremtidssyn eller bare en ond drøm, ved jeg ikke. Det er det, der skræmmer mig.

Det er ikke svært at gætte, hvorfor jeg pludselig får sådan en drøm. Hvis det da ikke er et syn. Jeg er dog alt for bange ved tanken om, at det er noget, der faktisk vil ske, at jeg, meget overbevisende, bilder mig selv ind, at det kun kan have været et mareridt. Men i hvert fald, så kan jeg kun få den drøm, på grund af det vagten sagde til mig i går, mens jeg sad i brusebadet. Det er helt sikkert dét, der har fremkaldt mareridtet. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det virkelig bare var en advarsel, vagten kom med. I mine ører lød det mere som en trussel.

Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke, hvad det er, der foregår med mig her for tiden. Disse syner. Jeg ved ikke, hvad de betyder. Hvorfor jeg får få gode syner. Hvad Haymitch skal udrette for Panem. Og på trods af at jeg ikke har nogen som helst fakta i orden, holder jeg alligevel denne gang forvirrende syner hemmelige. Måske er det en fejltagelse. Det kan jo gå gruelig galt, hvis jeg bliver opdaget. Altså jeg er jo allerede principielt blevet opdaget, men hvis de tilslutter en løgnedetektor til mig, så vil de jo afsløre mig for alvor. Jeg løber en stor risiko. Jeg risikerer at blive straffet for noget, jeg ikke engang forstår. Og det lyder egentlig virkelig dumt, når jeg tænker over det.

Det hjælper heller ikke på min usikkerhed, at mens jeg tænker dette, protesterer hverken min mavefornemmelse eller indre stemme. Som om de stille giver mig ret. Så måske skal jeg bare fortælle sandheden. Men så er der jo stadig nogle konsekvenser. Konsekvenser for at jeg ikke fortæller sandheden før nu. Spørgsmålet er bare, hvor store de konsekvenser vil være.

Mens jeg spekulerer og vender og drejer enhver ting, der går for og imod at afsløre mig selv, kommer jeg til at tænke på gårsdagens syn. Det med Haymitch og kvinden med den pink paryk, der hed Effie. Det havde jeg fuldstændig glemt at bearbejde i mit hoved.

Hvad var det nu, der skete? spørger jeg mig selv. Jeg husker hurtigt, hvordan Haymitch og Effie var ved, at miste det der jo må have været deres sonere, men hvor Effie gav Haymitch en idé. Klippet, der blev vist på TV’et, står også meget klart for mit indre blik. Den meget sårede dreng. Pigen med det bedrøvede blik. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kender jo ikke disse mennesker, men jeg kan ikke lade være med at lide sammen med dem. Jeg kender ikke rigtig deres historie, men alligevel føler jeg deres smerte. I hvert fald pigens. For jeg ved, hvordan det er, at miste en man virkelig elsker. Og jeg er helt sikker på, at hun var meget tæt på at miste ham.

Tanken, om dengang jeg mistede én, man elsker, får mig til at tænke på dengang, det skete for mig. Jeg kan ikke klare at tænke på den dag, så jeg henleder opmærksomheden på engang, jeg mistede en, jeg ikke elskede nær så meget. Faktisk elskede jeg hende ikke overhovedet, men jeg var nu begyndt at holde meget af hende.

Det startede dagen for Høsten: året efter jeg selv var blevet trukket. Faktisk den dag jeg, for nylig, havde en drøm om. Den dag der startede så dejligt, med at jeg spiste morgenmad med bedstefar, mor og Lief. Den dag udviklede sig til at blive et slags tåget mareridt.

Jeg var, i en alder af 16 år, vinder af Dødsspillet. Jeg skulle overtage og være mentor for det 46. Dødsspil. Jeg husker ikke rigtig eftermiddagen så tydeligt. Jeg husker dog, hvordan alle holdt vejret, mens de 2 sonere, der skulle repræsentere Distrikt 8 i Spillet og rådgives af mig undervejs, blev trukket. En pige ved navn Dicalia. 14 år. Kortklippet lyst hår. Normal kropsbygning. En dreng ved navn Waltt. 16 år. Skulderlangt sort hår. Normal kropsbygning.

Ingen af sonere havde regnet med at blive trukket. Ingen af dem var ekstremt stærke fysiske. Jeg blev virkelig bange. Jeg frygtede den dag, der helt sikkert ville komme, hvor jeg skulle se dem dø. I hvert fald se én af dem dø.

Selvom jeg synes, det var ekstrem svært at træne og knytte bånd, til deltagere jeg nok snart ville miste, besluttede jeg mig for at sætte alt ind på, at få dem så langt i Spillet som muligt. Ærlig talt, så var jeg en god mentor – især af min unge alder. Det ved jeg. Kommentatorerne sagde det. De andre mentorer sagde det. Selv Spilmestrerne nævnte det for mig adskillige gange. Alligevel lå den største bekræftelse i, at min mavefornemmelse fortalte mig det.

Det var bemærkelsesværdigt med en så ung og dygtig mentor. Folk snakkede. Jeg blev faktisk meget kendt. Det var også derfor, hvad der videre skete, kom som et så stort chok for Panems befolkning. Men det skete først ved Vinderturen efter Høsten.

Jeg trænede mine sonere hårdt, men jeg pressede dem ikke. Jeg lod dem få frie tøjler til træningen. Jeg rådgav dem blot til, hvilke stationer de skulle tage nede i den store hal. De fulgte mine instrukser. Dicalia blev dygtig med knive. Hun var den fødte klatrer. Hun var meget klog.

Waltt var dog ret speciel. Jeg synes faktisk lige fra starten, at han godt kunne have en chance i Spillet. Han kunne håndtere alle våben nogenlunde, men der var ingen, han virkelig mestrede. Han kunne klatre okay, og han var rimelig god til at løbe hurtigt. Han var også stærk nok. Han havde altså et ret godt fundament fra start af. Dog var det ikke alle de her ting, der gjorde ham særlig.

Waltt havde det, der senere blev kaldet SSFH. Det var ikke set før, deraf kommer den del med at det først blev navngivet senere. Sidste år så jeg det i TV’et faktisk. SSFH stod for ”supersonisk fotografisk hukommelse”. Fotografik hukommelse var meget sjældent, men dog kendte man til det. Waltts SSFH optrådte anderledes. Det havde de almindelige egenskaber, hvor han kunne se og derefter for altid huske ting. Derudover var det sådan, at hvis han f.eks. lugtede til et giftigt bær, ville han vide det, næste gang han kunne lugte noget giftigt. Røg f.eks. Det har 2 fuldstændig forskellige lugte, og det var det, der gjorde det så underligt. På samme måde kunne han, hvis han så en person i øjnene, som han vidste talte sandt, se på alle andre personer, der så ham i øjnene, om de talte sandt. Meget praktisk evne at have i Spillet.

Udover træningen skulle vi selvfølgelig have 1000 andre detaljer på plads. Vi udarbejdede planer for dem i fællesskab. De var 2 meget venlige sonere, og vi aftalte faktisk før Spillet, at de skulle alliere sig. Det er egentlig forbudt, men mange gør det alligevel, og vi blev enige om, at sammen ville de være stærkest.

Til interviewet præsenterede vi Dicalia som smuk. Hun var så meget mere end det, men smuk det var hun virkelig. Og skønhed er noget, der tiltrækker mange sonere. Jeg fik hende også til at sige ting, der virkelig fik publikum til at sukke. Vi spillede på deres romantiske og barmhjertige sider.

Vi valgte dog at gå en helt anden vej med Waltt. Han var ikke grim, men han havde ikke samme taleevner som den yndige og yngre pige. Og skønhed alene kommer man ikke særlig langt med.

Waltt blev præsenteret, som det han var. Mystisk og anderledes. Vi lagde ikke skjul på at fortælle om hans underlige men utroligt brugbare evner. Publikum var vilde med det. Også med Dicalia selvom hun lidt lettere blev overset. Faktisk kom begge sonere fra Distrikt 8 rigtig godt fra start. Og dum, som jeg var, begyndte jeg at kunne lide dem. Jeg var godt nok på samme alder som Waltt, og han var godt nok en dreng, men jeg kunne udelukkende lide ham som en ven. Faktisk følte jeg mig langt ældre end ham, fordi jeg skulle rådgive ham. Det var jo min opgave at beskytte ham og ikke omvendt.

Så kom det uundgåelige øjeblik. Det øjeblik hvor mine stakkels fugleunger måtte prøve at flyve alene for første gang. Jeg kunne ikke længere beskytte dem under mine vinger, da de skulle ud i arenaen. Jeg følte det, som blev jeg revet itu indefra, da jeg måtte lade dem tage af sted i aerofarttøjet sammen med de 22 andre sonere. Jeg kunne ikke følge dem til arenaen. Jeg måtte blive i Capitol og skaffe dem sponsorere.

Mine sonere gjorde som aftalt og allierede sig. Det overraskede mig en smule, for en lille stemme havde alligevel hvisket til mig, at de nok bare ville tænke på sig selv først og stikke af alene. Det gjorde de ikke, og det gjorde mig virkelig glad. De kom begge væk fra blodbadet i live, og de havde gjort, som jeg sagde: taget nogle få ting, der lå et stykke fra Overflødighedshornet, men ikke løbet hen og deltaget i kampen om de seriøst dræbende våben. De løb til højre hvor der var en enorm mark. Græsset var højt, og det var muligt for dem at skjule sig i det.

De overlevede begge 2 længe ude på marken helt afskåret fra de andre sonere. Ikke fordi der ikke var andre sonere ude på marken, men af en eller anden grund blev de altid stoppet, før de nåede i nærheden af mine sonere. Af kviksand, vilde dyr eller andre sonere. Waltt og Dicalia kom ikke ud for ret mange farer. De værste var, da Dicalia blev jagtet af et bjørnelignende væsen. Men den var ikke så hurtig, og Dicalia var klog. I snedige snirklede mønstre spurtede hun og undslap den. Det var stort set den eneste episode for dem, der var i lang tid. De havde ikke svært ved at finde mad. Noget af græsset var spiseligt, og de drog af og til ind i en nærliggende skov, hvor det ikke var svært at finde spiselige rødder og bær, som Waltt selvfølgelig straks genkendte fra træningen. De havde lejr nær en lille bæk, der løb gennem marken, hvor vandet var helt rent. Derfor manglede de heller ikke vand.

Det undrede mig. De andre sonere kom ud for ligeså mange ulykker, sygdomme, hallucinationer, vilde rovdyr og giftige planter, som deltagerne i Spillet plejede at gøre. Dicalia og Waltt kunne ikke være særligt underholdende for publikummet i Capitol, men Spilmestrerne gjorde intet, for at de skulle komme ud for fare af nogen art. Ikke før der kun var 4 tilbage i hvert fald.

Da kun 4 sonere var tilbage – Waltt, Dicalia, en pige fra 1 og en dreng fra 4 – rykkede Spilmestrerne endelig ind og ødelagde Dicalia og Waltts næsten fredelige tilværelse. De sendte en tyk sværm af insekter efter dem. Meget farlige insekter. En mutation fra Capitol kaldet giftsmede. Navnet kom af at insekterne fuldstændig lignede guldsmede, blot med en enkelt tilføjelse: de havde giftige pigge ved munden. Når en giftsmed bider et menneske, sender disse giftpigge gift ind i ofret. Denne gift gør ofret umodstandsdygtig over for sygdomme og svækker ofret meget fysisk derudover. Disse giftsmede blev også sendt efter pigen fra 1. Giftsmedende skulle føre sonerne hen til drengen fra 4, som simpelthen holdt til på Overflødighedshornet, som lå midt i en sø. Det var kun sket en enkelt gang tidligere, at Overflødighedshornet var placeret i vand. Sonere fra Distrikt 4 havde så en klar fordel, da de kom fra et fiskerdistrikt, hvor man nærmest lærer at svømme, før man lærer at gå.

Giftsmedende havde den ønskede effekt. Pigen fra 1 blev dog stukket, og døde før hun nåede Overflødighedshornet. Hun havde haft et åbent sår i panden. Da giften gjorde hende umodstandsdygtig over for stort set alting, var hendes krop ikke i stand til at hele såret, end ikke at lægge en skorpe over det. Hun døde derfor helt simpelt af en forblødning. Meget langsomt da såret ikke engang var særlig stort.

Det forfærdelige øjeblik indtraf, da Dicalia også blev stukket. Hun var nået hen til Overflødighedshornet. Hun var blot én meter fra søen omkring det, og det var dér, hun blev stukket. Hun snublede og faldt i vandet. Selvom hun kom fra 8 og aldrig havde lært at svømme, havde hun måske kunne holde sig oppe, længe nok til at Waltt kunne redde hende, hvis hun ikke lige var blevet stukket af en giftsmed. Den havde fuldstændig ødelagt hende, og hun kunne ikke engang lave et par uhjælpelige plask med benene. Hun sank alt for hurtigt ned og druknede, før Waltt overhovedet fik råbt hendes navn. Jeg tror virkelig, han var begyndt at kunne lide den pige. På en måde var det nok meget godt, at hun døde på denne måde. Det gjorde, at hun og Waltt ikke stod tilbage og måtte kæmpe til sidst, og så gav det Waltt en masse vrede, som det lykkedes ham at vende mod drengen fra 4, selvom den selvfølgelig burde være rettet mod Capitol. Men på det tidspunkt kunne jeg bare ikke se, at det egentlig var det bedste. For hvordan kunne det være det bedste, at et menneske måtte lade livet ved druknedøden? Det virkede bare helt forkert.

Jeg er helt sikker på, at selvom Waltt ikke fældede en tåre ved Dicalias død, var han knust. Jeg ved, hvordan jeg bare havde det i hvert fald, og Waltt havde virkelig knyttet et stærkt bånd til den pige. En fælles kamp for overlevelse gør virkelig noget ved et menneske.

Jeg havde det forfærdeligt, da Dicalia mistede livet. I starten var det ikke gået op for mig; det gjorde det først, da kanonen lød. Så begyndte jeg at græde. Virkelig græde. Og først da en kvinde, jeg sad ved siden af, lagde en hånd på min skulder og bad mig trække vejret dybt og langsomt, lagde jeg mærke til, at jeg også var begyndt at hyperventilere. Jeg vidste, at jeg ikke kunne sidde og være et tudefjæs. Kun 2 sonere var tilbage, og min var én af dem. Jeg måtte være der for ham. Uanset om han kunne se mig eller ej.

Jeg prøvede virkelig. Jeg prøvede virkelig at koncentrere mig fuldstændig om skærmen foran mig. Men det lykkedes ikke særlig godt. Jeg var så vred på mig selv. Jeg havde skaffet mange sponsorere her på det sidste. Faktisk havde jeg en meget stor sum penge, men jeg havde ikke rigtig haft noget at bruge pengene til, da Waltt og Dicalia jo havde haft det så let. Jeg bandede mig selv langt ind i helvede, for at jeg ikke havde tænkt bedre over det og brugt pengene på en rustning. En Dicalia kunne have båret, sådan at hun ikke ville være blevet påvirket af insektets gift. Sådan at den aldrig ville kunne have stukket hende.

Mens jeg sad og prøvede at samle mig, udspillede det mest nervepirrende drama sig ved Overflødighedshornet. Waltt havde aldrig prøvet at svømme før og turde ikke kaste sig ud i det. Han var heller ikke dum nok til, at udfordre sig selv ved at prøve at kæmpe med en, fra havdistriktet selv, ude i søen. Derfor stod han bare vredt og gloede, da drengen fra 4 sprang ud i vandet. Drengen var nok et år ældre end Waltt, og også en smule større og mere muskuløs. Men det var ikke meget. Derfor turde han vel heller ikke udfordre Waltt til lands, når han var så meget mere på hjemmebane i vandet. Ingen af de 2 tilbageværende sonere vidste, hvad de skulle gøre. Drengen fra 4 svømmede bare lidt rundt i vandet, mens han forsøgte at smile hånligt. Det forvandledes bare til en usikker grimasse. Waltt stod først bare og gloede, men skred så endelig til en smule handling.

Waltt samlede sten, store og små, ved søbredden og kastede dem efter drengen fra 4. Han ramte ikke. Efter adskillige mislykkede forsøg gav han op og vidste, at han måtte finde sig en ny strategi. Drengen fra 4 så undrende på Waltt, mens han ansigt gik fra forvirret, til at ligne en der lige har fået en idé, til at se meget koncentreret ud. Jeg vidste, hvad det var, han gjorde. Han så på den svømmende drengs bevægelser og indprentede sig dem. Han ville forsøge at svømme kun ud fra disse billeder. Selvfølgelig var det en del af hans særlige evne, at han burde kunne gøre noget lignende det, men alligevel syntes jeg, at det var utrolig dumdristigt, og jeg blev meget bange på hans vegne.

Jeg gjorde klogt i at have bange anelser. Waltt hoppede i vandet, hvilket gjorde drengen fra 4 henrykt. Så følte han sig sikker på at kunne vinde. Waltt og drengen fra 4 kæmpede ude i vandet, og Waltt svømmede overraskende godt. Bedre end jeg havde turdet håbe på i hvert fald. Alligevel var det selvfølgelig ikke godt nok, når nu han stod over for en dreng, der nærmest var blevet opfostret, som var han en fisk.

Drengen fra 4 fik efter 7 lange minutters kamp virkelig overtaget, og det lykkedes ham at holde Waltt nede. Waltt kunne ikke kæmpe sig fri. Det så virkelig ud til, at han ville lide druknedøden og slutte sig til sin medsoner i en kiste hjem til Distrikt 8. Så skete miraklet. Pludselig begyndte drengen fra 4 at skrige, og så blev han langsomt trukket ned. Waltt kom op, og fik taget en meget tiltrængt indånding, samtidig med at et enormt uhyre dukkede op af søens overflade. Den så gyselig ud. Den var grøn og havde utallige lange udløbere fra kroppen, som endte i øjne. Midt på kroppen havde den noget, der må have været dens mund. Det var ekstremt grænseoverskridende og skrækindjagende at se, hvordan en af dens lange fangarme tog fat om drengen fra 4 og hev ham hen imod sig. Skuddet lød inden drengen overhovedet blev ædt af uhyret. Han var blevet klemt ihjel.

Selvfølgelig var der en masse glæde den dag. Men der var også meget sorg. Sorg over Dicalia som alle kunne lide. Hun havde virkelig været en skøn pige, og det var grusomt, som hun havde måttet forlade verden, længe før hun var klar til at kysse den farvel. Jeg husker en aften, vi havde siddet og snakket sammen, kun mig og Dicalia.

 

”Dicalia, jeg tænkte på, lad os nu sige, du ikke var blevet trukket til Høsten. Hvad ville du så have gjort? Jeg mener, havde du nogle mål med livet?”

I lang tid så hun bare ud af vinduet på værelset. Jeg tænkte på, om jeg måske havde ramt et lidt for ømt punkt og sagde hurtigt: ”Hvis det er for hårdt, behøver du selvfølgelig ikke at svare mig.”

Hun vendte blikket mod mig. Et stærkt blik uden tegn på en eneste tåre. ”Nej, Tia. Det er bare fordi, du siger det, som om jeg helt sikkert ikke vil klare den. Jeg har stadig mine mål. De samme mål. Der er meget, jeg gerne vil udrette i livet. Det eneste Høsten har ændret, er at sætte en ekstra ting på listen. Øverst naturligvis. Og det er at vinde Spillet. For foruden det vil jeg aldrig kunne gøre noget af alt det andet, jeg gerne vil. Og jeg tror på mig selv. På at der er en lille chance for, at jeg kan vinde. Hvis der virkelig er det, så er der ingen grund til at lægge de andre drømme på hylden, hvis du forstår, hvad jeg mener?”

Hendes svar gjorde mig helt paf. Jeg havde ikke regnet med, at en uskyldig og skrøbelig pige som hende, virkelig havde håbet oppe omkring det at vinde Spillet. Men hvor jeg dog beundrede det mod, hun var i besiddelse af. ”Årh Dicalia. Det var slet ikke ment sådan! Selvfølgelig kan du vinde! Undskyld! Men..hvad er dine drømme for livet så? Hvis det da ikke er for personligt at fortælle mig.”

”Det er det desværre. Jeg kan ikke fortælle dig det. Og slet ikke her. Måske hvis vi havde været hjemme i Distrikt 8…”

 

Efter den korte samtale sagde hun ikke mere end et enkelt ”godnat”, da hun gik i seng. Den dag i dag tænker jeg stadig på, hvad hendes drømme egentlig var, og hvorfor hun ikke kunne sige det i Capitol, men muligvis godt ville have kunnet gøre det derhjemme. Men det finder jeg aldrig ud af, for hun kom aldrig hjem. I det mindste gjorde hendes medsoner, som havde stået hende så tæt, og det alene var et plaster på såret. Som om lidt af hende kom hjem med ham.

Jeg bryder mig ikke om at tænke tilbage på det mere. I stedet står jeg op og klæder mig på. Derefter går jeg hen til min ”madmaskine”. Jeg ser lidt på det store menukort, der hænger ved siden af. Jeg kan vælge imellem 200 forretter, 400 hovedretter, 450 desserter, til hver af dagens 3 måltider, og 560 forskellige slags snacks. Desuden kan jeg vælge imellem 250 forskellige slags drikke. Jeg ser under morgenmad og vælger en 3 retters menu ved navn ”solskinsdrømme”. Det lyder dejligt; det med solskin.

Jeg ser derefter under de forskellige drikke. De er også inddelt i kategorier. Der er rigeligt at vælge imellem – bare til morgenmad. Jeg orker ikke at se på alle de spændende drikke, og jeg vælger derfor bare en melonjuice. Den der laves af de store lilla meloner. Den har været min yndlingsdrik, siden jeg kom til Capitol, hvor jeg smagte den for første gang.

Efter at have indtalt numrene 158 og 62 sætter jeg mig på sofaen for at vente på madens ”ankomst”. Der går 2 minutter før hovedretten af min morgenmad står klar på en lille rød bakke. Jeg henter den og kan ikke lade være med at glæde mig til at sætte tænderne i maden. Forretten består af frugter i orange og røde farver. De er lagt på en måde, som får det til at ligne lige nøjagtig en solopgang. Og selvom der intet andet er på tallerkenen, frydes min tunge ved smagen af de eksotiske frugter. Jeg plejer at være imod at spise denne slags fin mad, da folket i distrikterne sulter imens, men i dag vil jeg ikke tænke på det. Jeg har så meget i hovedet for tiden, at jeg bare vil nyde min mad i fred. Og det gør jeg også.

Hovedretten står klar ved maskinen i sekundet, jeg tager den sidste bid af mine frugter. Den består af en masse ting. Brød, pandekager, frugt, yoghurt, hosekød og meget mere. De er, ligesom forretten, lagt på en måde, som viser en utrolig detaljeret himmel. En blå én med en strålende sol og svævende skyer på. Det er så gennemtænkt ned til mindste detalje, og jeg fatter ikke, hvordan de har kunnet kreere sådan et mesterværk.

Min dessert står og venter på mig, da jeg er færdig med hovedretten. Den damper ikke, kan jeg se, så det er nok ikke en kage. Det får jeg ret i. Jeg ved ikke, hvordan man kan se forskel på en solopgang og en solnedgang, men måden disse forskellige geleer er lagt på, forestiller tydeligvis en solnedgang. Det er virkelig smukt og har ikke kun røde og orange farver, men også gule, lyserøde og grønne.

Da jeg endelig er færdig med at spise, har jeg det egentlig meget godt. Der er virkelig tjek på det med portioner. Jeg har fået præcis så meget, som jeg skulle have, sådan at jeg hverken er sulten eller stopmæt nu. Hvilket alligevel er utroligt, for jeg synes, jeg spiste ret meget. Det får mig til at tænke på det rygte, jeg hørte et par vagter tale om på et tidspunkt. Noget med at laboranterne havde udviklet en pille, som skulle kunne få dig til at kaste op uden at føle ubehag, og de skulle komme på markedet snart. Sådan at man kunne spise løs, så kaste op og derefter spise videre. Det lyder virkelig klamt. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lade dem komme mig til nytte, hvis det da overhovedet er sandt, at pillerne eksisterer. Jeg ville helt sikkert tvivle på det, hvis ikke det var fordi, jeg ved, hvordan Capitolborgerne er. De vil ikke engang skænke det en tanke, når de propper unaturligt meget mad i sig, mens folk, uden for deres lille lykkelige boble, sulter.

Jeg beslutter mig for at begynde at sy en ny kjole. Jeg skal jo have tiden til at gå med noget. Min personlige designer har fået overleveret nogle tegninger til mig, som jeg selv kan lave tøj ud fra. Men dem får jeg nok aldrig brugt. Jeg vil meget hellere designe mit tøj selv.

Det er egentlig mærkeligt, med den behandling jeg får. På den ene side er jeg bare en kidnappet pige, og derfor burde de jo kunne behandle mig ligeså forfærdeligt, som de behandler folk i distrikterne. De kunne jo bare smide mig ned i en mørk og kold kælder, og så give mig en enkelt skål grød om dagen. På den anden side er jeg jo medlem hans familie. Set ud fra det synspunkt, ville jeg mene, at jeg skulle behandles bedre. Altså have fri ret til at bevæge mig rundt i Capitol og sådan. Men okay, så ville det måske kunne lykkes mig at flygte, og så ville de ikke have mine synske evner til at advare dem om et eventuelt styrt af Capitol eller lignende. Hvis de lukkede mig ned i den kolde og mørke kælder, ville jeg nok hellere dø end at leve sådan. Derfor ville jeg lade være med at fortælle dem noget om mine syn, og så ville de sandsynligvis torturere mig til døde. Selvom de godt kunne have tvunget tingene ud af mig i en kælder, er dette her lettere for dem. Når jeg tænker nærmere over det, kan jeg godt se, hvorfor jeg lever på denne måde. Det er et kompromis, som ”tilfredsstiller alle”.

Mine tanker finder tilbage til kjolen. Ligeså snart de gør det, begynder min hjerne at forme én i mit hoved. Jeg ser tydeligt et billede af en yndig kjole i mit hoved. Jeg har bare så mange.. Jeg går hen til mit skydeskab og slår låge nummer 4 til siden. Bag den er en maskine, der minder lidt om min ”madmaskine”. Jeg har også en ”menu” til denne. Jeg ser på den og vælger stof og tråd med omhu. Jeg bestiller også nogle bestemte størrelser nåle, og så venter jeg. Der går kun et halvt minut, før mine bestillinger dukker op i en kasse i åbningen af den sølvgrå maskine. Jeg tager kassen og går hen til mit skrivebord, hvor min symaskine, saks og alt mit andet sygrej står. Det første, jeg gør, er at lave et mønster. Jeg laver et, der passer mig, men uden for mange detaljer. Det kan tilpasses senere. Derefter klipper jeg mønsteret ud, lægger det over mit sølvfarvede stof som jeg klipper langs kanten af.

Da jeg har mine 4 stykker, kommer jeg til, at de skal sys sammen. Jeg syr først stykket midt-for til højre sammen med stykket midt-bag til højre, så det får en syning i siden. Derefter gør jeg det samme med de 2 venstre stykker. Så sammensyer jeg midt-bag højre og midt-bag venstre, så ryggen også får en søm. Jeg afslutter den simple del ved at sy en simpel og detaljeløs lynlås i foran på kjolen, sådan at midt-for stykkerne hænger sammen, når denne lynlås er lukket. Jeg ser på resultatet. Jeg har en utrolig enkel kjole liggende på bordet foran mig. Den har lange ærmer og vil gå mig til omkring knæene, når jeg får den på. Kjolen er syet i et elastisk og tætsiddende sølvfarvet stof, som for mange er svært at sy i. For de fleste ville det også tage en del flere timer at sy bare denne enkle model, end det har taget for mig. Jeg har bare så meget erfaring, og jeg har tidligere fået så mange tips af min dygtige mor, at jeg kan gøre det perfekt på meget kort tid uden problemer.

Jeg overvejer kort at lade kjolen være, som den er, men det dropper jeg alligevel. Jeg har aldrig før lavet en så ”kedelig” kjole. Når jeg syr, skal det jeg syer færdiggøres: det skal ikke bare have en afslutning, hvor man kan se, at det bare skulle overstås hurtigst muligt. Derfor fremtager jeg en blok papir fra min skrivebordsskuffe, som jeg hurtigt løber igennem, til jeg finder en blank side. De forrige sider er fyldt med tegninger af forskelligt tøj. Primært kjoler. Jeg kan godt lide kjoler, og det har jeg altid gjort. Man har ligesom en luft og frihed i dem, som man ikke finder i et par bukser. Desuden er jeg vokset op med at elske fine kjoler.

På den blanke side tegner jeg en skitse af den kjole, jeg har syet. I en halv times tid tegner jeg. Og visker ud. Og tegner. Og visker ud igen. Sådan fortsætter jeg, til jeg har besluttet mig for, at kjolen skal holdes enkel og stilren. Ingen fjer eller dun som jeg oftest bruger. Men selvfølgelig skal den være inspireret af galonien alligevel.

Jeg bliver dybt forskrækket, da jeg hører en stemme annoncere Dødsspillets start over højtaleranlægget. Jeg har siddet dybt begravet i mit syarbejde længe nu, så jeg havde endnu engang fuldstændig glemt tiden. Jeg har ikke engang fået spist frokost, går det op for mig. Men det kan gøres efter Spillet.

Jeg lader kjolen og alle materialer og andre remedier, jeg bruger til at sy den med, ligge på bordet. Så sætter jeg mig hen foran TV’et, som jeg tænder med det samme. Jeg er ærligt talt spændt. Meget. I går var der kun 3 deltagere tilbage. Haymitch kunne meget vel have vundet nu eller i hvert fald vinde senere i dag. Jeg hepper på ham fuldstændig lydløst, da han popper frem på skærmen som noget af det første. Jeg ser, hvordan han er oppe på toppen af en klippe. Han ser rimelig udkørt ud. Han sparker til en sten, som falder ned fra klippen. Ned i afgrunden. Og det er virkelig en afgrund, for der er ingenting bag den. Det må være arenaens slutning. Kanten.

Allerede lige efter, Haymitch har sparket stenen, klippes der om til den blodtørstige pige, jeg så hyle op på skærmen i går. Hun løber efter en yngre dreng, som forsøger at flygte fra hende. Han er bevæbnet, men han ligner mere en, der er kommet så langt i Spillet med snedighed og intelligens, end en der har klaret sig ved råstyrke og våben. Og hurtighed har nok heller ikke bragt ham så langt, for i næste øjeblik har den sindssyge pige indhentet ham og skærer halsen over på ham. Det går heldigvis hurtigt. Mange sonere, og især dem der bliver halv-vanvittige, nyder at dræbe langsomt, så ofret lider. Altså det gør de, der har en chance for at vinde Spillet i hvert fald.

Kanonsalven lyder og pigen skriger. Ikke panikslagent, men triumferende. Og så begynder hun at søge efter Haymitch. Der går lang tid, hvor kameraet skiftes til at klippe mellem pigen, der helt sikkert leder efter Haymitch, og Haymitch, der er vendt om og er på vej nedad i en dal. Om han leder efter pigen eller bare ikke ved, hvad han ellers skal gøre, er svært at sige.

Endelig sker der noget. Øjeblikket som hele Spillet har ledt op til. Opgøret mellem de 2 finalister er meget nært forestående. For pludselig, ud af ingenting, springer sonerpigen frem foran Haymitch. Det kommer som et chok for ham, og derfor når hun at sætte en kniv i hans skulder, inden han når at reagere. Jeg kan mærke, at jeg spærrer øjnene vidt op. Jeg ved jo, at han vinder. Gør jeg ikke? Pludselig bliver jeg i tvivl. Ikke at jeg burde være det, men det bliver man let, når man er bekymret. Og det er jeg. Meget. For lige nu kunne det altså godt se ud, som om den kvindelige soner vil vinde.

Haymitch udstøder et smertehyl og kommer til sig selv igen. Og utroligt nok har han ikke taget mere skade af knivsstikket, end at han selv kan hive kniven ud og bruge den som sit eget våben. Og så udspilles den vildeste kamp på skærmen, alt imens jeg sidder og bider negle som en anden Capitolborger. Haymitch og sonerpigen kæmper med våben i et stykke tid, før sonerpigen med en økse får ram på Haymitch i benet. Og så ser det ud, som om han får en idé. Som en anden kujon vender Haymitch sig om og løber. Op imod der hvor han kom fra. På trods af at han er meget såret, løber han rimelig hurtigt. Sonerpigen følger efter ham, og fordi han også har skadet hende i stor stil, når hun ikke at indhente ham. Men hun er kun få skridt bagud konstant, så et enkelt fejltrin fra Haymitch’ side, vil blive hans død. Han laver heldigvis ikke sådan et fejltrin.

Da Haymitch efter et pænt stykke tid når klippens kant, bliver jeg for alvor bange. Han vender sig bare om og bliver stående ved kanten, som om han bare vil have pigen til at skubbe ham i døden. Hun er kommet nogle meter bagud, men da han står stille, er hun alligevel ikke længere væk, end at hun ikke tøver med at kaste sin økse med retning lige imod hans ansigt. Et øjeblik er jeg sikker på, at han er blevet ramt, men så ser jeg, at han er hoppet et par skridt til siden og med nød og næppe har undgået øksen. Men han har kun en kniv, og pigen har flere alt for skarpe våben i sit bælte. Så et øjeblik frygter jeg, at hun alligevel vil gå hen til ham og slå ham ihjel på stedet. Det sker heldigvis ikke.

Det kommer som et enormt chok for pigen, mig og sikkert hele Panems befolkning, da pigens egen økse borer sig ned i hendes pande. Men det kommer ikke som et chok for Haymitch. Det kan man se, på hans skæve smil. Det når ikke øjnene, men det er nok til at fortælle, at dette var hans plan. Og i det næste øjeblik lyder det sidste kanonslag og Haymitch annonceres som vinder at det halvtredsindstyvende Dødsspil over højtalerne i arenaen.  

 

Kapitel 6 – Sand identitet

Jeg ligger om aftenen og tænker. Som sædvanlig. Det er jo ikke fordi, der er tonsvis af muligheder herinde. Jeg tænker på Spillet, som blev afsluttet i dag. Hvordan jeg havde følt sådan et stor lettelse, da Haymitch vandt, at jeg ikke bare nøjedes med at sukke af lettelse, men i stedet for kom med et begejstret udråb. Ikke for højt, men alligevel var det alt for bemærkelsesværdigt. Normalt interesserer jeg mig overhovedet ikke for de spil. Udover at jeg selvfølgelig er imod dem. 

Senere var en vagt kommet ind. En jeg ikke bryder mig om, ja, men dog ikke ham der nærmest truede mig, da jeg sad nøgen i mit brusebad. Det var jeg meget taknemmelig over. Alligevel slap jeg ikke let. Først blev jeg stillet en masse spørgsmål, som jeg løj om, sp godt jeg kunne. Folkene i Capitol skal ikke vide, at Haymitch måske kan gøre en stor forskel for Panem. Hvis han tror, at det er skidt for ham selv og Capitols borgere – og på den måde godt for distrikternes beboere – vil han ikke tøve med at slå Haymitch ihjel for at stoppe det. Og det må ikke ske.  

Efter de mange spørgsmål med mine haltende svar, fik jeg min advarsel nummer 2. Hvis denne underlige opførsel fortsatte, faktisk hvis det bare skete en enkelt gang mere, ville de sætte en dato for mit forhør. Måske ville jeg endda komme til samtale med ham. Og det er noget, jeg for alt i verden vil undgå. Eller, når jeg tænker nærmere over det, ville det måske være en oplagt mulighed. En oplagt mulighed for at spørge til Lief og mor. Selvom bare tanken om dem, giver mig en stikkende smerte i hjertet.   

Det er ikke klogt at tænke på dem nu – det ved jeg godt. Lige før jeg egentlig skal sove. Jeg vil bare få mareridt. Mareridt fra den værste dag i mit liv. Uden sammenligning. Præcis den 13. dag efter Waltt havde vundet Spillet. Få dage efter han havde afsluttet sin runde i distrikterne, hvor han måtte se folket i øjnene. Men det var ikke så slemt for ham, som det har været for mange andre. Han havde ikke dræbt nogle i hele Spillet. Som den første vinder nogensinde. 

Nøjagtig som jeg godt havde regnet ud, begyndte mareridtet, ligeså snart jeg faldt i søvn. En overfladisk og lidelsesfuld søvn.    

 

”Tia. Ved du egentlig, hvad dit navn betyder? Er der nogen historie bag det?” spørger den rødhårede dreng pigen ved siden af. Hun ligger over hans bryst, mens han aer hende hen over håret.  

”Mit navn? Hvad det betyder? Øhm, nej det gør jeg ikke. Er det ikke kun folk, der er opkaldt efter forskellige ting og personer, der har historie og betydning bag navnet?” spørger pigen forvirret og ser op på drengen med sine nærmest græsgrønne øjne.  

”Nej, det er det ikke. Der er betydning bag flere navne. Men stadig langt fra alle – det har du ret i. Jeg har jo aldrig kendt mine forældre, men min onkel besøgte mig nogle gange på hjemmet, husker du nok? Altså han fortalte mig, at min far havde givet mig et navn, der stammede fra et andet sprog. Et sprog ovre i en anden del af verden. Det skulle betyde ”kære” eller ”kærlighed” eller noget i den stil. Min onkel kunne ikke helt huske det.” forklarer drengen hende. Han lyder på én gang sørgmodig, glad og stolt.   

”Det anede jeg ikke. Du har et smukt navn Lief. Og det med kærlighed; det passer perfekt til dig. Jeg kender ingen, der er mere kærlig. Din far må have elsket dig meget højt.” siger pigen og fjerner en af sine nøddebrune hårlokker fra sit ansigt.

”Hvorfor skulle han have elsket mig højt? Hvis jeg virkelig betød så meget for ham, så ville hun nok leve den dag i dag.” siger drengen med en pludselig formørket stemme.  

”Sig ikke sådan noget Lief. Det var en fælles beslutning dine forældre tog. De kunne ikke bære det med Palie. Hun betød jo også meget for dem. Bebrejd dem ikke deres valg.”  

”Hvis din datter blev trukket til Spillet og døde, ville du så tage dit eget liv, selvom du havde en søn, du elskede derhjemme? Nej, det ville du ikke. Jeg kan godt nok ikke huske Palie, men de må have elsket hende meget mere end mig. De ville dø for hende. De ville ikke engang leve for mig.” sukker drengen og lyder meget bedrøvet.  

”Årh Lief. Jeg kan ikke lide, at du tænker sådan. Tænk på nutiden, fortiden er ikke vigtig i øjeblikket. Og i nutiden er der sikkert aftensmad. Kom, lad os gå ned og hjælpe med at gøre den klar om ikke andet.” siger pigen og prøver at muntre drengen med de havblå øjne op. Det lader ikke til at hjælpe, men da hun hiver lidt i ham, går han alligevel med hende nedenunder.  

Nedenunder står 5 mænd. De er klædt i uniformer, der ligner fredsvogternes. Dog er de anderledes. De er vagter. Moren, der står og taler med en af dem, ser meget bekymret ud. Da Tia og Lief kommer ned, udbryder hun: ”Jeg skulle lige til at hente jer.” Så siger hun ikke mere, som om det er forklaring nok på situationen.  

”Hvad sker der?” spørger Lief og ser hård ud, mens han stiller sig beskyttende ind foran Tia.  

”Vi er sendt fra Capitol.” begynder den ene vagt. ”Du, Justina, skal tage med os dertil. I Capitol vil du få alle nødvendige informationer. I 2,” siger vagten og ser på først kvinden i køkkenet, derefter Lief, ”I skal også til Capitol. Men ikke sammen med Justina. Eller hinanden for den sags skyld. I vil også få flere informationer senere. Og dig Hr. Weln. Det er formålsløst at tage dig med til Capitol. Vi kan ikke bruge dig til noget. Men du har set for meget.”  

Pigen med det brune hår bryder ind. ”Hvad? Hvad sker her? Hvorfor kalder du mig Justina? Og hvorfor skal vi med til Capitol? Hvad mener du med, at bedstefar har set for meget? Du mener vel ikke…” hendes stemme ebber forsigtigt ud, mens hun prøver at se stærk ud.  

”Du vil få svar på alle dine spørgsmål i Capitol. Og jo. Vi er nødt til at fjerne din bedstefar permanent. Det er ordre fra præsidenten. Beklager.” svarer vagten iskoldt. Han lyder overhovedet ikke, som om han beklager noget som helst. 

Tia holder sin facade. Men det er ikke svært at se tårerne i hendes øjne. Moren ser ud på samme måde. Lief ligner én, der lige har fået knust sit hjerte. Bedstefaren ser stærkest ud af dem alle. Han har et udtryksløst ansigt, der kan gemme på enhver form for følelser.  

”Tiden er knap. Vi skal af sted nu Sir.” siger en anden vagt høfligt, til manden der talte før. 

”Du har ret. I ved, hvad I skal gøre.” siger han bare. I næste øjeblik stod en vagt ved hver person i rummet. Manden, der før havde talt, vinker den ene vagt væk fra Tia og beder ham gå med vagten, der står ved bedstefaren. Det gør han.  

Bedstefaren er den første til at blive tvunget af sted. Men ikke ud mod gården. Blot ind mod et tilstødende værelse til køkkenet. Der er fuldkomment stille et øjeblik, før et skud lyder.   

Det er som om skuddet vækker de andre. ”Neeeeej!” råber Tia, men til ingen verdens nytte. Det er for sent. Hun og moren bryder begge hulkende sammen og gør ikke engang nogen modstand, da de bliver skubbet ud gennem døren. Lief derimod kæmper det bedste, han har lært, men det nytter ikke noget. Vagten, der holder ham, er for stærk. 

Udenfor er der mørkt, og derfor kan man ikke engang se bilerne, der holder i gården, før man er helt tæt på. De bliver skubbet hårdt ind i dem og så…så bliver alting sort.    

 

Jeg vågner op, da jeg hører et skrig. Det lyder smertefuldt, som om det kommer fra en, der i øjeblikket langsomt får sit ben skåret af. Så går det op for mig, at skriget kommer fra mig. Jeg slår hånden for munden, men jeg kan stadig høre skriget ligeså tydeligt. Der går flere sekunder, før jeg finder ud af, at jeg kun kan høre skriget i mit hoved. Og jeg genkender skriget. Det var skriget fra min mor, da hun blev tortureret på grund af mig.   

Jeg ligger nogle minutter og beroliger mig selv. Men det er svært. Den dag var så forfærdelig, at jeg græder bare ved tanken. Og ganske rigtigt mærker jeg nu, at salte tårer strømmer ned af mine kinder.  

Jeg forstod ingenting. Dagen var startet helt fint. Jeg havde bare ligget og snakket med Lief. Så pludselig blev min bedstefar dræbt. Jeg kan stadig høre ekkoet af skuddet for mit indre øre. Det er et af mine mange sorte minder, jeg aldrig vil glemme.   

Efterfølgende blev jeg skubbet ud i en bil. Der sad jeg på bagsædet, hvor jeg blev spændt fast på en måde, så jeg ikke engang selv kunne låse mig op. En vagt fungerede som min chauffør, men ellers var der ingen andre med mig i bilen. Den kørte direkte til et transportmiddel, der lignede lidt de aerofarttøjer, jeg havde set i Spillet, bare i mindre udgave. Jeg så 2 andre biler, magen til den jeg sad i, der også kørte derhen. Samtidig med at jeg blev skubbet op i det, så jeg en skikkelse blive skubbet op på samme måde ved hver bil af andre skikkelser. Og ind ad andre indgange. Jeg ved, at det var min mor og Lief, selvom det var for mørkt til, at jeg kunne se deres ansigter. Og det var den sidste gang, jeg så Lief. De gav mig ikke engang lov til at tage afsked med ham.  

Jeg blev fløjet til Capitol. På turen blev jeg slet ikke behandlet så godt, som jeg bliver nu. De havde vel endnu ikke besluttet, hvordan jeg skulle behandles. Hvilken rang jeg egentlig havde og sådan. Men jeg kom trods alt til Capitol, hvor jeg blev lukket ind på et værelse, der i hvert fald havde haft langt bedre forhold, end dem jeg havde haft på flyveturen.

Da jeg havde gået rastløs rundt derinde i nogle timer, blev jeg hentet af en vagt. Vi snakkede ikke sammen, jeg fulgte bare med ham ad de hvide gange, som er de selv samme, der befinder sig i området uden for mit nuværende værelse. 

Da blev jeg ført ind på hans kontor, hvor jeg var på nogle få korte besøg efterfølgende. Jeg husker det stadig ret tydeligt. Hvordan jeg ikke kunne se ham, fordi det enorme ryglæn på hans stol, dækkede over hele hans skikkelse. Det første, jeg bemærkede ved ham, var derfor lugten. Ligeså snart jeg trådte ind i lokalet, sneg den sig op og kildede mine næsebor. Men ikke på den gode måde. Og det er mindet om denne søde, men forfærdeligt bitre, lugt, der kaster mig ind i et flashback.    

 

Jeg er forvirret. Hvad skal jeg her? Hvad er det for en lugt? Jeg håber på at få svar på mine spørgsmål nu. Jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg sagde til Lief, at han skulle fokusere på nutiden og ikke fortiden. Jeg tog fejl. I virkeligheden skulle han fokusere på fremtiden. Men selv hvis vi havde vidst det, kunne intet have forberedt os på denne omvæltning af vores liv, som skete så hurtigt.  

Stolen, bag det enorme mahogniskrivebord foran mig, vender sig langsomt rundt, så en mand kommer til syne. Han har hvidt hår og skæg. Hans øjne er iskolde og blå. Og så bærer han et elegant jakkesæt. Det er sort med en brystlomme foran. De fleste bærer et lommetørklæde i denne. Denne mand bærer en hvid rose.  

Det tager mig kun et øjeblik at genkende manden. Jeg har set ham hundredvis af gange. Men aldrig før har jeg set ham i virkeligheden. Jeg har kun set ham på det gamle TV, der sikkert stadig står hjemme i vores stue, og så på den enorme skærm på Pladsen i Bymidten hjemme i 8. Jeg har altid hadet ham. Hadet ham for at videreføre den plage, der hvert år skal koste 23 mennesker livet. Dødsspillet. For denne mand ville kunne stoppe det og ændre Panem. Han har magten til det. Hans status er meget høj. For denne mand er nemlig Panems præsident. Han går under mange øgenavne. Jeg har dog aldrig ville kalde ham nogle af dem. Jeg udtaler faktisk aldrig hans navn. Tænker det kun meget sjældent. Og det er ganske bevidst. Jeg hader det navn, som jeg ikke forbinder med noget som helst godt. Præsident Cornelius Snow.   

Han tager ordet som den første efter et minuts stilhed. ”Justina. Velkommen til Capitol. Er det ikke en smuk by?” spørger han og hvisler lidt, da han udtaler s’et i ”smuk”. Som en slange, siger min indre stemme. Det er tydeligt at høre væmmelsen bag ordene.  

”Jeg har ikke rigtig haft mulighed for at se byen.” er mit eneste svar. Alle de spørgsmål, der vælter rundt i mit hoved, holder jeg inde lidt endnu. Jeg vil først vide, hvad denne mand vil mig. Kende hans betingelser og regler. For jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være meget forsigtig, når jeg taler med ham.   

”Javel. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det skulle der straks laves om på. Vores gæster skal jo føle sig godt tilpas. Men det kan jeg desværre ikke. Og du skal heller ikke blot være vores gæst. Du skal jo leve her.” han tier et øjeblik og hæver et øjenbryn, da det går op for ham, at jeg ikke har tænkt mig at svare. Ikke engang med et spørgsmål.

”Du er meget stille. Er der slet intet, du gerne vil vide?” spørger han og laver en stor bevægelse med armene, der må betyde, at jeg skal sætte mig ned i stolen foran ham. Jeg gør det, men mod min vilje. Jeg tror bare ikke, det er en god idé at diskutere med ham.   

”Selvfølgelig. Jeg vil gerne vide alt. Hvorfor skulle min bedstefar dø? Hvor er mor og Lief? Hvorfor skal jeg bo her? Hvad skal I i det hele taget med mig? Og hvorfor bliver jeg kaldt Justina, når mit navn er Tia?” Nu vælter spørgsmålene alligevel ud af mig, og jeg kan høre, at jeg lyder meget mere stærk, da jeg spørger, end jeg føler mig. For jeg aner ikke, hvad det er, der foregår. Indeni er min verden ved at bryde sammen. Mest af alt fordi jeg er væk fra Lief. Savnet gnaver allerede dybt ind i min mave.  

Lige siden jeg vendte hjem, som vinder af Dødsspillet, har jeg været sammen med Lief. Eller, lige siden jeg fandt ud af, at han havde givet mig ringen, der havde været mit distriktsemblem. Da han langt om længe reagerede på alle mine løbesedler og opsøgte mig, blev jeg ovenud lykkelig. Lykkelig fordi jeg fik lov at mærke forelskelsen. Forelskelsen som hurtigt blev erstattet af kærligheden. Og jeg vidste, at den kærlighed var gengældt.  

Efter dette flyttede Lief ind hos min mor, bedstefar og mig. Han havde boet på et børnehjem, hvor jeg ved, at han virkelig havde lidt. Han havde haft en hård barndom der. Det tog mig også noget tid, før jeg fik tøet ham helt op. Ikke over for mig, men over for min familie. Han elskede mig. Derfor stolede han også på mig. Og det gjorde, at han valgte at stole på min familie også. De tog ham til sig, nærmest som var han deres egen søn og barnebarn. Men han var i virkeligheden min mors svigersøn og ikke rigtig noget til min bedstefar.  

Jeg “vågner op” ved, at jeg ser præsidenten betragte mig indgående. Da han ser, at jeg igen er ved mig selv, begynder han at besvare mine spørgsmål. Også spørgsmål jeg ikke havde stillet.  

”Det er en lang historie. Men du skal alligevel høre den, så jeg vil lade den komme fra mig. Lad mig se; hvor skal jeg starte?” han stiller nærmere spørgsmålet til sig selv end mig. Hans Capitol-accent er hæslig at høre på, men det må jeg vel bare lære at leve med.  

”Jo. Jeg vil starte med dit navn. Du undrer dig over, at du bliver kaldt Justina, når du mener, at dit navn er Tia. Der tager du fejl. Dit fulde navn er Justina Jeparlin Snow.” Jeg er totalt i vildrede. Siger han, at jeg er i familie med ham? Og han svarer på mit uudtalte spørgsmål, som havde han kunnet læse mine tanker. Hvilket han måske også kan. Men det kan jeg ikke forholde mig til, så den tanke skyder jeg hen i baghovedet.   

”Ja – vi er i familie. Faktisk er du min kusine. Og nu vælder der nok tusind spørgsmål op i dit hoved, men vent med at spørge om noget, til jeg er færdig med at tale. Dine spørgsmål skal nok blive besvaret hen ad vejen.  

Min far havde en bror. Den bror var altså min onkel. Han var din far. Naturligvis havde han en høj post i landet. Han var sekretær for den tidligere præsident. Min far var rådgiver for ham. Sammen tog de ud til mange distrikter, så de bagefter kunne vende tilbage til præsidenten og melde om, hvordan det gik i distrikterne. Hvor meget han kunne tillade sig at gøre, uden at det ville kunne føre til et oprør.   

En gang var din far i Distrikt 8. Her skulle han være i et par måneder, da der var mistanke om, at folket havde en gnist af vrede her, der ville kunne starte et oprør, som præsidenten jo så frygteligt gerne ville undgå.   

Han mødte din mor her. Det tog ikke lang tid, før han havde gjort hende gravid. Han var meget lykkelig, og det samme var din mor. Han ønskede at blive boende hos hende og stifte en stor familie i distriktet. Han ville opfostre dig. Præsidenten var ikke glad for den udmelding. Faktisk var han rasende. Han lod din far henrette på stedet. Din mor fik blot at vide, at han var død, da han brækkede halsen, efter et styrt nede ved minerne. Det som hun også har fortalt dig.  

Nå, men det er altså sådan, det er gået til, at du kun har og har haft familie fra din mors side. Og det er grunden til, at du deler efternavn med mig. Årh ja, og apropos det. Du ved jo ikke, hvorfor du ikke vidste dette. At din far kom fra Capitol. Og hvorfor du kun blev kaldt Tia Jeparlin.  

Ser du, din mor vidste godt, at din far kom fra Capitol. Men hun fik at vide, at hun aldrig skulle fortælle dig eller nogen andre det. Ikke engang hendes forældre. I tilfælde af at hun brød denne regel, ville du blive dræbt. Så hun sagde det aldrig til en levende sjæl. For at holde det hemmeligt, måtte hun også kalde dig noget andet. Din far og hun var blevet enige om Justina Jeparlin Snow. Justina bare som dit fornavn. Jeparlin fra din mor. Snow fra din far. Men det kunne ingen jo få at vide. Derfor ”legede” hun lidt med bogstaverne i dit fornavn og fandt frem til ”Tia”. Så fjernede hun bare dit efternavn, men lod dig beholde ”Jeparlin”. Imens havde din far været tilbage for at reportere om det ufødte barn, du på det tidspunkt var, og han havde fået dig skrevet ind i Capitols digitale register med dit fulde navn. I dit hjemdistrikt blev du skrevet op med dit falske navn.   

Du er derfor bare blevet registreret helt normalt af fredsvogterne i dit distrikt, der bare så på deres register. Da en maskine skulle registrere dig efter Capitols register det år, du blev udtrukket, kunne den selvfølgelig ikke finde dig. Derfor kom ordet ”fejl” frem på skærmen. Dette har vi naturligvis først fundet ud af senere end den dag, da vi undersøgte hele din sag.   

Så er vi kommet så langt. Du ved, hvem du virkelig er. Så kan jeg vel bare gå direkte til, hvorfor du er her. Eller hvorfor du ikke er kommet hertil noget før.  

Det er sådan, at ingen så nogen grund til at hente dig til Capitol. Du var blot en faderløs baby – du havde ingen værdi for præsidenten eller nogen anden i Capitol. Derfor fik du lov at bo i 8 med din mor og hendes forældre, der jo i øvrigt var ligeså uvidende om hele situationen, som du var for blot en time siden.  

Da du kom med i Dødsspillet, fandt vores forskere selvfølgelig hurtigt ud af, at du var skrevet op på forskellige måder i de 2 registre. Og sammenhængen blev naturligvis også hurtigt spottet. Derfor vidste vi, allerede dagen efter du var blevet trukket til Høsten, hvem du var. Men vi var egentlig ligeglade. Vi lod dig gå under det falske navn; det var lettest.   

Under Dødsspillet lagde vi mærke til din underlige opførsel. Hvordan du havde de der tendenser til at ryste og lukke dig ind i dig selv. Og hvordan du klarede dig utrolig godt, uden overhovedet at dræbe nogen som helst. Det var som om, du vidste hvor de andre sonere ville komme, før de overhovedet nærmede sig dig. Hvilket jo også senere viste sig at være rigtigt. På det tidspunkt burde mine forskere have været i stand til at regne ud, at du var synsk. Men det opdagede de først, da soneren du dræbte var ved at afsløre det ved sumpen. Men som man siger: bedre sent end aldrig.  

Vi har særlige evner og egenskaber i familien. Jeg har personligt også evner, men det er beklageligvis hemmeligt for uvedkomne hvilke evner, jeg er i besiddelse af. Men der er mange andre, der har evner i familien. Tankelæsning, røntgensyn eller bare simple taleevner. Dog er ingen anden i familien synsk.   

Nu tænker du nok, at den tidligere præsident godt nok var dum, ikke at tjekke efter om du skulle have nogle evner. Men du fik faktisk foretaget en skanning, kort efter du blev født. Imens din mor sov. Derfor var der ingen andre end personerne, der foretog skanningen, og de indviede fra Capitol, der fik det at vide. Skanningen viste, at du ingen evner havde. Men den må have lavet en fejl på en eller anden måde.   

Og så tilbage til din familie. Din bedstefar er jo død. Han var for gammel, vi kunne ikke bruge ham til noget som helst. Og han havde jo set, at vi tog jer. Det kunne han da ikke bare få lov til at gå og fortælle alle og enhver. Sikke et ry vi ville få! Så det nemmeste var at skyde ham. Jeg er glad for lette løsninger.  

Din mor har det ganske udmærket. Hun har fået et fint værelse, hvor hun skal bo, hos en familie her i Capitol. En meget velhavende en af slagsen. Hun skal tjene dem. Specielt ved at sy til dem. Alt hvad de forlanger. Men hun vil få et godt liv. 

Hvad angår Lief. Han kan ikke bruges til så meget. I øjeblikket sidder han i et værelse, hvor han bare venter på vores afgørelse. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad vi vil stille op med ham, men jeg kan sige, at han ikke vil blive slået ihjel. Ikke en så ung og flot mand. Det ville være formålsløst og spild af gode resurser.  

Ja, og så tilbage til vores beslutning, hvad angår dig. Din skæbne. Vi besluttede os for, at du skulle til Capitol, da vi blev indviet i din hemmelighed. For vi kan bruge dig Tia. Du skal fortælle os om alle dine syner. Vi kan måske bruge dem til noget.”     

 

Jeg slår øjnene op. Gudskelov at jeg er ude af det flashback. Det skulle først til at blive virkelig grimt.   

Efter hans forklaring var jeg fuldstændig fortumlet. Jeg forstod endelig alting, men det havde fået så mange følelser frem i mig, da han fortalte mig det. Min umiddelbare reaktion havde været vrede. Jeg kunne ikke forholde mig til alt, hvad han havde fortalt, så jeg valgte at reagere på det sidste, han sagde. At de kunne bruge mig. Altså mine syner. Jeg havde skreget, at jeg nægtede at fortælle dem noget som helst. De havde taget min familie fra mig! Men så var hans øjne blevet mørke, og han havde truet min mor på livet. Jeg havde ikke troet et ord af, hvad han sagde. Jeg var sikker på, at han bluffede. Så ond kunne han vel heller ikke være. Det var han heller ikke. Han var ondere.  

Allerede 5 minutter senere var jeg blevet spærret inde i et rum. Det havde kun et enkelt møbel; en hård klapstol. Den ene væg var af glas. På den anden side var et rum magen til det, jeg befandt mig i. Der var bare mange flere møbler. Hvis man kunne kalde dem det. For i virkeligheden var det torturinstrumenter.  

To vagter gik ind i rummet med min mor imellem sig. De behøvede kun at rive et par negle af og brænde hendes arme adskillige steder, før jeg gav mig. Det var hendes skrig, det jeg, før mit flashback, havde hørt i mit hoved, der fik mig til det. Det var så smertefuldt, at jeg ikke kunne bære det. Jeg gik med til at fortælle dem om alle mine syner. Men jeg havde mine betingelser.   

Jeg indgik en aftale med ham. Han lovede ikke at gøre Lief og min mor fortræd. Han lovede at give dem et nogenlunde liv og lade dem lide en naturlig død. Til gengæld lovede jeg at fortælle den fulde sandhed om alle mine flashbacks og syner. Et løfte jeg har brudt. Og med tanken om det brudte løfte, og frygten for at han kunne finde på at bryde sin del, falder jeg i søvn igen, vel vidende om at der vil komme et par vagter i morgen for at tjekke op på det mareridt og flashback, jeg åbenlyst lige har haft.

 

Kapitel 7 – Offeret

    Jeg sidder og syer, da jeg får mit syn. Et ligesom det med Haymitch. Det er altså ikke et dårligt syn, men jeg ved heller ikke, om man kan kalde det godt. Men ligesom synerne med Haymitch, føler jeg, under dette syn, den der gnist af håb. Håb for fremtiden.

 

                      En pige, som jeg mener, jeg har set før, vandrer rundt i en frodig skov. I starten går hun bare rundt, men da hun hører en fugl fløjte, begynder hun også selv at gøre det. Fire toner fløjter hun, igen og igen. Og det mærkværdige er, at de sorte fugle, der flyver over hendes hoved, gentager de fire toner.

                     

                      Mit syn slukkes allerede langsomt, og jeg kommer til mig selv igen. I dette syn var der ingen melodi, ingen vers. Jeg tænker på pigen fra synet. Jeg mener virkelig at have set hende før. Da jeg ser fletningen i siden, og hendes grå øjne for mig, kommer jeg pludselig i tanke om, hvem det er. Eller i hvert fald hvor jeg har set hende før.

                      Det var i synet med Haymitch og Effie. Pigen jeg lige har set, var den selv samme pige, som man så på TV’et sammen med den sårede dreng. Og der er det, et eller andet får mig til at forstå hele sammenhængen.

                      Denne pige med fletningen og så den dreng, jeg så hende sidde ved på Haymitch’ TV i synet, må være Haymitch’ sonere. Så langt var jeg nået i mit hoved. Men nu er der noget, der siger mig, at det ikke direkte er Haymitch, der vil være årsagen til en ændring af Panem. Min mavefornemmelse fortæller mig at det er denne pige. Og samtidig hører jeg min indre stemme sige: Det er ikke kun pigen, du skal lægge mærke til. Husk fuglen fra synet.

                      Da det er det eneste, den siger, bliver jeg ret forvirret. For hvorfor skal jeg huske fuglen? Den tanke minder mig om, at det faktisk var den fugl, jeg var, i mit syn om Haymitch og pigen, som han havde allieret sig med. Altså den fugl jeg var, da jeg svævede over pigen, mens hun blev dræbt af en stor lyserød fugl. Måske er der noget særligt ved den fugl.

                      Døren til mit værelse glider op, og to vagter træder ind. Det er selvfølgelig angående mit syn.

                      ”Frøken Snow. De har lige haft et meget kortvarigt syn. Er det korrekt?” spørger den ene vagt, som om de var i tvivl, om jeg faktisk havde haft et syn eller ej. Det var sådan et uskyldigt syn, så jeg burde godt kunne fortælle om det. Alligevel gør jeg det ikke. For jeg ved, at det at synet ikke var forfærdeligt, er alt for mistænkeligt, og så vil de begynde at lave undersøgelser af mig. Måske forhøre mig.

                      ”Ja, det er korrekt. Men det var et meget uklart syn,” lyver jeg. ”Jeg tror, det forestillede en avox, der forsøgte at flygte. Men vedkommende blev fanget og dræbt på stedet. Så I har vel intet at bekymre jer om.” Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra. Jeg lyver med så stor lethed, at det faktisk skræmmer mig.

                      ”Fik du det?” spørger den ene vagt den anden, som nikker og peger på sin M.U.K.A. ”Godt. Og hvad med verset?” spørger han. Jeg havde glemt at tænke på, at jeg jo skal synge et vers for dem! Hvad skal jeg nu sige? Jeg kan da ikke bare lige finde på sådan ét. Eller kan jeg? Det må jeg kunne.

                      ”Ja. Lad mig se. Det lød vist sådan her,” siger jeg og begynder at synge. Jeg aner stadig ikke, hvor ordene kommer fra. Men de kommer, og det er det vigtigste. Og hvis jeg selv skal sige det, lyder det ganske realistisk. Som om det virkelig var noget, det kunne have været i et syn.

 

”Han forsøger at løbe en anden vej

Men her betaler flugt sig ej

Et skud er alt, hvad der skal til

Aldrig åbne øjnene igen han vil”

 

                      ”Perfekt,” vagten nikker, og så går han og den anden vagt ud igen, og lader mig være alene med min ufærdige kjole. Jeg fortsætter blot med at brodere galonier ud over den, hvis kroppe jeg senere vil dække med dun fra virkelige galonier.

 

                      De næste par uger er meget ensartede. Jeg får tiden til at gå med at sy. Men meget tid går også med at lyve. For jeg får tonsvis af syner. De omhandler alle pigen med fletningen eller den sorte fugl.

                      Jeg er meget tilfreds med mine løgne. Det lykkes mig endda hver gang at finde på et nyt vers. Og for hver gang, jeg får et nyt syn, spirer håbet en tand ekstra. For det, jeg ser, er alt sammen optakt til et oprør. Det er tydeligt. Et oprør. Et oprør er lige nøjagtig hvad Panem har brug for.

                      På den ene side er jeg lykkelig over at vide, at der vil komme et oprør. På den anden side er jeg bange. For jeg kan jo ikke vide, om det faktisk vil gå godt, eller om det bare vil ende som et forsøg på et oprør, der alt for hurtigt vil mislykkes. Derfor går jeg i nogle uger med meget blandede følelser. Disse blandede følelser bliver straks meget værre, en dag hvor jeg får et syn, der langsomt dræber mit håb. Og det er dét, der får mig til at afsløre mig selv. Kun indirekte – men alligevel.

                      Jeg sidder endnu en gang dybt begravet i mit syarbejde, da jeg får endnu et syn. Det er efterhånden blevet rutine med mine korte syner om pigen med fletningen, som jeg nu ved hedder Katniss. Det havde jeg ellers glemt.

                     

                      Jeg ser ikke rigtig, hvor jeg befinder mig, men det ligner lidt et hospital. Det er det eneste jeg lægger mærke til ved lokalet, for det drama, der udspiller sig foran mig, optager al min opmærksom hed. Og det tager alt mit håb fra mig.

                      Drengen med det mørkblonde hår, som jeg efterhånden har set en del gange, bevæger sig over imod Katniss. Katniss ser ovenud lykkelig ud og løber hen imod ham. Jeg ser tydeligt blikket i hendes øjne. Hun er virkelig glad; og lettet.

                      Jeg ser bagefter drengens blå øjne. De er forholdsvis udtryksløse. Hvis man graver dybere, kan man dog godt se nogle følelser. Vrede, had, vanvid.

                      Katniss forsøger at omfavne drengen. Der går kun et par sekunder inde i omfavnelsen, før hendes øjne skifter fra lykkelige til chokerede. For drengen omfavner ikke hende. Han forsøger at kvæle hende. Og jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan kun stå og se på, at livet siver ud af pigen, der skal ændre Panem.

 

                      Jeg er i chok, da den virkelige verden igen toner frem for mig. Hun kan da ikke dø! Og da slet ikke blive dræbt af den dreng, som hun helt sikkert elsker! Ifølge de syn jeg indtil videre har haft, er jeg også helt sikker på, at han elsker hende. Så det giver ingen mening. Men jeg ved, at hvis hun dør, dør oprøret. Et oprør går derfor i gang i mit sind.

                      Et par minutter senere kommer to vagter ind. Jeg forbereder mig på at lyve. Da de spørger til mit syn, svarer jeg: ”Jeg så blot en lille pige fra Distrikt 4 blive skubbet i havet. Hun druknede. Derefter så jeg hendes begravelse, og det var alt sammen virkelig sørgeligt.” En fin løgn. Ligeså troværdig som alle dem jeg tidligere har fortalt. Det var ikke ordene, der afslørede, at det, jeg fortalte, var løgn. Det var måden min stemme skælvede på, måden jeg sagde det på, den klart anderledes betydning bag ordene. Alligevel valgte de at lade mig fremsige verset, før de besluttede, at jeg skulle føres til forhør.

                      ”Verset? Ja, verset. Æhmm..nej. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke sige det. Jeg beklager.” var det eneste, jeg kunne få frem. For jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Ordene ville bare ikke komme til mig. Jeg var fuldstændig tør i halsen og mit hoved tomt for ord. Jeg var alt for oprevet indeni, på grund af det syn, jeg lige havde haft, til at kunne lyve ordentligt.

                      Naturligvis blev jeg ført til forhør. Og naturligvis ville jeg ikke fortælle dem noget. De overvejede at sende mig direkte ned i torturkælderen. Men lige inden de skulle til at slæbe mig derned, fik de en anden ordre. En af vagterne talte med nogen, som ikke var til stede i rummet. Jeg går ud fra, at det var igennem en øresnegl og mikrofon, at de kommunikerede. I stedet for at sende mig ned til tortur, blev jeg i stedet ført til hans kontor. Jeg vidste, det var det, allerede inden jeg blev skubbet op og ført ud af døren.

                      Jeg træder ind af døren med bankende hjerte. To vagter står bag mig, og foran mig er den velkendte stol. Velkendt, fordi jeg stadig husker hvordan den drejede sig ved mit første møde med ham.Som vidste stolen, hvad jeg tænkte, vendte den sig rundt, præcis sådan som jeg huskede, og manden, der havde ødelagt mit liv, kom til syne.

                      ”Goddag Justina. Hvor er det dejligt at se dig igen.” hvisler han. Hans øjne er kolde, og det er tydeligt, at han er sarkastisk og ikke mener det. Jeg stirrer bare trodsigt igen.

                      ”Snow.” siger jeg spydigt som hilsen. Jeg gør mig ikke engang den ulejlighed at nikke. Han begynder bare at pille lidt ved den hvide rose i sin brystlomme. Jeg gider ikke den her stilhed, jeg skal bare have det overstået. Nok er jeg bange, men jeg har en fornemmelse af, at mit liv alligevel skal slutte snart. Jeg vil derfor have det bedst mulige ud af den her snak. Jeg sætter mig ned i stolen overfor ham. Fordi jeg gør det bare sådan uden videre, ser Snow undrende på mig. Men ikke på en nysgerrig måde. Mere på en chokeret og vred måde. Som om jeg underminerer hans autoritet bare ved at sætte mig ned, uden han har givet mig tilladelse til det.

                      ”Skal de være der under hele samtalen?” spørger jeg og giver et kast med hovedet i vagternes retning. Jeg vil ikke pakke noget ind i denne her samtale. Jeg har en fornemmelse af, at hanheller ikke vil gøre det.

                      ”Nej. Nej. Gå ud og stil jer foran døren i stedet. Jeg kalder, hvis der er noget.” beordrer hanvagterne. De adlyder ham straks uden et ord, og marcherer sammen ud af døren.

                      ”Kan de nu høre, hvad vi snakker om?” spørger jeg koldt. Jeg bliver lidt lettet, da han svarer nej. Jeg kan ikke overskue, at en flok vagter skal komme unødvendigt rendende lige nu. Jeg er så ked af det indeni. Jeg føler virkelig, at det hele er slut nu. At det hele har været forgæves. Jeg er rimelig sikker på, at jeg vil dø snart. For jeg nægter at fortælle om synerne om Katniss. Derfor har jeg en sidste mission til mig selv, før jeg nærmest frivilligt, lader dem dræbe mig. Jeg vil sikre mig, at alting er i orden med mor og Lief. De skal ikke bøde for mine løgne.

                      ”Du ved, hvorfor du er her. Justina Jeparlin Snow, du har løjet overfor mine vagter og dermed også mig. Vi ved ikke hvad, men vi ved, at du skjuler noget. Og det fortælle du mig lige nu, hvis det ikke skal blive rigtig grimt.” siger han hårdt og ligeglad.

                      ”Hvorfor skulle jeg gøre det? Giv mig én god grund.” siger jeg. Jeg er bange for, at han vil tage mor og Lief op. Hvis han truer dem på livet, har han desværre givet mig to meget gode grunde. Det vil jeg ikke kunne bære. Men han svarer ikke det. Han siger noget, som jeg slet ikke forventede, men som lige pludselig får mig til at forstå meget bedre.

                      ”Fordi jeg har gjort så meget for dig! Jeg har givet dig et fantastisk værelse. Din egen stylist. Ladet din mor og kæreste leve. Jeg lod endda din soner vinde!” råber han vredt.

                      ”Ladet min soner vinde? Hvad snakker du om?” spørger jeg – totalt forvirret. Min soner? Jeg forstår ingenting.

                      ”Ja, troede du virkelig selv, at Waltt og Dicalia kom så langt og uden problemer ved rent held? Det findes ikke i arenaen! Utaknemmelige pigebarn.” fortsætter han rasende.

                      En klokke dæmrer i mit hoved. Det var altså bevidst, at Spilmestrerne lod dem have det så let i Spillet. Men der må have været en grund til det. Et egoistisk formål bag det. De ville aldrig have ladet Wallt vinde bare for min skyld. For at jeg skulle blive glad.

                      ”Jeg forstår. Men hvad var det egentlige formål? Hvorfor lod du Waltt vinde?” spørger jeg bare.

                      ”Nå, du er da ikke helt nem at narre. Selvfølgelig var det ikke bare for din skyld. Men vi kunne ikke så godt bare tage dig uden at give dit distrikt en erstatning, vel? Din mentor døde jo kort efter dit spil. Derfor var vi nødt til at lade din soner vinde.” siger han iskoldt. Jeg skuler ad ham. Men så giver det da endelig mening.

                      ”Men du er her ikke for at få opklaret hele din livshistorie. Det har jeg spildt min kostbare tid med én gang før.” siger han, og jeg ved, at han tænker på den gang, han forklarede mig om mit navn og alt det andet. ”Justina min pige,” pludselig ændrer hans tonefald sig fuldstændigt. Fra vredt og voldsomt til sødt, men giftigt. ”Ved du, hvad der er blevet af din kæreste?” spørger han med en sukkersød stemme.

                      Jeg holder et gisp inde. ”Hvad?” spørger jeg. Helt simpelt. Jeg frygter det værste, hvilket også er helt rigtigt af mig.

                      ”Tjo. I går huggede jeg tungen af ham. Personligt. Nu tjener han mig som avox.” Nu tjener han mig som avox. Ordene svider i mit hjerte. Lief er blevet en avox på grund af mig! Jeg kan slet ikke forestille mig Lief uden evnen til at tale. Han havde fantastiske talegaver. Han kunne bruge ordene på en helt særlig måde, der altid kunne få mig til at føle mig som den heldigste pige på jorden.

                      ”Men du lovede! Du afgav et løfte!” skriger jeg. Jeg er rasende. Hvordan kan han gøre sådan imod min Lief? Det kribler pludselig i mine fingre efter at slå denne uretfærdighedens mand ihjel. Han fortjener ikke bedre. Faktisk ville det være en mild straf i forhold til, hvad han har gjort. Alligevel holder jeg mig fra det. Hans vagter ville bare komme.

                      Han fortsætter ikke med det sukkersøde toneleje. Nu lyder hans stemme iskold. ”Fordi, Justina. Et løfte er som en rose. Hvis det ikke plejes, visner det.” siger han. Han lægger betydelig vægt på de sidste to ord. Men jeg forstår det ikke.

                      ”Hvad mener du?” gisper jeg og føler, at jeg ingen luft har tilbage i mine lunger.

                      ”Jeg mener såmænd bare, at du ikke overholdt din del. Derfor har jeg den fulde ret til at bryde min del af løftet.” hvisler han. Og jeg ved, at det er sandt. Han har nævnt én gang tidligere, at jeg har løjet. Men jeg bekræftede det ikke. Måske kan jeg stadig nå at benægte det og på den måde i det mindste redde min mor. Hvis altså han har i tankerne også at straffe hende.

                      ”Jeg har ikke brudt min del af løftet. Jeg ved ikke, hvad du mener. Jeg har fortalt hver en detalje fra hvert et syn, jeg har haft. Uden omsvøb. Du havde ingen ret til så meget som at røre Lief!” råber jeg.

                      ”Justina, Justina, Justina.” siger han pludselig ganske rolig. Det er vanvittigt med en mands humørsvingninger. ”Du lyder virkelig overbevisende. Men du har dine evner til at lyve samme sted, som jeg har mine fra. Du er en perfekt løgner, men det samme er jeg. Så lad os ikke lyve for hinanden, vel?” spørger han. I starten tror jeg ikke, at han forventer svar, men han ser alligevel på mig, som om han gør.

                      Okay. Han går lige til sagen og pakker ingenting ind. Det er også sådan, jeg ønsker det. ”Nej. Jeg har løjet. Er du så tilfreds? Men jeg vil aldrig, aldrig nogensinde, fortælle dig om et eneste af de syner, jeg har skjult for dig! Aldrig! Om det så gjaldt mit liv! Om det så gjaldt min mors liv! Aldrig om jeg vil hjælpe dig!” skriger jeg ham ind i hovedet. Nu er han vred. Jeg kan se det på hans øjne. Han kan høre, at jeg ikke er til at tale til fornuft. Han vil tage andre midler i brug end sin stemme. Det udstråler hans øjne tydeligt.

                      Han trykker på en knap på bordet, og de to vagter, fra før, træder ind. ”Tag denne pige med ned til lokale 0024.” siger han til dem. De tager mig i en arm hver, men jeg løsriver mig.

                      ”Jeg kan godt selv gå!” råber jeg og tramper af sted imellem dem. Vi går ud ad døren og ud på gangen. Men vi er ikke alene, kan jeg høre. Han har åbenbart tænkt sig at gøre mig selskab i lokale 0024.

                      Efter et par minutters gågang, åbnes en dør for os, som jeg ikke havde set før. Men det er ikke en almindelig dør, ser jeg nu. Det er nemlig en elevator, vi træder ind i. Sådan en har jeg kørt med én gang før. Det var, da jeg skulle herop for første gang.

                      Jeg er meget forundret over, at det tager så lang tid at komme ned på den rigtige etage. Vi må have kørt i mindst 8 minutter før elevatoren endelig stopper. Jeg bliver skubbet ud og mast ind ad døren lige til højre for elevatoren.

                      Jeg gisper ved synet af de mange torturinstrumenter, der er overalt i rummet. De står som almindelige møbler på gulvet og pryder væggene, som var de blot fine tallerkener eller billeder.

                      De næste par timer er mit liv et helvede på jorden. Jeg bliver tortureret på alverdens måder. Men ikke med nogle dødbringende instrumenter så han må virkelig tro på, at jeg vil ende med at fortælle om mine syner. Men jeg vil holde min mund lukket, om det så bliver det sidste, jeg gør.

                      Det lykkes mig dog ikke helt at holde munden lukket. Jeg fortæller ikke om mine syner, men skrigene slipper ellers højlydt over mine læber flere gange. Selvom jeg bider mig selv hårdt i dem, hjælper det ikke. At få revet neglene af, brændt hud og hår, få kogt fødderne og stukket iskolde pinde langt ind i ørerne er virkelig smertefuldt. Og alt imens dette sker, står han bare og stirrer tilfredst på mig. Som om dette bare er underholdning. Cirkus er i byen. Hurra.

                      Da jeg endelig får revet den kolde pind ud af min øregang, bliver jeg revet ned og spændt op på et nyt redskab. Mine arme, ben og mave bliver fastholdt af remme på en stor træplade, som jeg ligger på næsten i lodret stilling. Så trykker en vagt på en knap i siden, og mit hoved og mine ben rives langsomt i hver deres retning, kan jeg mærke. Og denne smerte gør så ondt, at jeg til sidst ikke mærker den længere. Det er, da jeg ingenting mere kan føle i min krop, at jeg får et syn.

                     

                      En forfærdelig kamp er i gang. Borgere fra Capitol løber skrigene rundt overalt. Vagter i hvide uniformer løber rundt med våben og skyder på det, der ligner tilfældige mennesker. Andre folk der bestemt ikke ligner nogle fra Capitol, løber rundt og skyder mere velovervejet. Det skyder kun imod mændene i hvide uniformer.

                      Pludselig skælver jorden under folk og en sprække river jorden fra hinanden. Nede i sprækken er der ingenting. Alt for mange mennesker kan ikke nå væk, og bliver revet ned i afgrunden, der ser ud som om, den trækker folk til sig, som var den magnetisk.

                      En mur af børn står foran et enormt hus. Et hus jeg genkender med det samme. Det er det hus, jeg i øjeblikket befinder mig i. Det er hans hus.

                      Børnene skælver og græder. De ser så små, bange og uskyldige ud. Det er det, der gør det så svært at bære, da sølvfaldskærme langsomt daler ned fra himlen imod dem. Det vil sige, det er ikke svært at bære. Det er vidunderligt at se smilet på børnenes ansigter, da de åbner pakkerne. Men det skulle de aldrig have gjort.

                      Hver gang en faldskærm åbnes, dør hundrede børn. Og faldskærmene aktiverer hinanden. De sprænger hvert et barn i småstykker. Og så bliver der stille. Kvinder i noget der ligner sygeplejerske uniformer strømmer til for at hjælpe, hvis der skulle være nogle børn, der endnu er i live og til at redde. Mit blik når lige at fange et enkelt barn, en lille pige med lyst hår, blandt sygeplejerskerne, inden endnu en faldskærm daler ned og sprænger adskillige sygeplejersker i luften. Inklusive den lille pige. Og af en eller anden grund, får netop dette tab mig til at føle mig fuldkomment hul.

                      Der er kun ét ord, der kan beskrive dette rædselsscenarium. Det ord er kaos. For dette er det vildeste kaos, jeg nogensinde har set. Men jeg ved, hvad det er. Dette er oprøret. Og det har helt sikkert kostet mange tusinde mennesker livet. Men det betyder, at håbet stadig er der.

 

                      Jeg kommer til mig selv igen. I hvert fald i hovedet. Jeg ved med det samme, at jeg har haft dette syn før. Jeg ved også hvornår. Det må efterhånden være en måneds tid siden, at jeg havde det. Det er det forsvundne syn. Det er det syn, jeg glemte. Det er jeg helt sikker på.

                      Det var derfor, jeg glemte det. Fordi det var så forfærdeligt. Det var virkelig rædselsfuldt. Men alligevel ser jeg det ikke som en dårlig ting. Måske det gode parti – oprørerne – virkelig kan vinde og vælteham af ”tronen”. Det håber jeg virkelig.

                      Idet jeg tænker den tanke, viser min hjerne mig glimt af fremtiden. Ikke syner; bare glimt. Det er glimt, der virkelig giver mig håb. Først et glimt af en ny præsident. Derefter et glimt af ham. Død. Til sidst et glimt af en blødende rose.

                      Efter mine glimt bliver jeg spændt ned. Da jeg selv skal stå op, falder mine ben sammen under mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan ikke mærke mine ben. Eller mine arme. Eller nogle andre kropsdele fra min nakke og nedefter.

                      ”Hun kan ikke bevæge sig.” siger den ene vagt. Godt observeret, tænker jeg sarkastisk. ”Hun er formegentlig blevet lam.” konstaterer den anden vagt.

                      ”Vi gør det af med hende nu. Sæt hende i den dér.” beordrer hans iskolde stemme, mens han peger på en ganske almindelig stol. Den har bare seler på. Ellers ligner den bare en gammel brun lænestol, lidt ligesom den vi havde stående hjemme i vores stue i det gamle hus i 8, som jeg boede i, før jeg vandt Spillet.

                      Den ene vagt bærer mig hen og placerer mig i stolen. Den anden vagt spænder mine seler, så jeg ikke kan bevæge mig. Ikke at jeg ville kunne løfte en finger alligevel. Min krop må virkelig være blevet lam.

                      De starter min tortur. Men jeg nægter at lade den dræbe mig. Når jeg skal dø, skal det være på mine egne præmisser, og fordi jeg ønsker det. Det skal nok blive i dag. Men jeg vil ikke vise mig svag og lade mig bukke under for dette.

                      En vagt hælder en spand vand ud over mig. Jeg ved ikke, om dette er selve torturen. Måske det er syre, de har hældt ud over mig? Jeg føler i hvert fald intet ved det. Faktisk kan intet andet end mit hoved mærke, at jeg har vand i berøring med min hud. Det må være lammelsen…

                      Men vandet er åbenbart ikke selve torturen, for nu ser jeg en anden mand tage adskillige ledninger frem. De er i den ene ende tilsluttet en kasse fyldt med knapper. Deres anden ende bliver sat fast til mig. Jeg ser min krop skælve, da vagten sender strømmen igennem min krop. Jeg mærker dog intet. For at få mest ud af øjeblikket, smiler jeg triumferende til ham. Han ser bare overhovedet ikke frustreret ud. I stedet smiler han igen til mig: ligeså triumferende.

                      I næste øjeblik ser jeg Lief blive puffet ind ad døren. Han er skadet. Han bløder fra hovedet og halter på det ene ben. Han river Lief op ved siden af sig og holder en kniv hen foran hans hals. Det er det, der vækker mig.

                      Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at slippe fra den forbandede stol. Men uanset hvor meget jeg prøver, er det umuligt for mig at rokke mig så meget som en centimeter. Jeg skriger. Skriger uforståelige lyde. Men jeg får også skreget ord. Inden han skærer halsen over på Lief, og Lief falder om på gulvet med et suk, når jeg at skrige, at jeg elsker ham. At jeg altid vil gøre det. Og at jeg håber, han vil vente på mig på den anden side.

                      Og så begynder jeg for alvor at græde. Først løber en enkelt tåre ensomt ned af min kind, men den bliver hurtigt efterfulgt af en ny. De efterlader spor på mine kinder, og jeg kan smage det salte vand på min tunge, da det løber ned i min mund.

                      Flere og flere tårer følger den førstes eksempel og rander ned af min kind. Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med, at han ser hvor svag, jeg er. Det betyder intet for mig længere. Jeg lader bare mig selv græde. Jeg græder over mit tab af Lief, men også over mit tab af mig selv. Over forvandlingen af mig og ikke at jeg snart vil dø. Jeg beder inderligt til, at min mor vil få et godt liv her på jorden, når jeg er forsvundet.

                      Min gråd fortsætter. Jeg føler det, som danner den en bundløs sø af smertefulde tårer under mig. Og jeg må være druknet i den, for pludselig bliver alting sort.

 

Epilog – Håbet båret af sorte vinger

 og ser, at jeg sidder på en frodig eng dækket af vilde blomster i alle regnbuens farver. Engen strækker sig ud i det uendelige – ligesom himlen.

                      Jeg mærker en hånd i min og ser op på et ansigt, som fylder mig med lykke. Det er Lief. Han er på ingen måde såret. Han ser bare glad ud. ”Jeg har ventet på dig, min elskede.” siger han med sin fantastisk bløde stemme, som har en behagelig klang. Det kan slet ikke høres, at han nogensinde har haft sin tunge skåret ud.

                      Jeg ser nu op, og jeg kan ikke tro mine egne øjne. Foran mig kommer bedstemor og bedstefar gående hånd i hånd. De slår sig ned foran mig, og jeg omfavner dem længe. Dem alle sammen.

                      Som om det ikke var nok, kommer en mand også gående hen imod mig. En mand med de nøjagtig samme øjne som mig. Jeg ved inden i mig selv, at han er min far. Vi omfavner også hinanden, siger at vi elsker hinanden. Jeg føler mig endelig fuldendt.

                      Jeg ved, at jeg til evig tid skal leve her: lykkeligt med min familie og Lief. Min mor vil komme tids nok. Det, der fuldstændig gør øjeblikket perfekt, er fuglen, der flyver over mit hoved og nynner en velkendt melodi på 4 toner. Jeg spørger min bedstemor om, hvilken fugl det er. ”Jamen mit barn, det er sladredroslen.” siger hun varmt til mig. Sladredroslen. Den har været symbolet og dermed motivationen for oprøret. Et oprør jeg, efter mine glimt på jorden, ved blev vundet af distrikterne. Denne fugl bar håbet med sig. Et håb båret af sorte vinger.

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.

3 Responses to Håbet båret af sorte vinger

  1. Amanda :) skriver:

    Hey! Jeg er lige nødt til at spørge… Der hvor der står ‘share’, er der et nital over. Så jeg tænkte – betyder det, at min historie er blevet delt 9 gange? Eller ikke? 🙂

  2. admin skriver:

    Hej Amanda.

    Din historie er blevet delt 9 gange ja 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.